Sider

tirsdag den 14. maj 2013

Så er der styr på de Nordvestjyske store kobbersnepper

Jeg var idag på Agger Tange for at fjernkortlægge de ynglende viber, store kobbersnepper, klyder, strandskader og svømmeænder. Det er noget jeg har foretaget hvert år siden 2001 (bortset fra 2009, hvor jeg kun kortlagde kobbersnepper) og har derfor efterhånden samlet et godt materiale ind.

Herunder kan ses en tabel med antallet af ynglepar af stor kobbersneppe på Agger Tange 2001-2013.

2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013
31 50 50 58 61 48 35 51 41 47 27 25 27

Arten havde nogle meget fine år efter årtusindeskiftet, hvor det især var bemærkelsesværdigt at rævebestandene var i bund på grund af sygdommen skab.
I Vejlerne ses samme tendens, da vi også her har oplevet en faldende tendens til nuværende niveau på knap 100 par.
I alt ser det for Nordvestjylland ud således: Bygholm Vejle 91 par, Vesløs Vejle 4 par og Agger Tange 27 par.

Derudover var der fin underholdning på Agger i form af bl.a. 2 subad. havørne som jagede og rastede sammen, 4 skestorke, 4 2K dværgmåger, 10 temmincksryler, 2 nilgæs og lidt småfugle i buskene, bl.a. rødrygget tornskade.

I Vejlerne kan vi bl.a. glæde os over at pomeransfuglene er ankommet. Således 11 på Thorup Fjordholme og 5 på Revlbuske. Igår havde jeg hele 89 traner i Vejlerne, ligesom 15 skestorke på Melsig, 30 ynglepar af sorthalset lappedykker i Kogleakssøen samt 45 sortterner samme sted.
Der er stadig mange bramgæs i området og det er måske muligt at finde den rødhalsede gås endnu ligesom dværgcanadagåsen.
Pomeransfugl. En årlig begivenhed man ikke vil gå glip af.
Vejlernes dværgcanadagås. Vel en fugl af racen minima?
 
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar