På togt i pakisen

Det er godt at være hjemme igen. Seks en halv uge på et russisk skib i den nordøstgrønlandske pakis kan mærkes. Det er godt at være sammen med familien igen, men også at være tilbage i det danske efterår samt at være tilbage i Vejlerne.
Egentlig føles det som om det er gået stærkt. i al fald nu hvor jeg er kommet hjem. Deroppe på skibet synes hjemkomsten, visse dage, uendeligt langt væk. Men når man er kommet hjem fokuserer man kun på det gode og så vælter det frem med stærke oplevelser.
Det er også ganske unikt dette med at have tilbragt så lang tid i isen og se den blive dannet, opleve den vandre og så opleve det supertilpassede fugle - og dyreliv. Isbjørnene som følger efter forekomsterne af sæler, de hvide jagtfalke som flyver mere end 160 kilometer ud til isen og jager andre fugle, de store ismågeflokke som følger iskanten på deres træk sydover osv. osv.

Ismåge i dens rette element. Løs pakis, langs iskanten.

Jeg startede togtet fra Longyearbyen på Svalbard, men fik en halv dag inden afgang, hvor jeg gik rundt og nød landskaberne med nysne. Det var den 3. september og jeg var ret overrasket over at finde ungefodrende havterner med store dununger, men også en juvenil thorshane, endnu med dun i hovedet.

Adventsdalen ved Longyearbyen på Svalbard den 3. september.

Juvenil thorshane nær Longyearbyen, 3. september.

Havternerne fodrede endnu unger den 3. september. Longyearbyen, Svalbard.

Sejladsen ud til projektområdet tog halvandet døgn. Undervejs så vi finhvaler, kaskelotter, en blåhval, tre hvidnæser og et par vågehvaler, mens fuglene blev domineret af søkonger, mallemukker, lunder, rider og gråmåger.

Mallemuk.

Blåst fra finhval.

Så snart vi mødte pakisen så vi de første ismåger og snart efter mødtes vi med det to skibe, hvor vi skulle arbejde. Jeg afløste bl.a. Troels Eske Ortvad og Thomas W. Johansen som begejstrede kunne berette om rosenmåge, 14 isbjørne og grønlandshval i løbet af deres måned. Der blev dermed sparket godt gang i forventningerne.
Vores arbejde bestod i at registrere og optælle fugle og pattedyr i de områder vi bevægede os i. Derudover skulle vi holde øje med at pattedyr ikke kom for tæt på det seismiske udstyr.
Altså var vores roller både som optællere og vagtposter.
Scenen med udbredt pakis blev hurtigt sat og det var en fantastisk kulisse som baggrund for de mange oplevelser. Mange af dagene havde vi travlt med registreringerne, andre dage så vi ikke meget. Nogle dage var det tæt tåge, andre dage knivskarp sigt.
Lyset var storartet mange dage og i pauserne mellem arbejdsopgaverne brugte jeg en del tid på at fotografere.

Scenen er sat: Isbjørn i pakisen.

Ismåger på isen.

Når mørket sænkede sig blev det rigtigt sjovt at fotografere...

1K ismåge i solnedgang.

Efter solnedgang blev himlens farve gengivet i vandet. Jeg har aldrig set noget lignende før!

Og når ismågerne flyver rundt med denne baggrund, bliver det ikke meget flottere.

1K ismåge.

Ride vs. ismåge.

Mørk mellemkjove.

Et stort højdepunkt for mig var mødet med de hvide jagtfalke. I alt 7 ex. blev det til. Fascinerende at de flyver langt væk fra land (min. 160 km) på jagt i isen.

Hvid jagtfalkeinfight!

Bjørn! Fedt.

Resultaterne af det lange togt var imponerende. Jeg havde aldrig troet at jeg skulle se 1700 ismåger, men det var hvad totalen lød på da jeg kom i land igen. Derudover bl.a. 27 isbjørne, 170 mellemkjover, 7 jagtfalke, en nordvesttrækkende sneugle samt vanvittige obs af to sydvesttrækkende fjeldryper (180 km fra land) og en sydtrækkende amerikansk blå kærhøg (1K), hvilket er første fund for Grønland.
Der var naturligvis mange sæler i isen, men den altdominerende art var klapmyds.
I starten af oktober var vi endda heldige at opleve nordlys flere aftener og nætter.

Året har godt nok budt på mange store og stærke oplevelser i Arktis. Både gennem arbejdet som guide på Svalbard og nu på efterårstogt i pakisen som observatør...