PGW

Jeg var i weekenden deltager på Club 300s årligt tilbagevendene begivenhed "Pisse-Giftig-Weekend" aka PGW på Mandø. Sammen med Søren Haaning Nielsen, Frits Rost, Jeppe Bundgaard, Kenneth Bach Christensen og Søren Kristoffersen dannede jeg et hold blandt mange, med formålet at luske småfugle og finde hits blandt dem.

En velkendt Mandø-silhouet.

Det blev et fedt gensyn med øen og trods ret blæsende vejr fredag og lørdag, blev der fundet pænt med spændende fugle.
Vores hytte på campingpladsen lå perfekt idet vi hver eneste morgen hørte - og så - en meget stationær hvidbrynet løvsanger, der holdt til i samme levende hegn alle tre dage.

Brynet fra campingpladsen.

Arrangementet var en blanding af en masse fuglekiggeri og socialt samvær til fællesspisninger og til opdateringer samt i felten til brunch og morgenmad. Det fungerede godt og man var aldrig i tvivl om arrangørernes mål: At finde hits.
Personligt syntes jeg at det var fedt at luske så meget og glædes over de mange hvidbrynede løvsangere (formentlig omkring 10 individer), 2 høgesangere, vendehals, 2 rødtoppede fuglekonger og en tik-værling. Jeg så ikke det hele, men havde stor fornøjelse af hvad jeg fik på min og holdets vej. Spændingen var der hele tiden og det var et godt PGW som jeg helt sikkert vil deltage i igen.

Søren Haaning på Mandøs forland.

Højvandstiderne skal tages alvorligt. Lavvande.

Og højvande.

Samarbejdet med Mandøboerne foregik rigtig fint med adgangstilladelse til bl.a. den forbudte have samt nysgerrige snakke på gaden og ved købmanden. Personligt kunne jeg godt have brugt et foredrag (eller et par korte foredrag) fredag eller lørdag aften og at sammentællingen af fugle f.eks. skete ved hjælp af et stort kort over øen, hvorpå man kunne indtegne de mere usædvanlige fugle samt en tavle hvorpå man kan skrive andre bemærkelsesværdige observationer ned. Bare et forslag...
Vi ses til næste år.

Middelhavssølvmåge

Middelhavssølvmåge har været en notorisk svær art at finde heroppe i det nordvestlige hjørne. En del af dem som gennem tiden er blevet claimet er måske endda fejlbestemte individer af gulbenede sølvmåger som der til gengæld optræder en del af.
Jeg blev derfor glad for at finde dette individ idag på havnen efter en lidt tynd luskerunde i fyrhaverne som ikke rigtig gav noget. 2 grå fluesnappere, 3 rødstjerter og små 20 gransangere var det mest bemærkelsesværdige.
Mågen stod ud fra mængden på grund af de reelt gule ben og den mere mættede grå overside, hvorfor jeg opsøgte den og efter et stykke tid kunne dokumentere vingetegningen på grund af (en anden) nærgående bil...

Middelhavssølvmåge adult, Hanstholm Havn. Bemærk reelt gule ben, mættet grå overside samt rød øjenring og stor rød gonysplet (der ikke "bløder" op på overnæbbet).

Bemærk at p10 og p9 kun er på vej til at vokse ud samt at der er et markant sort bånd på p5 samt at der endda er lidt sort på p4.

Der er tale om et nyt individ i forhold til fuglen som John Kyed har set ved flere tilfælde i august, da den havde lidt mørke pletter i de små dækfjer og dermed var immature.

De sorthovedede måger imponerede i havnen idet hele 6 1K kunne ses samtidigt  og sammen i havnen.

1K sorthovedet måge.

Fem af de seks 1K sorthovedede måger.

Vejlernes le-laug

Det er en fornøjelse at være en del af Vejlerne. Vejlerne har været min grund til at flytte den lange vej fra Sjælland til kanten af Thy. Udover at være observatør og ynglefugletæller i området har jeg sammen med gode venner gået sammen om at lave noget naturpleje i Vejlerne. Inspireret af diverse le-laug (staves vistnok "lav" nu) samt plejeforanstaltninger med le i Sverige og Polen gik vi for nogle år siden sammen om at slå en tilgroet eng i Kogleakssøen. Der er siden dengang blevet slået hvert år af maskiner og afgræsset af kreaturer og fremstår nu som en "blå-bånds zone", hvorfor man med rette kan sige at vi både fik engen, og driftlederens (i Vejlerne) øjne, åbnet.
Vi har tillige forsøgt os med at åbne tilgroede områder op omkring Selbjerg Vejle, hvor der efterfølgende kom en del orkideer frem, den følgende sommer.
Igår gik vi sammen igen, efter på ny at have indhentet tilladelser fra driftlederen på Vejlerne. Målet var en lille kunstig ø i Tømmerby Fjord som førhen (sidst i 2006) har huset en koloni af hættemåger. Den har siden 2007 været stærkt tilgroet og vi besluttede os derfor for at gøre noget ved det. Håbet er at fuglene vender tilbage allerede i næste sæson, men nu må vi se.
Vi arbejdede som vanligt effektivt og på godt en time var arbejdet fuldført og øen fremstår nu åben og lav, hvilket forhåbentlig lokker hættemåger og andet til.
Øen blev lavet omkring 2003-2004 og er opkaldt efter Dansk Ornitologisk Forenings tidligere formand, Lorenz Ferdinand. Navnet på øen er Ferdinands Ø.
Alt i alt en herlig eftermiddag, hvor naturinteressen blev kombineret med praktisk arbejde i form af naturpleje og hyggeligt samvær. Lidt fugle blev det også til. Bl.a. 5 adulte dværgmåger, en fiskeørn og lidt skægmejser.

Vejlernes le-laug. Fra højre mod venstre: Hendrik Nikolajsen, Martin Lund, Louis Kristensen og Henrik Haaning Nielsen.

Båden er kommet i vandet og det er blevet tid til første kaffepause.

Hendrik svinger leen.

Martin ditto.

Louis tager sig af pilebusken på Sydkappet...

Kaffepause inden sidste lille hjørne skal tages.

Øen før.

Øen efter.

Tid til afgang.

Off we go...

Septemberfugle

September kører derudad, og det er dejligt igen at opleve måneden, som jeg har været fraværende i de sidste fem år på grund af togter i Arktis. Jeg har brugt meget tid på at luske, hvilket har været underholdende på grund af pæne mængder af blandede småfugle i Hanstholm. Arter som havesanger, gransanger og jernspurv har været repræsenteret i mængder, men har været blandet op med gode tal af rødstjert, broget og grå fluesnapper. Hvad der er påfaldende er at løvsanger er næsten fuldstændigt fraværende, mens gransanger til gengæld er meget talrig.

Høgesanger, 12 september, Hanstholm.

Græshoppesanger, 12. september, Hanstholm.

Heldigvis er der gået hul på høgesangerne og jeg har selv set to forskellige i Hanstholm, men også en i Vejlerne, da Jens Frimer fandt en i sin have sidste weekend.
I tirsdags sluttede jeg en fin havobs (2 store stormsvaler, mellemkjove, 8 sorthovedede måger mm.) af med at tage på langfart for at se en nordsanger som Ole Amstrup havde fundet ved Nørre Lyngvig Fyr. Det var hele turen værd idet den viste sig frem på fineste vis på få meters afstand og i lang tid. Dejligt at få frisket denne flotte art op igen.

Nordsanger, 9. september, Nørre Lyngvig Fyr.

Det var en fornøjelse at opleve nordsangerens langsomme bevægelser og karakterene som meget mørk og bred øjenstribe, smal og lang øjenbrynsstribe som ikke når frem til næbbet, det kraftige næb med tydelig mørk spids på undernæb og så havde den jo gjort lidt ekstra ud af det med to vingebånd. Nordsanger, 9. september, Nørre Lyngvig Fyr.

I Vejlerne bærer området præg af en meget tør sommer og sensommer. De største mængder af fugle er derfor at finde på vandfladerne, hvor det ikke er specielt nemt at tjekke flokkene meget grundigt. Bevæger man sig rundt i hele området får man skrabet mange fine arter sammen og man kan i øjeblikket opleve 203 traner flyve til overnatning på Bygholm Vejle (opleves bedst fra Kraptårnet), op til 7 sølvhejrer som nogle dage står spredt i de Østlige Vejler, men som indimellem samles i især Selbjerg Vejle.

Tranerne raster i dagtimerne på Thorup og Klim Fjordholme. 

Derudover bl.a. op til 5 havørne samt, lidt overraskende, nogle flokke af pungmejser i Han Vejle. Totaloptællingen igår og idag gav af råtal bl.a.7218 grågæs og 417 skeænder som nok de mest imponerende antal. En sølle rest på 5 skestorke holder ud endnu og så blev det til 2 dværgfalke, 2 fiskeørne, en rustand, 2 sorthalsede lappedykkere og 4 vandrefalke.

Sivsanger optræder endnu med flere individer i Vejlerne. Selbjerg Vejle 11. september.

Skægmejserne optræder talrigt og dominerende i flere af rørskovsområderne. Trækkende flokke som flyver skyhøjt kan opleves flere steder i området.

Vi vil have racerne tilbage!

Indrømmet, en del af de arter som gennem de seneste år er blevet udskilt virker fornuftige nok - og med fornuft mener jeg udskillelser, hvor der er en række forskelle som kan erkendes i felt og hvor man kan finde tilfredsstillelse i at bestemme dem fra hinanden i felt, gennem en kikkert. Videnskab og feltornitologi spiller imidlertid ikke altid lige godt sammen og nogle af de arter som er blevet skilt ud virker virkeligt langt ude, synes jeg.

Nu har jeg selv fået en "i klemme". Kulminationen på en fantastisk god havobs den 25. august var en Kuhls Skråpe som jeg så sammen med Frits Rost. Han fik i øvrigt ny danmarksart - eller gjorde han? Kuhls Skråpe er nemlig nu udskilt i Atlantisk Skråpe og Scopolis Skråpe.

Jeg vidste der var noget der hed Scopolis Skråpe og at det var vigtigt at se undersiden af hånden, hvorfor vi brugte en del tid på at fokusere på denne karakter. Vi så få fuglen i 6 minutter på minimum 1000 meters afstand, og hver gang så vi håndens underside som bred og markant sort - ingen tvivl om det, det var påfaldende.
På en typisk Scopolis Skråpe skal der være lyse "tunger" ud i undersiden af hånden, hvilket typisk vil give en smallere tegnet mørk kant i vingespidsen.
Så langt så godt - altså hvis feltornitologen taler, så må bred mørk tegning i hånden betyde Atlantisk Skråpe - og tilsvarende smal tegning betyde Scopolis.

Forvirringen bliver dog total når man borer i beskrivelserne i felthåndbøgerne. Her viser det sig nemlig at de to "arter" overlapper helt utroligt meget. Man kan ikke regne med at alle Scopolis viser de hvide tunger i undersiden af hånden, i alle fjerene - men åbenbart altid i p10 (den yderste håndsvingfjer) som pludselig bliver den vigtigste karakter, da Atlantisk Skråpe ikke er kendt for at vise en tydelig hvid tunge i denne fjer! Åbenbart kan Atlantisk Skråpe også vise lignende hvide tunger (men ikke i p10) og forvirringen bliver dermed total. Jeg har dog ikke set nogle billeder af Atlantisk Skråpe, hvor den mørke hånd virker smal, selvom man på billeder kan se lyse tunger i nogle af fjerene.
Der bliver også nævnt at Scopolis Skråpe skulle have mindre hoved, hvorfor næbbet kan virke relativt stort. Prøv lige den karakter af i felten i en nordvestenkuling ved Roshage...

Alt i alt er jeg ret overrasket over dette split og spørger ud i luften - hvor blev racerne af?
Vi ser det med mange forskellige fugle - schinzii almindelige ryler (engryler) kontra alpina almindelige ryler, ederfugle i mange forskellige racer, grønlandske stenpikkere kontra europæiske mm. Altså arter med geografisk variation som godtgør racer, men ikke selvstændige arter. Men det kan selvfølgelig være at splittene er på vej...
Splittet af Kuhls Skråpe til Atlantisk - og Scopolis Skråpe må vi jo acceptere, men det er lidt svært.

Nu er spørgsmålet så om man kan godtgøre en bestemmelse til Atlantisk Skråpe, hvis man gentagne gange under en observation ser en bred og påfaldende mørk underside af hånden. Det synes jeg - bedømt ud fra billeder - virker reelt, da det ikke ser ud til at Scopolis viser en så bred og påfaldende sort hånd. Derimod virker det ikke som om at en smallere mørk hånd vil kunne godtgøre Scopolis, med mindre billeder kan afsløre den nøjagtige tegning og udbredelse af de hvide tunger. Det skyldes at Atlantisk Skråpe nærmest kan vise en mellemting.

Dette har jeg begrundet meget ud fra bogen "Petrels, Albatrosses & Storm Petrels of North America" af Steve N. G. Howell. I bogen beskriver han også nødvendigheden af at variationen hos de to arter behøver mere opmærksomhed og viden.

Kuhls Skråpe, eller jeg mener Atlantisk Skråpe. Bred og mørk underside af hånden bør godtgøre bestemmelse til Atlantisk Skråpe. Madeira august 2007.

Samme bemærkning som ovenfor. Hvis feltornitologien skal vinde og hvis man positivt ser en bred mørk underside af hånden (som er påfaldende, selv på store afstande), bør en bestemmelse til Atlantisk Skråpe kunne godtgøres. Madeira august 2007.

Pas på skarpt sollys! Hvad vil SU sige til et sådant billede, hvis det havde været en dansk observation? Atlantisk Skråpe, Madeira, august 2007.