Sider

mandag den 2. maj 2011

Sgu to hvidøjede ænder!

Der er forskel på dage...
Igår tilbragte jeg en dag, i selskab med Peter Maura, i Skagen. Det blev en ret lang dag i kold nordøstenvind og ringe rovfugletræk og så ringede Jørgen Peter Kjeldsen midt i morgenobsen og fortalte at han lige havde fundet en Hvidøjet And i Kogleakssøen i Vejlerne.
Buggar!
Ud på eftermiddagen opgav vi Skagen og da jeg ved 17.30-tiden stod i Kogleaksskjulet tikkede der en meddelse ind om at der nu rastede en Lille Skrigeørn ved Skodcenteret i Skagen!
Den Hvidøjede And kunne jeg ikke finde, så der var ikke andet for end at konstatere at det havde været en skoddag...
Til formiddag stod jeg så påny klar i Kogleaksskjulet. Christina Pedersen havde stået der et stykke tid og Kyed dukkede også op. Vi kunne imidlertid ikke finde den og efter et stykke tid besluttede jeg mig for at køre ind til pumpehuset og tjekke vigen foran pumpehuset, som ikke er synlig fra skjulet.
Det første jeg ser er den Hvidøjede And. En smuk han, som ligger godt. Imidlertid bliver jeg klar over at den ligger sammen med en anden fugl og da kikkertfeltet rammer denne går det op for mig at det er en hun Hvidøjet And!!!
Det er vistnok første gang at der er set et par ligge sammen i Danmark og jeg bliver ret euforisk. Jeg kontakter Kyed og heldigvis er ænderne nu svømmet så langt ud at de også kan ses fra skjulet.
Stemningen er nu i top og jeg får taget en række dokumentationsfotos.
Igår ærgrede jeg mig lidt over at jeg missede et ædelkryds, men blev så istedet vanvittigt glad over at score ædelkrydset idag.
Derudover bød dagen på bl.a. 2 Havørne, 78 Dværgmåger og 16 Sortterner i Selbjerg Vejle, Pomeransfugl (en særdeles bleg han) sammen med Hjejler på Revlbuske, 400 Brushøns og 2 Temmincksryler i Lønnerup Fjord. Der er i sandhed forskel på dage...

De to Hvidøjede Ænder, hannen til venstre:



Hunnen.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar