onsdag den 18. november 2015

Novembertotal

De sidste to dage har jeg været på totaltælling i Vejlerne. Igår (tirsdag) dækkede jeg de Østlige Vejler og idag de Vestlige.
Det blev en rigtig god total. Vandstanden er god til mange vandfugle, og her raster endnu mange viber og hjejler. Dertil var vejret og lyset dramatisk, og gjorde det til en yderligere fornøjelse at være på arbejde i området.
Mommerskrænten set fra Tømmerbyvej.
Vesløs-Rør ved Vesløs Vejle.
Svømmeænderne dominerede særligt på Bygholmengen, i Arup Vejle samt i Østerild Fjord. Følgende totaler (i runde tal) var særligt imponerende: Krikand 14.300, pibeand 5540 og skeand 880. I alt raster der mere end 22.000 svømmeænder i Vejlerne i øjeblikket.
De tiltrækker naturligvis en del rovfugle, og dagene har budt på intet mindre end 8 havørne og 6 vandrefalke, 1 duehøg samt en rørhøg.
Havørn (1K) over Østerild Fjord.
En af totalens helt stærke oplevelser var da jeg studerede en adult havørn på Arupengene. Den var som vanligt omgivet af mange krager. Egentlig troede jeg, at kragerne var der på grund af havørnen, men det viste sig at de var kommet dertil på grund af en odder, som pludselig dukkede frem få meter fra ørnen. De kiggede hinanden noget an, og det var overraskende at se, hvor stor odderen faktisk var i forhold til ørnen. Sådan gik der et par minutter. Odderen sprang i vandet indimellem, men pludselig gjorde den et udfald mod ørnen, som forskrækket lettede, og fløj ca. 10 meter. Odderen fortsatte et stykke tid med at løbe på engen, men gled efterhånden i vandet, og forsvandt.
Flere af Vejlernes vandområder var spækket med svømmeænder i en herlig blanding af arter.
Også hjejlerne optræder talrigt endnu.
Af øvrige råtal fra totaltællingen skal nævnes: Sølvhejre 4, hjejle 17.700, vibe 3040, stor kobbersneppe 1 (vinterdragt, måske en islandsk?), 22 bjergpibere samt en gransanger som var sibirisk (racen tristis) af udseende, men desværre kaldte den ikke en eneste gang.
Dagens overraskelse igår var da jeg faldt over, hvad der lignende en bæverdæmning. Jeg var dog noget usikker, men et par kammerater (hvoraf den ene tillige havde studset over den igår) undersøgte den nærmere idag, og fandt entydige beviser på, at det vitterligt er bæver! Jeg tog forbi stedet idag, med bedre tid, og kunne bekræfte, hvad de havde sagt: At der var tre dæmninger, og der var tydelige gnavemærker i træerne og buskene i området. Dæmningerne var ret imponerende, og bevirkede, at der var en meters forskel mellem vandstandsniveauerne på begge sider af dæmningerne.
Velkommen til området. Jeg venter liiige med at skrive hvor det er...
Den ene bæverdæmning, bemærk den store forskel på vandstandsniveauerne.
Bævergnav...
Ditto.

torsdag den 29. oktober 2015

Sibirisk gransanger

I mandags fandt jeg en sibirisk gransanger i buskene langs Øster Landkanal, altså inde i reservatet. Den sang, hvilket overraskede mig, og sangen var tillige spøjs. En vis "gransangerklang" var tydelig nok, men der var også noget langsom lundsanger over den. Kaldet var det velkendte kyllingekald og den kaldte meget flittigt og ytrede kun denne type kald. Udseende var også typisk: Distinkt øjenbrynsstribe i et ellers gråt helhedsindtryk af oversiden. Eneste grønlige var yderfanerne på svingfjerene. Undersiden var nærmest hvid og til denne stod de sorte ben og det helt sorte næb i tydelig kontrast. Jeg brugte ikke tiden på at få billeder af fuglen, men koncentrerede mig om at få optaget stemmen og sangen. Begge kan høres på min video på denne adresse:
https://www.youtube.com/watch?v=NFEaTRX3IWM

Ellers er det jo fedt at være tilbage i dette formidable vådområde. I øjeblikket kan man nyde rørskovens flotte farver og frøsætningen som i den grad får gang i store flokke af skægmejser. Mange steder kan man opleve den særegne "højflugt", hvor store og små flokke flyver højt til vejrs og derefter dumper ned igen i høj fart.
Rørskoven i efterårsflor.
Skægmejser i højflugt.
Ellers byder området i øjeblikket på meget store hjejleflokke flere steder i landskabet (forleden var der 21000 på Bygholmengen), sølvhejrer, pæne flokke af særligt bramgæs, rødhalset gås i området mellem Lønnerup Fjord og Sennels, en del vandrefalke og meget andet.

Bramgæs på Bygholmengen.
To sølvhejrer på morgenkvisten.
I Hanstholm har jeg lusket et par gange uden at se noget af betydning i fyrhaverne, men ved åen fandt jeg forleden en vandstær, hvilket ikke er hverdagskost og så var der gang i en sand sorthovedet måge bonanza ved Roshage i mandags. I alt 2 adulte, 3 2K og en 1K fouragerede i brændingen ved molen i mandags.
2 2K sorthovedede. Den flotteste dragt.

To hættemåger og adult sorthovedet måge.
Hættemåge og adult sorthovedet måge.



torsdag den 22. oktober 2015

På togt i pakisen

Det er godt at være hjemme igen. Seks en halv uge på et russisk skib i den nordøstgrønlandske pakis kan mærkes. Det er godt at være sammen med familien igen, men også at være tilbage i det danske efterår samt at være tilbage i Vejlerne.
Egentlig føles det som om det er gået stærkt. i al fald nu hvor jeg er kommet hjem. Deroppe på skibet synes hjemkomsten, visse dage, uendeligt langt væk. Men når man er kommet hjem fokuserer man kun på det gode og så vælter det frem med stærke oplevelser.
Det er også ganske unikt dette med at have tilbragt så lang tid i isen og se den blive dannet, opleve den vandre og så opleve det supertilpassede fugle - og dyreliv. Isbjørnene som følger efter forekomsterne af sæler, de hvide jagtfalke som flyver mere end 160 kilometer ud til isen og jager andre fugle, de store ismågeflokke som følger iskanten på deres træk sydover osv. osv.
Ismåge i dens rette element. Løs pakis, langs iskanten.
Jeg startede togtet fra Longyearbyen på Svalbard, men fik en halv dag inden afgang, hvor jeg gik rundt og nød landskaberne med nysne. Det var den 3. september og jeg var ret overrasket over at finde ungefodrende havterner med store dununger, men også en juvenil thorshane, endnu med dun i hovedet.
Adventsdalen ved Longyearbyen på Svalbard den 3. september.
Juvenil thorshane nær Longyearbyen, 3. september.
Havternerne fodrede endnu unger den 3. september. Longyearbyen, Svalbard.
Sejladsen ud til projektområdet tog halvandet døgn. Undervejs så vi finhvaler, kaskelotter, en blåhval, tre hvidnæser og et par vågehvaler, mens fuglene blev domineret af søkonger, mallemukker, lunder, rider og gråmåger.
Mallemuk.
Blåst fra finhval.
Så snart vi mødte pakisen så vi de første ismåger og snart efter mødtes vi med det to skibe, hvor vi skulle arbejde. Jeg afløste bl.a. Troels Eske Ortvad og Thomas W. Johansen som begejstrede kunne berette om rosenmåge, 14 isbjørne og grønlandshval i løbet af deres måned. Der blev dermed sparket godt gang i forventningerne.
Vores arbejde bestod i at registrere og optælle fugle og pattedyr i de områder vi bevægede os i. Derudover skulle vi holde øje med at pattedyr ikke kom for tæt på det seismiske udstyr.
Altså var vores roller både som optællere og vagtposter.
Scenen med udbredt pakis blev hurtigt sat og det var en fantastisk kulisse som baggrund for de mange oplevelser. Mange af dagene havde vi travlt med registreringerne, andre dage så vi ikke meget. Nogle dage var det tæt tåge, andre dage knivskarp sigt.
Lyset var storartet mange dage og i pauserne mellem arbejdsopgaverne brugte jeg en del tid på at fotografere.
Scenen er sat: Isbjørn i pakisen.
Ismåger på isen.
Når mørket sænkede sig blev det rigtigt sjovt at fotografere...
1K ismåge i solnedgang.
Efter solnedgang blev himlens farve gengivet i vandet. Jeg har aldrig set noget lignende før!
Og når ismågerne flyver rundt med denne baggrund, bliver det ikke meget flottere.
1K ismåge.
Ride vs. ismåge.
Mørk mellemkjove.
Et stort højdepunkt for mig var mødet med de hvide jagtfalke. I alt 7 ex. blev det til. Fascinerende at de flyver langt væk fra land (min. 160 km) på jagt i isen.

