Haanings fotoblog: Hokkaido

I forrige uge fik jeg et tilbud jeg ikke kunne afslå: At fungere som chauffør og medhjælper på en fugletur til øen Hokkaido i Japan, arrangeret af rejseselskabet Miksture v. Michael Westerbjerg Andersen. Netop Hokkaido om vinteren har altid stået for mig som et mål jeg skulle nå i livet. Billederne man har set gennem tiden af mængderne af stellers havørne, de japanske traner i vinterlandskabet samt af verdens største ugle, blakiston´s fish owl, har gjort at en vintertur til øen har været i top 3 over oplevelser jeg ønskede.

Strømænder var almindelige langs kysterne og i næsten alle havne.

Vi koncentrerede os om øens østlige del, hvor Kushiro, Nemurohalvøen og Rauso blev omdrejningspunkterne for oplevelserne på øen.
Der er tale om ægte vinterbirding, hvor havnetjek og havobs udgør hovedmenuen. Overalt lå der en halv meter sne, eller mere, og det var umuligt at undersøge skovene, da de simpelthen var utilgængelige. Artsdiversiteten er af samme grund ret lav og der skal kæmpes for småfuglene, mens kysten og havnene til gengæld rummer en del fugle. På de isdækkede søer isfisker mange japanere og det tiltrækker mængder af ørne og sorte glenter (black-eared kites). Vi oplevede således op til 300 (heraf 243 stellers!) ørne og ligeså mange glenter på een sø!
Langs kysterne dominerer smukke strømænder og amerikanske sortænder, hvor de bl.a. kurtiserer på livet løs. De ligger også i havnebassinerne og adspredte et begejstret gull-head (mig selv) som ellers hygede sig med studere mængder af skiffermåger (slaty-backed gulls) og gråvingede måger (glaucous-winged gulls).

2K gråvinget måge, omgivet af skiffermåger.

4K gråvinget måge omgivet af skiffermåger og enkelte gråmåger.

5K(?) gråvinget måge med skiffermåger.

Skiffermåger.

Havobs dyrkede vi på Cape Napporo som udgør spidsen af Nemurohalvøen. Her har man storartet udsigt over åbent hav og til øgruppen Kurillerne. Det var skægt at prøve og det var min eget oplevelse at man skulle give sig tid, tage den med ro og vænne sig til nye forhold og helt nye arter på havobsen. Velkendte var lomvier og polarlomvier, men der var tillige andre spillere på banen i form af gode mængder af ancient murrelet og spectacled guillemot. Særligt sidstnævnte varierede dragtmæssigt i uhyggelig grad, særligt i betragtning af at man ikke før havde oplevet arten. Således var det i starten forvirrende at man kunne opleve dem som sort/hvide, brune (med brilletegning) og halvbrune med rodede overgange til de lyse ikke færdigfældede partier. Jizzet kunne de imidlertid ikke løbe fra og jeg er sikker på at jeg udelukkende så blot de fire nævnte alkefuglearter, selvom andre så flere... Samme sted så vi tillige flere stillehavslommer (både rastende og flyvende), sorthalsede -, nordiske - og gråstrubede lappedykkere, sibiriske fløjlsænder (desværre udelukkende trækkende på store afstande), havodder og så udgjorde flokkene af amerikanske sortænder og strømænder i dønningerne nedenfor klipperne, samt stellers havørne som fløj mellem Kurillerne og Cape Napporo i lav højde mellem bølgerne, særdeles smukke indtryk mellem diskussionerne omkring alkefuglebestemmelserne...

Strømand i dønningerne nedenfor Cape Napporo.

Black-tailed gull er en meget smuk mågeart og udgør tillige et godt vinterfund på Hokkaido. Vi så ialt ca. fem individer på øen i løbet af ugen.

Vi boede bl.a. på lodgen Minshuku Furen (Lake Furen Lodge), hvor værten Take selv er fuglekigger og som sammen med konen Masako varter en op med hjemmelavet og veltillavet mad. Stemningen på lodgen er meget hyggelig og fuglestationsagtig og lige uden for vinduerne var der en velforsynet feeder, som bl.a. tiltrak hvidrygget spætte, japanese pygmy woodpecker, asian rosy finch, japanese waxwing samt en del mejser og brown-eared bulbuls m.m. Blot fem minutter derfra er der en fodringsplads for ørne og glenter (black-eared kites). Her fik vi vores første rigtigt spektakulære oplevelser med ørne, hvor mængder slåssede frem og tilbage om føden i flotte omgivelser.

Lake Furen Lodge udgør en særdeles hyggelig ramme for ture og tips til nærområdet.

Hvidrygget spætte på lodgens feeder.

Asian rosy finch ved lodgens feeder.

Foderpladsen for ørnene findes kun et par kilometer fra lodgen og udgør et fantastisk skue.

2K stellers.

I den nordvestlige del af Lake Furen er der et lille fiskersamfund, hvor man kan opleve en stor overnatningsplads for sorte glenter (black-eared kites) og ørne.

Sort glente (black-eared kite).

Overnatningspladsen var i smukke gamle elletræer.

Japanerne har forstået at tage imod fuglefotografer og ornitologer, hvor ordnede og arrangerede forhold gør det muligt at fotografere de helt særlige kendetegn ved øen. Nemlig de japanske traner, ørnene og fiskeuglen. Alle tre ting oplever man på få meters afstand og for ørnenes vedkommende i mængder man ikke helt fatter før man står der. For alle tre gælder det at der er tale om udfodring, som er afgørende for fotomulighederne på nærafstand og det kan indimellem næsten føles en tand for arrangeret, hvor storheden og autenciteten kommer til at mangle lidt. I al fald kneb det indimellem lidt for mig når vi ventede på blakiston´s fish owl akkompagneret af opvaskeklirren og køkkenpersonalets snak og grinen i baggrunden... men som meget senere blev opvejet af uglens tuden og jagt i det lille vandhul langs den strømmende å. Det var ventetiden, de forfrosne fødder og de klaprende tænder værd!

Vinderdroslen, brundroslen sås spredt på flere af de besøgte lokaliteter.

Ved en af tranepladserne.

De japanske traner er muligvis verdens smukkeste trane, man oplever dem på klods hold.

De japanske traner har et særdeles raffineret udseende...

Blakiston´s fish owl, verdens største ugle. Vi oplevede den to aftener i træk og begge aftener viste den sig omkring klokken 23.00.

I slugten ved fiskeuglen oplevede vi et flot overnatningstræk af ørne. Således kom der i løbet af en times tid ialt 130 stellers havørne og 50 havørne ind og satte sig i træerne og på skråningerne i slugten. Oven i købet fik vi en mountain hawk eagle, hvilket er et godt fund fra kolde Hokkaido. Alt i alt et spektakulært syn, dette overnatningstræk, og vi var enige om at det var lidt bedre end en god dag i Fyledalen...

Havørn i slugten ved Blakiston´s fish owl.

Sneen lå dyb og gjorde mange af skovlokaliteterne utilgængelige. Bemærk Toyotaen.

Stellers havørn på vej til overnatning.

Ditto.

Omkring solnedgang fløj en Mountain Hawk Eagle pludselig over slugten. Det udgør et rigtigt godt fund for Hokkaido.

Langs åen i slugten kunne man bl.a. opleve brown dipper.

For mit vedkommende var den ultimative ørneoplevelse at sejle ud i pakisen ud for Rauso. Specielle fototure derud af tre timers varighed kan arrangeres, men vi sprang på en båd som tilbød "sightseeing", som vi var en smule skeptiske omkring, men som viste sig at sejle direkte ud i pakisen og lægge sig op ad en enden båd som kylede fisk ud til ørnene. Det var helt fantastisk. Mere end 200 stellers havørne og nok 80 havørne sad tæt op ad skibet, så det var svært at udvælge motiver, men frem for alt var det nemt at nyde synet og helesammenhængen af mængderne, adfærd og det spektakulære landskab med vidtstrakt pakis og snedækkede Hokkaido som en perfekt og utroligt smuk scene. En formidabel naturoplevelse.

At opleve ørnene i pakisen udfor Rauso, var en af turens helt store højdepunkter. Hele scenen var vanvittig flot med snedækkede Hokkaio som spektakulær kulisse.

Havørn jagter stellers havørn.

Det vanvittige næb mener man er skabt til at flå i den nu uddøde Stellers Søko. Stellers Søko var tidligere udbredt over store dele af det nordlige Stillehav, men blev først opdaget i 1741. 27 år efter var arten udryddet af søfolk!