mandag den 12. maj 2014

Stemninger fra Vejlerne.

Den østlige hvidskæggede sanger fra Skagen.
Det er en spændende tid i øjeblikket, med en del spændende fugle i omløb. Jeg har bl.a. twitchet den østlige hvidskæggede sanger i Skagen.
I Vejlerne er der travlt med gode ynglefugletællinger og spændende trækfugle. "Bedste" fugl det seneste stykke tid er naturligvis thorshanen som rastede på Limfjorden udfor Bygholmdæmningen i 5 dage, men det er glædeligt at konstatere at der er fremgang for stor kobbersneppe og vibe på Bygholmengen og rigtig mange engryler blev registreret på første enggennemgang forleden.
Trækfugle er der ikke store mængder af bortset fra tinksmed som vi så 441 på Bygholmengen på enggennemgangen den 7. maj.
Sortternerne har indfundet sig og er i fuld gang med at etablere sig, hvilket er glædeligt så tidligt efter ankomsten. Forleden tydede tallet på 32 par, men den kommende tid vil kaste yderligere lys over yngleforekomsten. Et par dværgmåger er også ved at etablere sig og en plettet rørvagtel pifter i øjeblikket løs nedenfor Kraptårnet.
Derudover har jeg nu registreret 21 forskellige sydlige blåhalse og to savisangere.
Op til 76 traner holder til i området udover i al fald 11 ynglepar. Flere mener at de præderer engfuglene i stor stil. Det mener jeg er meget langt ude.
Der skal huskes på at traner primært lever af planteføde og at de benytter Thorup Fjordholme til fouragering og Bygholm Vejle til hvil. Selvfølgelig ryger enkelte æg og unger sikkert - and so what! Det er en naturligt forekommende art og så kan jeg fint leve med en prædation. Men som sagt tror jeg slet ikke at det udgør et egentligt problem.
Skyd de invasive arter og glæd jer i stedet over de naturligt forekommende arter med naturlige forekomster og en naturlig fremgang. Det er glædeligt at man kan opleve så mange traner i dette fantastiske vådområde.
Thorshanen (hønen).

Trane, talrig forekomst i øjeblikket.

Skestork.


Engryle.

Sydlig Blåhals. 21 sangterritorier i området.

Stor Kobbersneppe, lille fremgang og findes nu på fire lokaliteter i området.

Vibe. Heldigvis har vi Bygholm Vejle i reservatet, hvor der i år er væsentlig fremgang i forhold til 2013.

Rørhøg, de foreløbige yngletal tyder på en stabil bestand.


tirsdag den 6. maj 2014

Er thorshanen en han eller hun?

Det gav et gip i mig da jeg forleden opdagede en thorshane som svømmede rundt mellem rødben, hættemåger og klyder på Limfjordssiden af Bygholmdæmningen.
Fundet udgør det 5. for Vejlerne (heraf dog en i Lønnerup Fjord) og er tredie forårsfund i området.
Den aktuelle fugl.
Men er det en han eller hun?
Ved udmeldingen skrev jeg han i sommerdragt eller hun i overgangsdragt. Efter at have set fuglen i bedre lys, bl.a. igår hvor ovenstående billede er taget, føler jeg mig sikker på at det drejer sig om en hun. Det bygger jeg  på den skarpt afsatte hvide hovedtegning. Bemærk hvordan den er skarpt afsat mod den mørke pande samt at øjet sidder frit i det hvide felt. Det hvide område er betydeligt mere diffust afsat på hanner, hvilket egentlig bedst forklares ud fra nedenstående fotos som alle er taget på Svalbard i 2012 og 2013.
Thorshane er en klar CMF (Cosmic Mind Fucker) og jeg glæder mig til gensynet med Svalbard den kommende sommer.
Den aktuelle Vejlerfugl mangler endnu at fælde en del af bryst- og issefjerene, men raster nu på tredie dag. Man kunne håbe at den bliver så tilpas længe at den fælder færdig hernede.Nu må vi se...
Fuglen ses typisk udfor Km31,8 - Km32.
Hun. Bemærk de skarpt afsatte hovedtegninger.
Ditto.
Han (øverst...). Bemærk især de mere diffust afsatte hovedtegninger, hvor øjet ikke sidder helt frit i det hvide. Denne karakter ses i stedet på hunnen (nederst...).
Han. Bemærk især den diffust afsatte hvide tegning i hovedet, hvor øjet ikke sidder frit.
Samme han og samme kommentar.