Sider

søndag den 15. december 2013

Melville

I september deltog jeg i et togt i Melville Bay, Nordvestgrønland, hvor jeg i rollen som MMSO (Marine Mammal and Seabird Observer) stod for en række transekttællinger af havfugle og havpattedyr, samt som "vagt" i forhold til at opdage havpattedyr når der blev skudt med seismisk udstyr.
Det blev en fin periode, hvor vi bl.a. besøgte byerne Aasiaat og Upernavik, hvor vi fik mulighed for at komme i land i flere dage ad gangen. Desuden fik vi lavet spændende transekt-tællinger på strækningen mellem de to byer, hvor vi bl.a. sejlede over Disko Banke, som indeholdte mange fugle og hvaler, bl.a. mange thorshøns, pukkel- og finhvaler.
I undersøgelsesområdet var der ikke de store mængder, hverken fugle eller dyr, men regelmæssigt så vi mellemkjover og et sandt højdepunkt var rosenmågen som er min tredie i Vestgrønlandske farvande.
I land fik jeg i Aasiaat studeret mængder af hvidvingede måger i immature dragter og dem præsenterer jeg i en snarligt kommende artikel her på bloggen. Mine observationer har ændret mit syn på bestemmelse af kumliens måger, men som sagt argumenterer jeg snart i en artikel. Det blev også til to kumliens måger.
I Upernavik fandt jeg blandt mågerne to amerikanske sølvmåger (som er præsenteret her), men ellers brugte jeg især tid på hvidsiskenerne som optrådte i pæne flokke med gråsiskener mellem husene.
Alt i alt fik jeg en masse ud af det og forhåbentlig bliver det til et gensyn i 2014?
 

Tre billeder af samme kumliens måge. Først tænkte jeg at det kunne være en kandidat til thayers, men bemærk de ret lyse og vatrede tertialer (som skulle være mørkere på thayers) samt de ufældede armsvingfjer som er af samme farvetone som de store dækfjer. På thayers havde det været godt hvis armsvingfjerene havde været mørkere.
 
Thorshøns, Disko Banke.
 
Mallemuk på blankt hav.
 
3 hvidsiskener og to gråsiskener (nr. 2 og 3 fra højre), Upernavik.
 
Grønlandsk hvidsisken mellem to grønlandske gråsiskener (rostrata).
 
Grønlandsk hvidsisken aka snesisken
 
 
Slutteligt et par, desværre, ringe billeder af rosenmågen som ikke retfærdiggør den reelle oplevelse. Den kom pludselig flyvende i en lille flok rider. Den var adult og i vinterdragt, men meget lyserød og så fantastisk ud i kikkert.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar