Sider

tirsdag den 5. marts 2013

At lave en Strack...

I forbindelse med gåsearbejde for DCE lagde jeg vejen forbi Halkær Sø som er blevet en rigtig fin lokalitet med gode oversigtsforhold. I søen lå der mange troldænder (1570 ex.) og det var fornøjeligt at bladre dem alle igennem i håbet om at lave en sjældenhed. Et par bjergænder satte tankerne igang, men det er en svømmeand som først og fremmest får mig til at standse op. Umiddelbart en pibeand, men den har en gevaldig grøn vifte bag øjet, ingen blis i panden (men en varm orangegul farvetoning på den forreste del af issen) og indtrykket skifter mellem pibeand og krikand. Den ligger noget af tiden med en hun pibeand, men den virker ikke helt så stor, frem for alt er hovedformen ikke helt så rund og den virker mere småhovedet. Yderligere studier afslører at der er lysere streger omkring forkanten af den grønne øjenskygge og langs flanken ses også en sort streg. Karakterer der passer på krikand, mens næb, størrelse og hvid gumpplet taler for pibeand.
Der er med andre ord tale om en hybrid krikand x pibeand. En type der må være sjælden og en type jeg ikke har set før.
Krikand x pibeand, han. Bemærk grøn øjenskygge, lys gulligt omkring forkanten af denne, antydning af sort streg langs flanken, hvid undergump.

Bemærk det klare indtryk af krikand man får af hovedet. Bemærk dog også at en varmt gullig blis er antydet, mest ovenpå hovedet.

Bemærk at størrelsen er lidt mindre end pibeand hunnen til højre.
 
Mellem de mange troldænder finder jeg også en klar taffeland x troldand, han. Flanken var kun lidt lysere grå i forhold til ryggen, hovedet nærmest lyst rødlilla i de rigtige belysninger og øjet varmt ravgulligt, klart varmere end hos troldænderne.

Jeg har altså gjort ligesom (Rasmus) Strack altid gør: Fundet hybrider og taget elendige billeder, men det var nu også meget sjovt at prøve...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar