Sider

onsdag den 1. februar 2012

Århusmågerne

Sammen med Jydekrogen og Albert Schmidt tog jeg idag turen til Universitetsparken i Århus, først og fremmest i håbet om at gense den gråvingede måge, men også for at kigge nærmere på den hvidvingede måge som er meldt dernedefra - og som der er divergerende opfattelser af i forhold til om der kan være tale om en kumlieni.
Sidstnævnte fik vi rig lejlighed til at studere da der de første fire timer ikke var tegn på at den gråvingede ville dukke op. Den hvidvingede derimod, var til gengæld stationær hele dagen.
Flere har påstået at man ikke kan se noget mørkt i hånden. Det passer ikke. Det var tværtimod ret tydeligt, men meget tyndt og begrænset. Ved vingebask var det svært at konstatere den nøjagtige udstrækning i felten, men på billeder er der tydeligvis tale om en mørk streg i yderfanen på P9. Den burde ifølge min overbevisning falde helt udenfor en ren glaucoides, men indenfor en kumlieni, hvordan man så end skal tolke disse typer - som hybrider eller en race. Der vel mest rimeligt at betragte kumlieni-fuglene som en hybridsværm, hvor det er vanskeligt at fastsætte minimumskarakterer.
At man begynder, i andre fora, at tale om "brune" hvidvingede måger, virker helt sort for mig. Jeg ønsker ikke at erklære mig som ekspert, da min øvrige erfaring med kumlieni, før denne invasion, er meget begrænset (3 fugle), men jeg har i al fald aldrig set nogle hvidvingede måger se sådan ud. At de optræder i forbindelse med en invasion af hvidvingede måger, hvor en væsentlig del påviseligt viser kumlieni-karakterer burde få tankerne igang om at påvise de minimale tegn på kumlieni kan godtgøres frem for at negligere og bortforklare noget som er svært at fatte - nemlig at der er en fantastisk invasion igang af kumlieni af et omfang som ikke er set før.
Nu udtaler jeg mig meget skråsikkert, men jeg vil naturligvis understrege at jeg blot opponerer imod at hvidvingede måger kan vise disse karakterer som en variation. Kan nogle påvise med sikkerhed at hvidvinget måge findes i "brune faser" og yderligere kan vise mørke streger i yderfanerne på håndsvingfjerene, så lytter, tier og accepterer jeg...

  
Den hvidvingede måge fra Universitetsparken i Århus. Den har altså en afvigende sort streg i P9,
 hvilket ikke burde kunne sidde på en ren glaucoides.

Og så til den gråvingede. Den drillede i ca. 4 timer indtil den pludselig lå på et af hustagene og efter ca. en halv times tid sluttede sig til selskabet. Derefter så vi den drømmegodt og den ser rigtig fin ud. Jeg synes den virker en smule mørkere i hånden i forhold til fuglen jeg fandt på Varanger i juli 2011, men ikke i en grad der godtgør en evt. mistanke om en hybrid, synes jeg.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar