torsdag den 27. august 2015

Aftenfalke influx i Vejlerne.

Wow!
Jeg havde håbet på at det ville dryppe på Vejlerne da jeg læste Jens Jørgen Andersens melding i weekenden om flere 1K aftenfalke på bl.a. Vangså Hede.
Derfor måtte jeg prøve Vejlerne af i mandags, hvor jeg bl.a. opsøgte Østre Landkanal dæmningen. I Bygholm Nord fik jeg øje på en musende falk og efter et kig i teleskopet kunne jeg med en stille glæde konstatere at det var en aftenfalk. Imidlertid kunne jeg ved yderligere søgen pludselig se flere derude. Musende over rørskoven og tydeligvis ædende guldsmede. Yderligere stor var glæden da en han dukkede op mellem nogle ungfugle. Spraglede vinger afslørede den som 2K, men ellers lignede den umiddelbart en adult han. Fantastisk flot var den.
Men det var ungfuglene også, i alt tre. De så ud til at have travlt og de forsvandt sammen med hannen mod sydøst. Jeg stod søgende i lang tid, men ingenting skete. Jeg valgte derfor at køre videre. Jeg kom til en busk uden blade og der sad minsandten yderligere to ungfugle! Altså i alt seks denne dag. Det er vist ikke sket før i Vejlerne om efteråret?
1K aftenfalk.

Onsdag var jeg derude igen, samme sted. Og igen var der aftenfalke musende over rørskoven, fangende guldsmede og hvilende i pilebuskene. Men idag var aldersfordelingen anderledes: 2 2K hanner, 2 ad (2K+) hunner og en 1K. Hannerne lavede lidt opvisning sammen, men den ene forsvandt hurtigt mod øst. Det samme gjorde den ene hun. Den anden han satte sig nydeligt i en pilebusk og pludselig var der 3 1K sammen over rørskoven. Gang i den! Ligesom i mandags forsvandt de pludseligt mod øst. Jeg ventede længe men ingenting nyt skete.
2K hanner er fantastisk flotte med deres spraglede vinger.

Wow!

Lige bortset fra at jeg på Jernbanedæmningen ved Lund Fjord fandt endnu en 1K. Altså 8 forskellige onsdag.
Idag kørte jeg lige forbi igen, men der var stille et stykke tid. Imidlertid dukkede pludselig en musende 1K op over rørskoven og rastede tilsyneladende.
Er det mon ved at ebbe ud? Vinden er ret hård fra vest nu og det vil fortsætte imorgen.
Vi får se. Jeg er i al fald glad for at have oplevet dette influx af min. 15 forskellige aftenfalke i Vejlerne i løbet af nogle få dage.
Wow!
2K han.
Det er ikke kun i Vejlerne det har været godt. I nærområdet har flere fugle været stationære på Harboslette ved Vullum Sø og i Thy har en del holdt til på og omkring Vangså Hede.