Vinteren er på retur

Heldigvis tænker mange sikkert, i al fald jeg. Vinteren har dog været god ved os, hvor kun få kuldeperioder har nået at sætte et vist præg. To gange er Vejlernes enge og mindre vandflader frosset til i løbet af vinterperioden, det er alt, men på mange ledder også nok til at sende mange fugle sydpå og væk.
Hvor december og januartotalerne var kendetegnet ved store fuglemængder, var februartotalen forleden en lidt halvtam affære. Det skyldes også at vejrliget har givet mulighed for at der er blevet lukket meget vand ud af Vejlernes vandsystemer, bl.a. i et stort omgang fra Bygholmengen, hvor fuglemængderne svarede igen med blot 723 svømmeænder på totaltællingen! Ærgerligt.
Forårstegnene var imidlertid ikke til at tage fejl af med 5 forskellige paukende rørdrummer, flere overflyvende sanglærker og en syngende.
Den første paukende rørdrum i Vejlerne, i år, blev hørt 31. januar.
Selvfølgelig er der mange gæs i området og jeg fik da også tjekket langt de fleste, men bestemt ikke alle. De to snegæs som var i området i begyndelsen af februar var ikke at se, men det blev til gengæld til 5 forskellige tundrasædgæs, hvoraf en var mærket med gul ring: Z77. Det er første gang jeg har aflæst tundrasædgås. Ialt blev det til 7900 bramgæs (hvem finder først den rødhalsede?), 7212 kortnæbbede gæs, 2049 grågæs samt 141 blisgæs. Slutteligt ialt 3 havørne og 4 vandrefalke.

Herunder lidt billeder fra især begyndelsen af februar, den sidste del af vinterperioden for nu.

2K Gråmåge, Thyborøn Havn, 3. februar.

Vandrefalk, Agger Tange, 3. februar.

Odder, Ove Sø, 3. februar.

2K hvidvinget måge, Hanstholm Havn, 3. februar.

Vintertraner, Hjardemål Klit, 5. februar.

Skovsædgæs, Hjardemål, 5. februar.

Sortstrubet bynkefugl, Hanstholm, 6. februar.

Den lange vej til det perfekte look...

I sidste uge oplevede vi det igen; at finde en meget mørk måge i Hanstholm, hvor en lang række karakterer faktisk talte for at det kunne være en amerikansk sølvmåge - og man nåede da også at tænke det, at nu var det lykkedes.
John Kyed var den første som blev opmærksom på den, søndag den 25. januar. Derefter blev den genfundet af undertegnede den 1. februar og siden er den set i al fald 6. februar. den er der sikkert endnu.
I felten diskuterede vi dog om, hvor vidt over- og undergumpstegningerne var tilstrækkeligt tætte. I al fald fugle jeg har set i Grønland, havde tættere siddende mørke tegninger, men kunne der være tale om individuel variation?
Vi måtte have offentligheden i tale ved at lægge gallerier på grupperne "European Gulls" og "North American Gulls" på Facebook, ligesom eksperter blev direkte kontaktet (svenske Hans Larsson og belgiske Peter Adriaens).
De blev præsenteret for i alt 24 billeder, hvoraf nogle bringes her:

Bemærk den brune krop og de mørke store dækfjer.

Haletegningen er perfekt til amerikansk sølvmåge, men overgumpens mørke tegninger er ikke dominerende nok til en helt perfekt amerikansk. Kan der være tale om variation? Tjah, det kan der vel godt, men for en førstegangs for landet skal alt sidde i skabet og det gør det desværre ikke. 

Ret tætsiddende tegninger i undergumpen, men desværre heller ikke tæt nok til en perfect looking amerikansk.

Der er imidlertid ikke langt til en amerikansk - sammenlign med billedet heruder.

Amerikansk Sølvmåge, Upernavik, Grønland, september 2013. Bemærk især de meget bredere mørke tegninger på overgumpen.

Måge fra Hanstholm. Sammenlign undergumpstegningen med billedet herunder.

Amerikansk Sølvmåge, Upernavik, Grønland, september 2013. Bemærk den meget tætsiddende, båndede undergump.

Det er en interessant proces at være en del af. Når problematiske fugle som den aktuelle fra Hanstholm dukker op, sker der en vidensudveksling, en diskussion, hvor tonen ikke handler om at der skal kæmpes for et kryds, men hvor kommentarerne handler om at hjælpe og blive klogere - så kloge at vi en dag står med en amerikansk sølvmåge med det perfekte look.

Hans Larsson kommenterede således på Facebook: Interesting case indeed. I can´t really pinpoint it, but there´s something with the overall impression, structure and bill shape etc that doesn´t strike me as smith. Særligt denne kommentar er spændende: Plumagewise the combination of rather (for a smith) weak patterned rump/uppertail/undertail coverts on a snow-white base and a very dark plumage otherwise seems odd IMO. I get the impression that the majority of smiths are more evenly coloured as a whole, so if a smith has a greater amount of pale/white markings in the rump/uppertail/undertail coverts it also has correlating pattern in the tail and wing coverts and vice versa. 

Altså; amerikansk sølvmåge kan godt have over- og undergumpstegning som på fuglen fra Hanstholm, men i så fald sidder de som regel på ret lyse typer. På de mørke typer plejer de at være tætsiddende som på min fugle fra Grønland. Det er interessant og giver noget at forholde sig til når jagten på det perfekte look fortsætter.

Belgiske Peter Adriaens svarede på mail med følgende kommentar:

Hi Henrik, 

phew! This is a tricky bird.

It shows many characters of smithsonianus, and I think it is impossible to exclude this option with certainty.

However, there are a few features that look a bit puzzling:

- completely dark outer webs of inner primaries. While the inner primaries of 1c American Herring Gull are often quite muddy brown, each feather normally shows a paler subterminal area on the outer web. This bird shows full dark outer webs almost like a graellsii.

- pattern of undertail coverts does not look entirely convincing (too much white)

- contrasting pattern of tertials, with rather broad white tips (despite the considerate amount of wear). Most 1c smiths have more extensive, dull brown centres and less white at the tips;

- small, rounded head and short bill

In a European context, the problem with less convincing birds like this is that there are many dark Herring Gull types with smithsonianus features in Iceland and the Faroe Islands.

Extensive backcrossing between Glaucous and Herring Gull seems to produce many birds that look surprisingly similar to smithsonianus. I have attached a few examples (from SW Iceland, 2010); I think you will quickly see the problem...

Another possibility is that we consider the dark outer webs of inner primaries as an indication that your bird may be an unusually dark and well-marked European Herring Gull.

In any case, birds like this are tough, and are probably best left unidentified.

Regards,

Peter

Igen en yderst interessant kommentar, som også indeholder noget nyt (for mig i det mindste), nemlig at yderfanen på alle Hanstholmfuglens håndsvingfjer er påfaldende mørke, hvor amerikansk altså på de inderste håndsvingfjer ikke viser mørk yderfane i hele længden.

Se sammenligningen af denne karakter mellem Hanstholmfuglen og den amerikanske fra Upernavik nedenfor.

Hanstholmfuglen. Bemærk påfaldende mørk yderfane på samtlige håndsvingfjer.

Amerikansk sølvmåge, Upernavik, Grønland, september 2013. Bemærk at yderfanen på de inderste håndsvingfjer er lysere brune end disses spidser, samt yderfanerne på de yderste håndsvingfjer.

Hele essensen i dette indlæg er altså at blive klogere. Hvor gullheads snakkede om hvidvingede måger og gråmåger i 1980erne og kaspiske måger og middelhavssølvmåger i slutningen af 1990erne er der kommet nye spillere på banen her i 00erne og 10erne. Nu handler det også om amerikanske måger, thayers måger, skiffermåger, gråvingede måger og mange andre. Det er fedt og sætter mågetjek i nye perspektiver. Heldigvis sidder der mange derude som gerne vil bidrage og hjælpe og som tør det. Alt i alt bliver der bygget noget op, således at vi en dag finder den der - den med det perfekte look...