mandag den 16. april 2012

The Adamsii experience tour!

Lige siden observatører fra DHI/Marine Observers (bl.a. Troels Eske Ortvad, Thomas W. Johansen og Henrik Knudsen) i 2009 fandt en forekomst af Hvidnæbbet Lom i Kattegat, er vi flere som har talt om at det kunne være spændende at lave en pelagic ud for at opleve dem.
Jeg bestemte mig for at gøre noget ved det dette forår, så siden efteråret 2011 har jeg været i gang med at undersøge mulighederne. Det har ikke været synderligt let. Jeg har fundet fiskekuttere der gerne ville sejle ud med os, men hvor både tiden og priserne har været for urealistiske. Imidlertid faldt jeg over båden Seadog (se mere på www.seadog.dk) som havde plads til 12 personer og en skipper med den rette indstilling og en pris der var ok. Jeg kunne få båden for 10.000 kroner for 16 timer (2 timer gratis), hvilket ville betyde en pris på 834,00 kroner pr. mand. På få timer havde jeg samlet en flok der ville med, med afgang fra Sæby kl. 05:00 søndag den 15. april.
Deltagerne var Martin Lund, John Pedersen, Jørgen Kabel, Ole Amstrup, Kent Olsen, Henrik Læssøe, Stephan Skaarup Lund, Simon Rosenkilde Waagner, Kim Aaen, John Kyed, Søren Kristoffersen og Henrik Haaning Nielsen.
Troels Eske Ortvad havde forsynet mig med GPS-positioner, hvor de hvidnæbbede lommer blev fundet i 2009 og skipper havde derpå lagt dem ind på hans søkort, så vi vidste hvilke områder vi skulle koncentrere os om. Vi var klar!
Området, hvor lommerne lå i 2009, er langt ude til havs. Det tog ca. 5 timer før vi var fremme ved første position. Turen derned føltes ikke langt da vi oplevede flere steder med koncentrationer af især fløjlsænder, der kom en dværgfalk overflyvende på åbent hav sydvest for Læsø, en gransanger landede pludseligt på rælingen, få meter fra os og spredte rødstrubede lommer, enkelte sortstrubede lommer, få gråstrubede lappedykkere og trækkende hvide vipstjerter m.m. holdt os igang.
Hele tiden lurede spændingen og forventningen i baghovedet. Vi følte os meget heldige over vejrudsigten med næsten blankt vand og svag vind på turen ud. Med et følte vi os imidlertid uheldige da havgus kom buldrende idet vi nærmede os området, hvor der blev set mange hvidnæbbede lommer i 2009. Havgusen lå i et par timer og slukkede en stor del af vores håb, men heldigvis lettede den igen og skipper sejlede os lidt frem og tilbage i området.
Pludselig dukkede de op! 2K Hvidnæbbet Lom.
Pludselig dukkede de op. Som enormt store, langhalsede og brede fugle lå de der og stak hovedet og næbbet skråt op i vejret over bølgedalene. De var årvågne og forbeholdne, men de fløj ikke - de dykkede i stedet og blev væk i længere tid. En fugl dukkede pludselig op 600 meter fra, hvor vi havde opdaget den i en helt anden retning. Takket være skippers indstilling og opsathed på at vi skulle have en god oplevelse, nærmede vi os ligeså stille fuglene og flere så vi rigtig godt, bl.a. en adult i sommerdragt som vi så drømmegodt!
Adult Adamsii - en af verdens heftigste fugle!
Koncentrationen var påfaldende og vi så 9 af de 10 fugle på ca. en time, lidt østligere end positionerne i 2009. Bl.a. så vi tre fugle på samme´sted og to sammen et andet sted. Det holdt hårdt, men vi blev belønnet til fulde.
Vores data bliver afleveret til Troels Eske Ortvad som arbejder på en artikel om denne unikke forekomst. Takket være vores tur blev området bekræftet som tilbagevendende rasteplads (formentlig overvintringsplads) for arten, hvilket er uden sidestykke i Europa. For nylig skulle et lignende område dog være blevet fundet udfor Tyskland.
Hjemturen føltes anderledes lang. Vinden var tiltaget og trods en middelvind på ca. 7,5 m/s (som ikke lyder af meget) byggede bølgerne sig op og vi fik en 5 timers vippetur med skumsprøjt i hovedet og kaffen. Det føltes meget heldigt at ingen blev søsyge.
Skulle folk være interesserede vil jeg gerne bidrage med GPS-koordinater fra denne tur og kan kun opfordre til at kontakte folkene bag http://www.seadog.dk/ som er et godt, åbent og interesseret team.
Læs mere og se flere billeder på club300.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar