Sider

mandag den 17. juni 2013

Moment of Zen...

Jeg brugte morgenen og formiddagen på at kortlægge rørhøge og på at tjekke tilstanden i området nord for Krapdiget som siden 2005 har været i åbenlys forvandling og som de senere år bare er blevet bedre og bedre.
Nu er området nærmest at betegne som en kæmpe Kogleakssø, med store hættemågekolonier, ynglende gråstrubede- og sorthalsede lappedykkere, traner, dykænder m.m.
Mængder af fældende grågæs kan ses i øjeblikket, således 2300 i Bygholm Nord, 200 i Læssø og 470 i Tømmerby.

Rørdrum, 5 sås idag, hvilket tyder på at ungerne i rederne er blevet store. Da ser vi nemlig en del til rørdrummer på fourageringstogter efter føde til ungerne.
I øjeblikket er der en meget stor ansamling af fældende grågæs (op til 2300!), hvilket udgør et meget imponerende syn. Det samme gælder de 30 skestorke som raster i sammensuriet af hættemåger. På Selbjergdiget trådte parret af trane frem med deres to unger og lidt senere endnu et par. På det tidspunkt havde jeg netop set min tredie flyvende rørdrum... Pludselig begynder tranerne på diget at trompetere vildt og jeg tænker at det er fordi parret vil signalere til de nys ankomne at de skal blive væk, da der pludselig løber en odder over diget midt mellem de to par!
Det var meget autentisk og understregede bare hvor fantastisk et vådområde Vejlerne er...
Skestorkene optræder nu i flokke i Bygholm Nord.

Senere fortsatte jeg rørhøgekortlægningen fra Lynge og også herfra havde jeg en flyvende rørdrum og lidt senere også en adult rovterne som ankom højt og kaldende vestfra.
Jeg mener det er rimeligt at betragte den som en ny fugl i forhold til fuglen jeg fandt igår i Pytoddelagunen.
Rovterne
Det blæsende og regnfulde vejr har tilsyneladende haft stor betydning for sortternerne. Igår var jeg oppe og bruge tid på dem og der lå konstant 15 fugle og fouragerede i Store Gollum uden at flyve til nogle af kolonierne på noget tidspunkt. De to kolonier indeholdte henholdsvis fem og tre fugle som fodrede regelmæssigt. Så med lidt held er der stadig liv i otte par.
Sortterne, tilsyneladende holder 8 par stand og har formentlig unger.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar