Sider

mandag den 1. december 2014

På den igen...

Det har været ret tungt. Mest vejret men også udbyttet. For man synes selv man har kæmpet i Hanstholm, i Vejlerne og på Bulbjerg.

Alle har jo prøvet det - det der med at være meget aktiv og så ikke rigtig finde noget. Håbet er lige stort hver gang Bulbjergknuden besøges - "måske er det idag gråsejleren eller klippesvalen raster derude - eller nonnestenpikkeren"... "Eller hvad med jagtfalk på Bygholmengen - og svenskerne begynder at snakke om sneugler der er "på gång""...
Men nej, heller ikke denne gang...

Man er også blevet kræsen. Det er jo ikke fordi der er mangel på fuglemængder. I Vejlerne kan man stadig opleve flere hundrede knarænder, en masse gæs, en flok stædige traner som måske gør klar til overvintring, adskillige havørne og vandrefalke. Desuden bjergpibere i mængder og så kan man sikkert endnu opleve op til 11 nordiske lappedykkere (i flok) i Selbjerg Vejle.

For relativt få år siden havde man stået med begge hænder over hovedet efter et efterår der bl.a. gav 3 høgesangere, lille fluesnapper, kuhls skråpe, store stormsvaler, nordsanger, 6 hvidbrynede løvsangere, lille kjove, mellemkjover, korttået træløber (mega heroppe!), 6 thorshøns sammen, 9 sorthovedede måger sammen, flere kaspiske måger (god art heroppe), 2 rødhovedede ænder, 9 sølvhejrer sammen og meget andet.

Jeg er nu også tilfreds, men det havde været fedt at finde en rigtig god art - en mega, men det tager vi os af næste år...- eller på næste besøg til Bulbjerg - eller måske allerede i morgen i Vejlerne...
Jeg må hellere komme ud...
En af efterårets mange kaspiske måger i Hanstholm. Denne er fotograferet den 14. november i havnen.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar