lørdag den 9. august 2014

Heftig sommer

Det er ved at være lang tid siden jeg har været aktiv på bloggen. Det skyldes primært en meget aktiv sommer, hvor den ene aktivitet langt væk herfra har afløst den anden. Først gjaldt det et besøg i Østfinland, hvortil Bjarke (min søn) og jeg drog til i dagene 23-28. juni. Vi besøgte området med fotoskjul nær Kuhmo som drives af Wildlife Safaris v. Lassi Rautiainen og vi deltog mere specifikt i en gruppe som blev ledet af den svenske naturfotograf Magnus Elander. Det var en fantastisk oplevelse.
Kuikka Base Camp.
Alle skjul er komfortable med godt udsyn. De er tillige beklædt med blødt materiale overalt, hvorfor man bare lægger sig på gulvet og sover når ventetiden er for lang. I nogle af skjulene er der dog også senge.

Vi fik i alt 4 nætter i skjul og fik prøvet alle muligheder. Første nat i skjulet der kaldes ”Caravan”, anden nat i ”The Lake”, tredje nat i ”No mans land” og fjerde i ”Paradise”. Caravan er placeret i tæt skov, mens de øvrige er i åbne myrområder, med større og mindre søer, skovtykninger og lidt vadeflader.
Der bliver udlagt ådsler (døde grise), hver dag som tiltrækker dyrene, men dem som bare tror at man vælter rundt i rovdyr tager meget fejl. Ligesom med alle andre vilde dyr kommer de når de har lyst og man skal berede sig på mange timers venten og antallet af dyr per nat varierer meget.  De længste ventetider var 6,5 timer og antallet af dyr blev således: Første nat 2 bjørne, anden nat 2 bjørne, tredje nat 5 bjørne, 2 jærve og fjerde nat 3 bjørne samt 4 ulve.
Brun bjørn fotograferet fra "Caravan"-skjulet.




Alt i alt et formidabelt resultat, hvor både Bjarkes og mit største ønske om at se ulv blev indfriet. Dertil oplevede vi endda hylende ulve, midt i den lyse nat, mens to andre ulve gnavede i gamle knogler på kanten af myren. Jærv havde vi slet ikke turdet håbe på men fik drømmeobs af to individer i sammenlagt mere end en time. Bjørnene havde vi selvfølgelig regnet med at skulle se, men ni forskellige individer var over forventning og dertil skal lægges nærobs ned til 15 meter, en han og hun der tumlede rundt i skoven og senere løb efter hinanden foran et af skjulene. Alt i alt storslåede oplevelser der bare afløste hinanden gang på gang. Og så var der spændingen i ventetiden; hvornår kommer den næste, hvem finder flest, SMSerne fra de andre skjul o.s.v. Jeg vil aldrig glemme den allerførste bjørn. Jeg var en halv time inde i et hvil da Bjarke vækker mig med en begejstret hvisken; ”Der er bjørn!!!”. Wow, og så se bjørnens ryg bevæge sig nærmere bag en bakkekam og efterhånden stiller sig op i fuld figur. Det var stort og oplevelsen vil altid have en særlig plads i min erindring.
Fuglemæssigt var det også fint med flere havørne omkring nogle af skjulene, stationær sort glente, fuscus sildemåger, spillende hvidklirer samt syngende blåstjert og lundsanger.
Jærv.



Pludselig på fjerde nat var de der - ulvene og glæden var stor. Dette er alfahunnen i det dominerende par i området.
Og alfahannen.
Den tredje ud af i alt fire ulve samme nat. Oplevelsen var fantastisk og blev fuldendt da minimum to ulve begyndte at hyle fra skoven bagved.

29. juni tog jeg så på ny til Svalbard, hvor jeg skulle fungere som guide for det svenske selskab PolarQuest  på i alt to ture, ligesom jeg vendte tilbage 28. juli, hvor jeg skulle være guide for det australske selskab Adventure Associates. I perioden 16-26. juli tog jeg med familien på ferie på Öland og i skærgårdsområdet nord for Västervik.

Ismåge foran gletchervæg.

Isbjørn i pakisen nord for Svalbard.
Fantastiske spejlninger i Liefdefjorden.


Ride.
Mallemuk.
Mallemuk foran gletchervæg.

Alle tre ture på Svalbard var storslåede som vanligt og meget forskellige. Først på sæsonen var turene præget af meget sne og meget pakis som lå tæt på øgruppen og på sidste tur betød hårde vinde, midt på turen, at vi måtte søge læ og finde nogle spændende alternativer. Det lykkedes rigtig godt og i løbet af turene fik vi mange store oplevelser med isbjørne. En kom f.eks. helt ind til skibet efter at vi tålmodigt havde ventet ved den sovende bjørn en hel nat, senere fik vi flere næroplevelser med bjørne fra Zodiac og vi så tillige en som på havoddervis lå på ryggen i vandet og som lagde tang op på maven og spiste det.
Sovende isbjørn i pakisen.

Efter en nats søvs kom den helt tæt på skibet.

En hunbjørn med hendes 2-års unge.
Mallemuk i pakisen.
Hvalrosser fik jeg oplevet på to nye pladser, nemlig Poolepynten og i Magdalenafjorden, hvor omgivelserne var meget smukke, hvilket gav mange muligheder for gode fotos. Hvalerne imponerede med hele to blåhvaler, flere finhvaler og mange flokke af hvidhvaler udover mange vågehvaler, hvoraf en lavede særlig opvisning ved at kaste sig ud af vandet på delfinmaner. Fuglene gav ingen deciderede overraskelser, men jeg så mange ismåger denne gang, ligesom en del thorshøns og på seneste tur bl.a. mellemkjove og lille kjove. Polarrævene fulgte vi tæt på flere pladser og så store unger, gentagne gange, slås og lege. Herligt.
Alkefjället.
Søkonge.
Gråmåge med rideunge.
Polarlomvier.
Hvalrosser i Magdalenafjorden.
Hvalros, Poolepynten.
Svalbardren.
Polarrævehvalp.
Sortgrå ryle på yngleplads.
Sortgrå ryle, unger.
Blåhval sås på to af turene, begge gange i Isfjorden.
Polarrævehvalp, med ret usædvanlig lys pels så vidt jeg ved.


 Ferien i Sverige var afslappende, afstressende og livsnydende. Temperaturer på op til 30 grader og skønt badevand i skærgården hjalp til livsnyderiet og på Öland fik jeg bl.a. set sibirisk hjejle ved flere tilfælde, udover høgesanger og flere hedehøge. Västervikområdet er kendt for en bestand af apollosommerfugle og vi havde lejet et sommerhus nær Loftahammer, hvor vi dagligt så mange apolloer udover en flyvende eghjort en skumringsaften, vildsvin, skovmår, traner og havørne. Området kan klart anbefales til en kombineret dase-bade-sommerfugleferie.

Det er skønt at være tilbage ved familien og i Vejlerne. Nu er jeg klar til at tage hul på efteråret…

Sibirisk Hjejle, Ottenby.


Apollosommerfuglene i Västervikområdet er i særklasse, med rige muligheder for flotte fotos.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar