Sider

onsdag den 2. september 2015

Vejlerne er sluppet...

Efteråret er gået igang. Jagtstart, traneovernatning, store hjejleflokke og småfuglestemmer i luften. Alt sammen sætter sit præg på oplevelserne man i øjeblikket kan få i Vejlerne.
Jeg selv har forladt skuden til fordel for et arktisk togt som skal vare et stykke ind i oktober og jeg sidder lige nu på Svalbard og venter på at afgangen sker imorgen formiddag.
Det har været en flot sensommer i Vejlerne. Ganske vist har vade- og mudderflader manglet, så vadefuglene (bortset fra hjejler og viber) har været fraværende. Til gengæld har en stor forekomst af svømmeænder holdt til i området, ligesom >200 skestorke er talt ved flere lejligheder.
En af sensommerens smukkeste oplevelser har været influxet af aftenfalk. Det er vist ikke sket i så stort omfang i Vejlerne før (om efteråret) og personligt har jeg set op til 9 forskellige individer på en dag.
1K aftenfalk, Han Vejle.
Det er fedt at opleve når de får øje på guldsmedene på stor afstand og hvordan de alligevel foretager en målrettet jagt som er direkte og hurtig og effektiv. Jeg har således ikke set en eneste jagt, hvor aftenfalken ikke fik sit bytte.
Den ene unge havørn fra det lokale havørnepar er meget ude at flyve og kan oftest ses i Arup Vejle. Jeg har endnu ikke set to ungfugle sammen, udenfor reden, og forhåbentlig er den anden ikke gået til.
Mere end 100 traner kan i følge DOF-basen opleves i øjeblikket.
Mange af dem kommer ind og står på engen ved højlys dag og er et ret imponerende syn.
Traneflok på Bygholmengen.
Et andet langben, skestork, kan endnu opleves i pæne flokke bl.a. i Vestsøen på Bygholmengen.
En tidlig morgentur på gangbroen i Hanvejle er i øjeblikket glimrende til at opleve rør- og sivsangere, skægmejser og - endnu - enkelte blåhalse. Forleden så jeg tre individer, hvilket overraskede mig en del.
Blåhals fra forleden i Han Vejle.
Ellers kan man på spidsen af Skårup Odde opleve op til 6 sølvhejrer og i Lund Fjord raster en stor flok dværgmåger der somme tider får besøg af enkelte unge sortterner.
Alt i alt masser af gode oplevelser derude.
Pas nu godt på Vejlerne mens jeg er væk.