Sider

mandag den 17. juni 2013

Moment of Zen...

Jeg brugte morgenen og formiddagen på at kortlægge rørhøge og på at tjekke tilstanden i området nord for Krapdiget som siden 2005 har været i åbenlys forvandling og som de senere år bare er blevet bedre og bedre.
Nu er området nærmest at betegne som en kæmpe Kogleakssø, med store hættemågekolonier, ynglende gråstrubede- og sorthalsede lappedykkere, traner, dykænder m.m.
Mængder af fældende grågæs kan ses i øjeblikket, således 2300 i Bygholm Nord, 200 i Læssø og 470 i Tømmerby.

Rørdrum, 5 sås idag, hvilket tyder på at ungerne i rederne er blevet store. Da ser vi nemlig en del til rørdrummer på fourageringstogter efter føde til ungerne.
I øjeblikket er der en meget stor ansamling af fældende grågæs (op til 2300!), hvilket udgør et meget imponerende syn. Det samme gælder de 30 skestorke som raster i sammensuriet af hættemåger. På Selbjergdiget trådte parret af trane frem med deres to unger og lidt senere endnu et par. På det tidspunkt havde jeg netop set min tredie flyvende rørdrum... Pludselig begynder tranerne på diget at trompetere vildt og jeg tænker at det er fordi parret vil signalere til de nys ankomne at de skal blive væk, da der pludselig løber en odder over diget midt mellem de to par!
Det var meget autentisk og understregede bare hvor fantastisk et vådområde Vejlerne er...
Skestorkene optræder nu i flokke i Bygholm Nord.

Senere fortsatte jeg rørhøgekortlægningen fra Lynge og også herfra havde jeg en flyvende rørdrum og lidt senere også en adult rovterne som ankom højt og kaldende vestfra.
Jeg mener det er rimeligt at betragte den som en ny fugl i forhold til fuglen jeg fandt igår i Pytoddelagunen.
Rovterne
Det blæsende og regnfulde vejr har tilsyneladende haft stor betydning for sortternerne. Igår var jeg oppe og bruge tid på dem og der lå konstant 15 fugle og fouragerede i Store Gollum uden at flyve til nogle af kolonierne på noget tidspunkt. De to kolonier indeholdte henholdsvis fem og tre fugle som fodrede regelmæssigt. Så med lidt held er der stadig liv i otte par.
Sortterne, tilsyneladende holder 8 par stand og har formentlig unger.


tirsdag den 11. juni 2013

Super natur i Nordjylland

I sidste uge havde vi besøg af mine forældre og vi benyttede dagene til at se noget af det ypperste natur i Nordjylland, ved om onsdagen at besøge fruesko-lokaliteten i Rold Skov, Lille Vildmose samt Oudrup Østerhede og om torsdagen Hirsholmene. Dertil blev det til en del besøg i Vejlerne i løbet af dagene.
Det gav kongeobs af flere ting. Frueskoene er indhegnet, men med blot ca. 5 meter til de nærmeste planter ser man dem rigtig godt og man må prise den fine skiltning til lokaliteten. Det er virkelig et fint initiativ.
I Lille Vildmose gik vi først og fremmest efter at opleve yngleparret af stylteløber, hvilke var nemme at finde, inklusiv den rugende fugl. Det blev imidlertid rigtig flot da en flok traner fløj ind over området og begge stylteløbere forfulgte dem for at skræmme dem væk. Det var en ret dyr obs.
Langs Hegnsvej nød vi parret af kongeørn som viste sig frem på meget flot vis og havde desuden bl.a. sydlig blåhals, græshoppesanger, to hvepsevåger, ligesom man blot glædede sig over de mange fugle i de vandfyldte gravebaner.
På Oudrup Østerhede lykkedes det fint at få set hedepletvinge, dog kun et eksemplar, men også floraen vakte glæde, bl.a. nogle meget fine engblommer.
Hirsholmene er et fantastisk sted. Med smukke huse og krat som giver påmindelser om Christiansø og dertil splitterne og hættemågekoloni, Danmarks største koloni af tejst og ynglende måger på samtlige stengærder. Småfuglelusk producerede ikke det store, dog lidt kærsangere og rødrygget tornskade som det bedste.
Havde øgruppen blot ligget 10 kilometer længere ude, havde Nordjylland haft sit Christiansø. Øerne har dog helt sikkert potentiale til småfuglehits og timer man sit besøg med diset vejr, hvor fastlandet ikke kan ses kan man sikkert lave stort derude.
I Vejlerne glædede en flodsanger meget, da det kun er andet fund for området og det første siden 1984, vistnok.
Alt i alt en række fine dage som i indtryk er samlet i billeder herunder:
Fruesko, Rold Skov.

 Stylteløberparret fra Lille Vildmose mobber traner væk. Noget af et syn.

En af Vildmosens kongeørne.

Hedepletvinge, Oudrup Østerhede.

Typisk stemning fra Hirsholmene.



 
 

søndag den 9. juni 2013

Langnæbbet sneppeklire!

Albert Schmidt på Bygholmengen...
Med en dags forsinkelse fik vi idag gennemført årets anden enggennemgang på Bygholmengen. I perfekt vejr fik vi således styr på rødben, engryler, brushøns og ungevarslende store kobbersnepper, udover diverse andre ynglefuglenoteringer.
Enggennemgangene på Bygholmengen har gennem tiden produceret mange hits og subhits og tællingen har altid været noget man har set frem til når man arbejder eller bor i Vejlerne. Samtidig er tællingen så omfattende og dækker et stort areal (500 hektar!) at vi altid har haft brug for lokale kræfter som medhjælp. På grund af de mange fund af sjældne fugle i den forbindelse, har der som regel været rift om at deltage.
Nå men hovedformålet var selvfølgelig ynglefuglene og et par korte nyheder er at rødben blev registreret med 270 par, brushøns med 13 hunner (fremgang!) og hele 76 ungevarslende store kobbersnepper, hvilket vidner om en god ynglesucces da der på første enggennemgang blev talt 91 par. Dagens engryletal skal sammenstilles med tallet fra første enggennemgang, men idag registrerede vi 27 par.
En af dagens fine engryler...

Trækfuglemæssigt blev det til bl.a. 2 dværgryler, 1 temmincksryle og 2 krumnæbbede ryler, 47 traner, 10 skestorke m.m., men overskriften blev taget af en fed langnæbbet sneppeklire som jeg fandt på det nordligste parcel. Jeg bestemte den med det samme da jeg trådte den op, da den kaldte med de karakteristiske "kit-kit-kit"-kald (som fra en fjern strandskade) i kombination med hvid cigar på ryggen og orangefarvet bug. Heldigvis landede den igen og de øvrige optællere blev hidkaldt, hvor vi så, efter et stykke tid, kunne se den allesammen.
Fundet er blot det andet for selve Vejlerne, da vinterfundet fra Lønnerup Fjord i 2010(?) ikke tæller som et egentligt Vejlerfund. Det første fund fra Vejlerne var en fugl som blev skudt i 1950erne ved Vesløs Vejle.
Se en oversigt over dagens observationer på dofbasen: http://www.dofbasen.dk/search/result.php?design=table&soeg=soeg&periode=dato&dato=09-06-2013&omraade=lokalitet&hiddenlok=787204&obstype=observationer&species=alle&obserdata=7741O-DK&sortering=dato

Dagens langnæbbede sneppeklire. Andet fund i Vejlerne.

 I smuk sommerdragt.

Flyvende med rødben.

Lettere eksalterede ynglefugletællere med sneppeklire på tasken. Martin Lund til venstre og Jørgen Peter Kjeldsen til højre.
 
 

søndag den 2. juni 2013

Drama i Kogleakssøen

I fredags tilbragte jeg ca. 3 timer i Kogleakssøen, i håbet om at få styr på både dværgmåge- og sortternesituationen. Dværgmågerne fangede min opmærksomhed hurtigt, da parret, en adult og en 3K-type, som jeg tidligere har set parre sig, fløj meget rundt og var nede at sidde flere steder. En enkelt gang parrede de sig, men ellers lignede det et par der var ude efter et egnet redested.
Desværre blev de, næsten hver gang, jaget væk af både hættemåger og fjordterner og deres projekt virkede længe håbløst. Det er åbenbart svært at etablere sig sent i selskab med lignende arter som har været etableret længe (hættemågerne har således fået unger).
Jeg fulgte dem i mere end halvanden time, men billedet var hver gang det samme og det blev temmeligt enerverende at se på.
Pludselig sker der imidlertid det at 3K-typen (hunnen) bliver overfaldet af en hættemåge og bliver grundigt kanøflet. Således bliver den holdt nede, men undslipper, for blot at flyve et kort stykke. Her bliver den overfaldet af en anden hættemåge, på samme vis. Optrinnet samler enkelte andre hættemåger, men hvad der præcist sker kan jeg ikke se på grund af ret høj urtevegetation. Imidlertid kommer dværgmågen ikke op igen og magen tager en runde over stedet, men fortrækker hurtigt og i den næste time ser jeg ikke noget til nogle af dem!
Blev dværgmågehunnen dræbt af hættemåger? Jeg tror det, desværre.
Vi tjekker naturligvis Kogleakssøen grundigt de næste dage også, og så må vi se, hvordan situationen er. Under alle omstændigheder en højst overraskende udvikling.
Sortternesituationen så desværre heller ikke for opløftende ud, da blot ialt 16 fugle sås opflyvende, hvilket, ud fra erfaringerne i.f.t. fænologi i forbindelse med sortterneprojektet sidste år, svarer til ca. 14 par, hvilket stemmer godt overens med de 15 fouragerende fugle.
Sortternetårnet fra sidste år er imidlertid sat op på ny og kan forhåbentlig bidrage med yderligere inden længe.
Ellers er vi nu færdige med enggennemgangene omkring Arup Vejle og Østerild Fjord som glædeligt gav tre forskellige engryler og en brushøne. Der er sandsynligvis to rugende skestorke idet jeg tæt ved den første rugende fugl, så et par parre sig og derefter lagde hunnen sig ned og forsvandt fuldstændig i den stadigt højere vegetation.
Slutteligt så jeg denne våge som var stor og langvinget og som jeg bestemte til fjeldvåge efter et stykke tid. Blev ellers lidt bange...