Dværgcanadagås m.m.

Tog ud i den stille, regnfulde morgen for at nyde Vejlerne. Egentlig var det tanken at prøve at finde den rødhalsede gås som sås for nylig i en stor bramgåseflok øst for Vejlerne og strategien var at prøve at gennemsøge flokkene inden de fløj ud fra overnatning. Bygholm Vejle modtager overnattende gæs fra et stort opland og er et flot skue som skal anbefales varmt at tage ud at opleve på ved indflyvning og ved udflyvning.
Bramgæssene var repræsenteret flot og med et par store flokke tæt på dæmningen. Gennemsøgningen kunne heldigvis foregå grundigt da både lys og observationsforhold var optimale.
Der var ikke noget der tydede på at den rødhalsede var til stede, men til gengæld fandt jeg en meget fin dværgcanadagås. Den havde ikke ringe på benene og kropsfarven virkede meget gråbrun, men når den sås direkte forfra var brystfarven varmt kastaniebrun i indtrykket. Overgangen fra hals til bryst virkede ret diffus, set fra siden, men mere tydelig forfra og der var helt sikkert ikke en hvid stribe ved overgangen.

Find Holger... taget med ISO2400 på grund af det lave morgenlys...

I sandhed en dværg-canadagås.


 

Bygholm Vejle var derudover også meget underholdende med mængder af svømmeænder (5030 krikænder, 240 skeænder, 60 spidsænder og 740 pibeænder), hele 4 vandrefalke, hvoraf de to, en adult og en 1K, slåssede i luften. Blandt gæssene også to tundrasædgæs og slutteligt en fed stor tornskade i Han Vejle.

 Aggressiv akrobatik.

 





Godlewskii

Jeg havde den fornøjelse, i søndags, at opleve Mongolsk Piber i Skagen. Der var dagen i forvejen meldt to fugle ud, men holdningen til en sikker bestemmelse var ret forskellig mellem de fuglekiggere der havde set dem. Fornemmelsen var hos de fleste, at  der var tale om mongolske pibere, men der herskede tillige et gran usikkerhed. Billeder som kunne ses på netfugl udløste kommentarer, som talte for mongolsk piber, og alt i alt bestemte jeg mig for at drage til Skagen for at tage bestemmelsesudfordringen op og prøve at se om man kunne bidrage til noget. Jeg følte mig rimeligt sikker på at der var tale om Mongolsk Piber, men synes også det var svært at blive helt sikker på billederne.
Jeg to derop med Rune ("Hulrune") Sø Neergaard og hans far Mogens.
Ved ankomst var flere lokale og tilrejsende birdere igang, men der gik det meste af en time før der endelig blev fundet en af de aktuelle fugle. Forholdene var dårlige på grund af en stærk blæst og på trods af at vi havde fuglen frit fremme (ganske vist på ret stor afstand) var det kun muligt at få et indtryk af jizz samt konstatere at issen var tætstribet og at ryggen var meget velmarkeret. Alt i alt var indtrykkene rigtig gode, men endnu var det svært at være helt sikker.
Kampen på bedre observationer fortsatte og vi kæmpede bravt, men vi blev ikke begunstiget af gode betingelser. Indtrykket af de mange flyvninger var ganske slående idet fuglen var tydeligt mere korthalet end vores normale indtryk af Storpiber - og efter et stykke tid hørte vi kaldet flere gange - noget jeg opfattede i retning af "chip", med en klang henad skovspurv og somme tider ret hurtigt gentaget to eller flere gange efter hinanden. Ikke en eneste gang hørtes et storpiberkald.
Ved to tilfælde så vi to identiske fugle, jizzmæssigt, flyve sammen, men desværre så vi dem ikke gå på jorden, hvor vi kunne have konstateret dragtkarakterer.



Imidlertid lykkes det ved et svineheld at have den ene fugl gående frit fremme i ca. 15 sekunder, hvor jeg fik fyret en del billeder af. Desværre var mit kamera indstillet forkert, hvorfor flere af billederne er let rystede, men alt i alt godtgjorde billederne en sikker bestemmelse til Mongolsk Piber.

Bemærk det "lille-næbbede", højbenede, korthalede og mere horisontale jizz.

Bemærk den meget markerede ryg, tætstribede isse og så kan man ane en ret kort bagklo.

Bemærk at halen virker kort og er løftet højt over jorden, samt at næbbet er højt ved basis og jævnt tilspidset.

Bemærk det distinkt tegnede bryst, den tætstribede isse, ret korte hale og varmt tonet underside.

Bemærk indtrykket af et lille næb, som er tilspidset samt de mellemste dækfjer med brede centre.

