Sider

onsdag den 27. februar 2013

Største forekomst af tundrasædgæs i Thy

Den 6. februar var jeg forbi Ørum Sø efter et besøg på Agger Tange. På den brede halvø på østsiden af søen var der mange fugle, bl.a. 76 store regnspover og masser af gæs. Mellem disse går en gruppe på 42 sædgæs. De virker kompakte og meget ensartede i næbtegninger, således mørknæbbede med et smalt orange bånd nær spidsen. Kun to fugle har lidt mere orange. Afstanden er dog stor, men jeg synes de ligner tundrasædgæs. Nu er det bare det at jeg står i Thy - et af de vigtigste områder for en særlig bestand af skovsædgæs og hvor man højst ser nogle få tundrasædgæs i flokkene af kortnæbbede gæs. Jeg synes dog at skovsædgæs virker meget mere blandede i næbtegninger og frem for alt med et udpræget orange indtryk af de mange næbtegninger, men jeg turde allige vel ikke at slå til da afstanden var for stor. Oven i hatten blandede et par havørne sig i legen og fik alt til at lette.
Nogle dage senere kom lokale Erling Andersen forbi og så dem bedre og konstaterede at det vitterligt var tundrasædgæs.
Det fik mig til at opsøge stedet igen igår, den 26. februar, og i nordenden stod flokken nu kompakt og under perfekte forhold så de kunne bestemmes sikkert til tundrasædgæs. Der var imidlertid rigtig mange og da fintællingen var forbi sagde resultatet 96!, hvilket er en uhørt stor flok heroppe og som sagt den største forekomst nogensinde i Thy. Desuden bød lokaliteten på bl.a. 38 blisgæs og 7 pibesvaner.
En del af de 96 tundrasædgæs i Ørum Sø. Klik for større billede.
 

 
Til sammenligning faldt jeg over en mindre flok skovsædgæs i Hjardemål Klit forleden. Bemærk proportioner og det overordnede indtryk af meget mere varierende næbtegninger, typisk med meget orange.


søndag den 24. februar 2013

Den amerikanske kandidat.

John Kyed har været så venlig at sende mig et billede af den amerikanske kandidat fra igår, søndag. Som det ses går det stærkt med at fælde til sommerdragt. Sammenlign med mit flugtbillede fra i mandags i indlægget herunder.
Måske er den begyndt at blive mere uregelmæssig. I al fald kunne hverken John eller jeg finde den onsdag eller fredag i forløbne uge.
Der er ikke kommet nyt vedrørende DNA, men så snart resultatet dukker op bringer jeg det naturligvis her på bloggen.
Foto: John Kyed.

onsdag den 20. februar 2013

Vintertotal i Vejlerne

Vandrefalk sidder og skuler på Hovsør Røn.
De seneste to dage har jeg været på totaltælling i Vejlerne. Området havde i dagene status af at være på grænsen af en ny nedfrysning, da store dele var helt isdækkede, mens der endnu var store åbne våger på de største vandflader. Dermed blev totalen af de fleste ænder et sammenskrab af små antal som ikke blev meget imponerende i sidste ende.
Lidt råtal: Kortnæbbet gås 4155, grågås 1114, blisgås 39, tundrasædgås 4, gråand 1808, knarand 3, hvinand 621, lille skallesluger 23, stor skallesluger 129 og halemejse 14.
På Melsig var 12 skarver, 145 sølvmåger og 24 svartbage rykket ind.
Derudover var det glædeligt at se hele 2 duehøge. Tidligere, i f.eks. 1990erne var duehøg et fast indslag i Vejlerne gennem efteråret og vinteren, men er nu desværre blevet ret sjælden. Derudover bl.a. 3 forskellige vandrefalke og en 3K havørn på isen i Østerild Fjord.

Og mens vi venter på DNA-analysen af den spændende sølvmåge fra Hanstholm uploader jeg dette billede fra i mandags. Bemærk at vinterdragtsfjerene i hovedet ikke længere er så fremtrædende samt de lange lyse, kaspisk måge-lignende, tunger i håndsvingfjerene, også i P9, den næstyderste håndsvingfjer.

søndag den 17. februar 2013

Melanitta ferie i det Vestjyske

Er netop hjemvendt efter en uge i det fine Vestjyske landskab ved Bjerregård udfor Tipperhalvøen. Det har været en dejlig uge med en god blanding af afslapning med familien og fuglekiggeri, hvor det bød på fine gensyn med Tipperne og Værnet, Holmsland Klit, Blåvand og Skallingen - steder hvor jeg trådte mine første professionelle ornitologiske barnesko tilbage i starten af 1990erne.
Samtidig faldt ugen sammen med et overflødighedshorn af sjældne havdykænder på kysten og på grund af generelt svage vindforhold var forholdene gode til at studere disse.
Den 10. februar besøgte jeg Houvig Strand, hvor der dagen forinden var opdaget en Brilleand. Den lå langt ude, men det var fint at se den lyse op på grund af nakke- og pandepletten og det store orange næb, mellem de 625 sortænder.
Den 12. februar besøgte jeg Blåvand, hvor det lykkedes at finde den Amerikanske Fløjlsand ret hurtigt og se den så godt at det næsten var muligt at se næbbets finere detaljer. Man oplevede det således som rødligt med et blegere felt omkring næbneglen. Desuden sås den specielle hovedform med to "bump" og med det højeste punkt foran øjet. Til at starte med kæmpede jeg en del med at konstatere brune flanker, men med mere og mere sollys blev det efterhånden en ret tydelig karakter.
Efter et stykke tid besluttede jeg mig for at lede efter den Amerikanske Sortand og eftersom der ikke var så mange Sortænder ved Blåvand Strand kørte jeg i stedet til Hvidbjerg Strand, hvor jeg fandt den hurtigt. Jeg tilkaldte hurtigst muligt de øvrige (bl.a. Rasmus Due Nielsen, Yann Kolbeinsson, Troels Eske Ortvad, Tim Andersen, Thomas W. Johansen og Lennart Pedersen) og vi kunne efterfølgende nyde fuglen under gode forhold. På et tidspunkt spørger Thomas W om vi har styr på sortanden, hvilket vi har, hvorefter han udbryder "så ligger der en ny her"! Og ganske rigtigt, højst 300 meter til venstre for den anden, ligger en anden han som tillige laver display overfor de lokale hunner.
Flere af os styrter ned til stranden for at fotografere denne fugl, da den ligger ret tæt på.
Det lykkes nogenlunde og efterhånden går det op for os hvor vildt det er, det vi netop har oplevet. To Amerikanske Sortænder og en Amerikansk Fløjlsand på en strækning på maks. 1 kilometer dansk strand!
Thomas W´s Amerikanske Sortand... Klik på billedet for at se det i en større version.
 
Bagefter fortsatte jeg til Skallingen, hvor i alt 3 havørne holdt til sammen med en Fjeldvåge og en flot Dværgfalk han.
 Havørn på Skallingen, med Langli som baggrund.
 
Værnengene var nedfrossede og der var ikke meget fugleliv. Jeg har dog altid godt kunnet lide at køre rundt dernede, med de vidtstrakte enge og Tipperhus og -tårn som en fantastisk silhouet. Jeg brugte også lidt tid mellem de mange jagthytter, som udgør et farverigt og stemningsfyldt indtryk midt i det hele. Hér fik jeg taget en række billeder som jeg aldrig fik gjort dengang i 1993, hvor jeg boede dernede i et år. De bedste fugle på Værnet blev tre Bjergpibere som holdt til på et stykke eng på østsiden af vejen, akkurat nord for Værnsandekrattet. Ellers blot en Fjeldvåge og en Blå Kærhøg han.
 

 Lidt stemninger fra Værnets jagthytter.
 
 
 
 
Tipperne.
 
Min tanke var at opsøge Blåvand igen i fredags, men på grund af dårlig sigt og snevejr nåede jeg kun til Vejers Strand, hvor jeg fandt denne flotte adulte Kaspiske Måge.
 


 Bemærk lange lyse tunger i håndsvingfjerene og sort i p5.

fredag den 8. februar 2013

DNA er sendt afsted.

En fjer af den amerikanske kandidat er nu afsendt til Peter de Knijff i Holland for DNA-analyse. Han skriver: "Basically, what I can do is check if the mtDNA of this bird fits in the Beringian Clade group (containing all North American continent large gulls) or in one of the two European Herring Gull groups.
If it fits in the Beringian clade, this birds at least has a smithsonianus-like mother".
Uanset hvad resultatet bliver er det spændende.
Den korte "tunge" på undersiden af P10 og den ret store orangerøde gonysplet er reelt set det eneste som ikke er tip-top for en Amerikansk Sølvmåge i Europa. Gonyspletten kan måske variere, men det ser typisk ud til (på næsten alle tjekkede fotos) at den orangerøde plet er mindre og ofte med en sort tegning på oversiden af denne til langt hen på foråret på fotos af fugle fra USA og Canada. Den korte tunge på undersiden af P10 forefindes hos masser af fugle i USA og Canada, men en lang "tunge" er meget afgørende p.t. for en FELTbestemmelse af arten i Europa, baseret på karakterer.
Viser DNA-prøven at der er amerikansk sølvmåge i den kan det måske åbne op for feltbestemmelse af arten i Europa?
Viser den derimod kun spor af Europæisk sølvmåge, er det tillige interessant, da den vil blive en reference til hvor ekstremt meget lig amerikanske sølvmåger kan være i forhold til vores hjemlige sølvmåger.
Altså en win-win situation? Naaahh - jeg må indrømme at det vil være overordentligt fedt, hvis der skulle vise sig spor af amerikansk sølvmåge i prøven...
Tak til Jan Bolding og Kjeld T. Pedersen for videreformidling af kontakt.