 

Alt i alt en rigtig fin dag med spændende bestemmelsesmæssige udfordringer som heldigvis blev løst tilfredsstillende. Virkelig en dag, hvor man lærte meget.

Nu er det ikke noget hemmelighed at jeg og Thomas Varto Nielsen claimede en Mongolsk Piber i Vejlerne tilbage i 1999.
Dengang bestemte vi den på baggrund af bl.a. varm underside, stribet ryg og isse, svag malarstribe, et kald som vi opfattede som svagere end hos Storpiber og så oplevede vi ikke halen som rigtig lang.
Senere måtte vi indse at der var tale om en storpiber, hvorfor den naturligvis blev forkastet som Mongolsk Piber, som den ellers oprindeligt var godkendt som.
At den var mere smånæbbet og med en varmt tonet underside i forhold til en "normal" richardi Storpiber vil jeg dog stadig holde fast i og jeg synes den er overordentlig interessant i forhold til bestemmelse af Mongolsk Piber, hvorfor jeg bringer billederne herunder. Alle billederne er taget af Thomas Varto Nielsen.
Bemærk i forhold til billederne af den aktuelle Mongolske Piber fra Skagen at:

- Den mørke streg over øjenbrynsstriben står frem som den tydeligste tegning på issen, hvilket er typisk for Storpiber.
- Næbbet er ganske vist ret lille i indtrykket, men man oplever det som for langt og ikke tilstrækkeligt højbaset og tilspidset.
- Ryggen er stribet, men ikke lige så markant og sort som hos Mongolsk Piber.
- Halen virker for lang i forhold til den aktuelle Mongolske Piber i Skagen og giver næsten indtryk af at den "slæber" henad jorden.
- Men bemærk også det generelle jizz som, på mig, endnu virker ganske smånæbbet, men hvor det generelle indtryk alligevel ikke er tilstækkeligt "småpiberagtigt" (sammenlign f.eks. med det øverste billede af Skagens aktuelle mongolske Piber). Bemærk imidlertid også den meget varmt tonede underside.

    

Borealis på museet...

I forbindelse med at jeg var hidkaldt til et foredrag i DOF om Svalbard, lagde jeg vejen forbi skindsamlingen på Zoologisk Museum for at kigge nærmere på forskelle mellem borealis og mollissima ederfugle.
Det var sjovt og spændende og forskellen i udbredelsen af befjeringen på næbbet ser ud til at holde som forskel på de to racer - og kan givetvis bruges til at adskille sikre fra eventuelle hybridtyper i fremtiden.

Mollissima øverst og borealis nederst. Bemærk forskellen i udbredelsen (og formen) på befjeringen på næbbet.

To mollissima. Bemærk at befjeringen når udfor ca. halvdelen af næseboret.

Borealis (øverst) og to mollissima. Denne borealis var den fugl, hvor befjeringen nåede længst ud i forhold til næseboret (er stadig indenfor den inderste trediedel).

Tre forskellige borealis. Bemærk variationen i formen på befjeringen på næbbet.

Fire mollissima.

 

Hvad der var yderligere interessant, var at karakteren tydeligvis gik igen på hunnerne, så f.eks. hvis en han borealis bliver fundet i selskab med en hun kunne man lige chekke karakteren på hunnen også(men få den lige fotodokumenteret ikk...).

Fire borealis hunner. Bemærk den korte befjering på næbbet, svarende til hannerne.

To mollissima (øverst) og borealis. Bemærk forskellen i befjering i udbredelse (og form).

Borealis igen

Jeg opsøgte idag borealis ederfuglen i Hanstholm Havn og var meget heldig idet den opholdte sig inde i selve havnen, hvorfor observationsforholdene var optimale. Karakterer som sejl, næbfarve og længden på den hvide befjering på næbbet kunne bekræftes.
Det var skægt at se, hvordan sejlene på ryggen ikke var at se i forbindelse med fouragering, men efter at den havde pudset fjerdragten i et stykke tid, poppede de ligeså fint op og var meget påfaldende.
Jeg kan kun opfordre folk til at opsøge den og opleve den, da den på alle måder lever op til en ren borealis.

På den fouragerende fugl var sejlene på ryggen ikke synlige.

...men efter fjerpleje, kløning, pudsning...

... og vingebask...

...poppede sejlene på ryggen ligeså fint op...

Hanstholms borealis

John Kyed har været så venlig at sende mig nogle billeder af den aktuelle ederfugl i Hanstholm som viser karakterer af racen borealis. Det lykkedes ham at få billeder af den sammen med en mollissima ederfugl, hvor man kan studere forskellene.

Hanstholms borealis. Bemærk sejl på ryggel, tydelig gul farve på næbbet samt at den hvide fjergrænse på næbbet stopper tæt udfor næseborets start.

Hanstholms borealis sammen med en mollissima. Borealis er højre fugl. Bemærk stærkere gul farve på næbbet samt at den hvide fjergrænse hos mollissima fuglen stopper udfor, hvad der svarer til halvdelen af næseboret - altså lidt længere ude end hos borealis. Tendensen til en mere lige sort kant under øjet på borealis-fuglen er ganske tydelig.

 Samme kommentar som ovenfor.

Bemærk at sejlene på ryggen ikke altid er tydelige. Fuglene ligger p.t. ofte og fouragerer aktivt på ydersiden af vestmolen, hvor de dykker aktivt, hvorfor der givetvis er længere perioder, hvor sejlene virker til at være "lagt ned".

Tak til John Kyed for billeder!

Borealis

Med John Kyeds aktuelle fund af Nordlig Ederfugl (borealis) i Hanstholm synes jeg det er relevant at kigge nærmere på forskellene i forhold til vores hjemlige mollissima. Med baggrund i en række erfaringer med racen denne sommer på Svalbard præsenterer jeg en række billeder som kan godtgøre forskelle som er relevante for bestemmelse og som er en oplagt "vintersyssel" når man bevæger sig ud til vores kyster.
Jeg har i de seneste dage brugt tid på at sammenligne mine billeder fra Svalbard med billeder, primært i Netfugls galleri og blandt Søren Kristoffersens billeder, hvorfra jeg har fået lov til at benytte flere til sammenligning.

Ederfugle af racen borealis, Svalbard, juni 2012. Bemærk det stærkt og varmt gule næb, sejl på ryggen og befjedring på næbbet som kun går indtil næseborets start.

Man kan selfølgelig skære bestemmelse af disse ind til benet og sige at man skal holde sig fra hunner og ved hanner skal man se sejl på ryggen og en stærkere gulorange farve på overnæbbet. Færdig.
Imidlertid er der flere finere detaljer man kan give sig i kast med og Kent Olsen summerede disse ud fra flere artikler af forskellige kapaciteter på området, gældende for hanner, på hans blog Birdsdk i forbindelse med hans fund, som var det første i Danmark, af borealis.

Borealistil venstre kontra mollissima til højre. Bemærk først og fremmest forskellene i længden på befjedringen på næbbet i forhold til næseboret, som beskrevet nedenfor. Formen på befjedringen er også mere tilspidset på borealis, men jeg synes dette varierer, se f.eks. billederne ovenfor. Billedet af mollissima-fuglen er taget af Søren Kristoffersen.

Borealis, Svalbard juni 2012. Bemærk at ikke alle har stærkt gulfarvet næb! Befjedringen er tilspidset og går omtrent til næseborets start.

Jeg tillader mig at forholde mig til disse kendetegn udfra mine erfaringer og mine billeder:

Flg. har jeg valgt at sakse fra Birdsdk, med mine kommentarer i kursiv:

Afgørende for bestemmelsen af en adult han borealis i forhold til mollissima er:

• Tilstedeværelse af små hvide ”skulderblad sejl” på ryggen - Absolut en minimum.
• Næbbets påfaldende gule farve med et svagt orange skær særligt på ”frontallapper” - Et typisk og påfaldende kendetegn med få undtagelser. Mollissima ffremviser typisk en mere karrygul farve.
• Benene har samme farve som inderst på overnæb - Synes jeg ikke holder. Mange mollissima-ederfugle ser ud til at have lige så gule ben.
• Næbbets strukturelle afvigelser med smallere og mere ”hængende” yderst halvdel - højst en tendens.
• Mere tilspidset område med hvide fjer på siden af næbbet - tendensen er tydelig på mange, men der er for meget overlap, synes jeg.
• Smallere og mere tilspidsende stribe med sorte fjer under de sennepsfarvede ”frontallapper” - denne karakter synes jeg er umulig at konstatere.
• Sort hætte har ofte mere lige underkant under øjet - en tydelig tendens som dog varierer.
• Mere firkantet hovedform særligt med stejlere pande - det har jeg meget vanskeligt ved at konstatere.
• Mere kraftigt laksefarvet bryst - en karakter der varierer for meget til at være rigtig brugbar.

Jeg har, som sagt, brugt en del tid på at kigge på mine billeder fra i sommer og sammenlignet dem med mollissima-ederfugle fra Danmark ud fra især netfugls arkiv. Udover forskelle m.m. som er skrevet med kursiv ovenfor, er jeg kommet frem til at befjedringen på næbbet er kortere end på mollissima. Således når den på borealis kun akkurat udfor næseborets start.
På mollissima derimod når befjedringen tydeligvis (igen ud fra billeder i netfugls arkiv) til udfor ca. halvdelen af næseboret, hvilket er medvirkende til et lidt andet ansigtsudtryk. Flere studier kræves og såfremt at der er tale om rene borealis på Svalbard er der måske, mht. befjedringen på næbbet, noget at hive fat i i forhold til sikker bestemmelse af borealis? Der er snak om at der bl.a. på Island findes fugle med intermediære karakterer, mellem mollissima og borealis og sådanne vil klart kunne forvirre i bl.a. Danmark, men det går ikke at kalde sådanne sikre borealis, hvis de ikke er det. Flere studier bør gøres og en opfordring skal hermed lyde til at kigge nærmere på det langs de danske kyster.

Hvad der er yderligere interessant er at borealis hunner også viser denne karakter men jeg har kun haft et begrænset antal billeder af mollissima hunner at sammenligne borealis hunnerne med og dem jeg har haft at sammenligne med, har det været at konkludere noget ud fra. Hvor vidt at det er muligt at adskille hunnerne er altså meget usikkert, men det kunne være fedt at få fat i et større billedmateriale, f.eks. fra danske ynglepladser. Samtlige fotograferede hunner på svalbard viste ikke tydelig variation indenfor befjedringen på næbbet.
Herunder følger en række billeder af hunner. Bemærk især befjedringens længde i forhold til næseboret:

Let´s twitch again....

I søndags oplevede man det som så mange gange før - sjældne fugle, fundet af andre, dukker sjældent belejligt op. Jeg var godt nok ved at være færdig med min del af den internationale optælling af Kortnæbbet Gås, men manglede den aftalte overnatningstælling på Bygholmengen. Børnene var ved kammerater og min kone, Pia, var på arbejde hele dagen. Der skulle derfor lægges et puslespil for at gøre det muligt at rykke på ISABELLATORNSKADEN som var meldt ud fra Årslev Engsø ved Århus!
Arrangementerne forløb glat - børnene kunne blive ved kammeraterne (med svigermor klar som reserve) og Jørgen Peter, min kompagnon, var så venlig at ville tage sig af overnatningstællingen.
Godt - alt klappede - og så var det afsted.
Undervejs samlede jeg Peter "Maura" op og ca. en time og tre kvarter senere var vi på plads ved søen sammen med ca. 100 andre!

Rygterne svirrede undervejs om det i stedet var en Brun Tornskade. Folk havde fået tilsendt billeder hvor fuglen så mistænkeligt meget brun ud! Uanset om det var en isabella eller brun var der tale om et andengangsfund for Danmark så det var med spænding at man stillede sig op - og snart efter kunne stille skarpt på fuglen.
Det var slående at ryggen virkede decideret brun og halen ikke var rigtig rødlig. Hvad der tillige var påfaldende var at halen virkede meget lang og tynd på den siddende fugl, bagflanken var gulligtonet ligesom det øverste af brystet. Næbbet virkede stort og alt i alt blev det hurtigt klart at det vitterligt var en Brun Tornskade!
Samtlige var selvfølgelig glade, måske lige bortset fra Rolf Christensen - aka grev Ingolf - som så sin blocker blive hvermandseje på ingen tid. Han var selvfølgelig rykket på Isabellatornskade - men var nu vidne til at han blev degraderet til DKs nr. 2 da Munken selvfølgelig kom og krydsede Brun Tornskade som ny art.

ROC prøvede at være cool, men ærgrede sig tydeligvis over dagens forløb...

Jeg fik ikke taget billeder af fuglen, men på netfugl og diverse blogs er der lagt en del billeder ud. Jeg vil især fremhæve denne nyhed, hvor der i sidstnævnte især skal lægges mærke til de sidste billede da det ligesom dette viser haleformen, som er artstypisk for Brun Tornskade (yderste halefjer er meget kortere end øvrige halefjer). Bemærk dog at billederne taget af Kent Olsen er en anelse lyse og at det bl.a. ikke er muligt at se den gullige toning på bagflanken og brystet.
Endnu en gang blev man bekræftet i at det er fedt at twitche. Man ser en fed fugl, spændingen er intens lige indtil man har set den, man lærer meget om feltkendetegn og man møder et masse mennesker, hvoraf mange er gamle venner man ikke har set i årevis.
Fed dag - og jeg kunne fejre min art nummer 400 i DK med rådyr-ryg og rødvin tillavet af svigermor ved ankomsten tilbage i Vejlerne...