Hvid jagtfalkeinfight!
Bjørn! Fedt.
Resultaterne af det lange togt var imponerende. Jeg havde aldrig troet at jeg skulle se 1700 ismåger, men det var hvad totalen lød på da jeg kom i land igen. Derudover bl.a. 27 isbjørne, 170 mellemkjover, 7 jagtfalke, en nordvesttrækkende sneugle samt vanvittige obs af to sydvesttrækkende fjeldryper (180 km fra land) og en sydtrækkende amerikansk blå kærhøg (1K), hvilket er første fund for Grønland.
Der var naturligvis mange sæler i isen, men den altdominerende art var klapmyds.
I starten af oktober var vi endda heldige at opleve nordlys flere aftener og nætter.

Året har godt nok budt på mange store og stærke oplevelser i Arktis. Både gennem arbejdet som guide på Svalbard og nu på efterårstogt i pakisen som observatør...




onsdag den 2. september 2015

Vejlerne er sluppet...

Efteråret er gået igang. Jagtstart, traneovernatning, store hjejleflokke og småfuglestemmer i luften. Alt sammen sætter sit præg på oplevelserne man i øjeblikket kan få i Vejlerne.
Jeg selv har forladt skuden til fordel for et arktisk togt som skal vare et stykke ind i oktober og jeg sidder lige nu på Svalbard og venter på at afgangen sker imorgen formiddag.
Det har været en flot sensommer i Vejlerne. Ganske vist har vade- og mudderflader manglet, så vadefuglene (bortset fra hjejler og viber) har været fraværende. Til gengæld har en stor forekomst af svømmeænder holdt til i området, ligesom >200 skestorke er talt ved flere lejligheder.
En af sensommerens smukkeste oplevelser har været influxet af aftenfalk. Det er vist ikke sket i så stort omfang i Vejlerne før (om efteråret) og personligt har jeg set op til 9 forskellige individer på en dag.
1K aftenfalk, Han Vejle.
Det er fedt at opleve når de får øje på guldsmedene på stor afstand og hvordan de alligevel foretager en målrettet jagt som er direkte og hurtig og effektiv. Jeg har således ikke set en eneste jagt, hvor aftenfalken ikke fik sit bytte.
Den ene unge havørn fra det lokale havørnepar er meget ude at flyve og kan oftest ses i Arup Vejle. Jeg har endnu ikke set to ungfugle sammen, udenfor reden, og forhåbentlig er den anden ikke gået til.
Mere end 100 traner kan i følge DOF-basen opleves i øjeblikket.
Mange af dem kommer ind og står på engen ved højlys dag og er et ret imponerende syn.
Traneflok på Bygholmengen.
Et andet langben, skestork, kan endnu opleves i pæne flokke bl.a. i Vestsøen på Bygholmengen.
En tidlig morgentur på gangbroen i Hanvejle er i øjeblikket glimrende til at opleve rør- og sivsangere, skægmejser og - endnu - enkelte blåhalse. Forleden så jeg tre individer, hvilket overraskede mig en del.
Blåhals fra forleden i Han Vejle.
Ellers kan man på spidsen af Skårup Odde opleve op til 6 sølvhejrer og i Lund Fjord raster en stor flok dværgmåger der somme tider får besøg af enkelte unge sortterner.
Alt i alt masser af gode oplevelser derude.
Pas nu godt på Vejlerne mens jeg er væk.


torsdag den 27. august 2015

Aftenfalke influx i Vejlerne.

Wow!
Jeg havde håbet på at det ville dryppe på Vejlerne da jeg læste Jens Jørgen Andersens melding i weekenden om flere 1K aftenfalke på bl.a. Vangså Hede.
Derfor måtte jeg prøve Vejlerne af i mandags, hvor jeg bl.a. opsøgte Østre Landkanal dæmningen. I Bygholm Nord fik jeg øje på en musende falk og efter et kig i teleskopet kunne jeg med en stille glæde konstatere at det var en aftenfalk. Imidlertid kunne jeg ved yderligere søgen pludselig se flere derude. Musende over rørskoven og tydeligvis ædende guldsmede. Yderligere stor var glæden da en han dukkede op mellem nogle ungfugle. Spraglede vinger afslørede den som 2K, men ellers lignede den umiddelbart en adult han. Fantastisk flot var den.
Men det var ungfuglene også, i alt tre. De så ud til at have travlt og de forsvandt sammen med hannen mod sydøst. Jeg stod søgende i lang tid, men ingenting skete. Jeg valgte derfor at køre videre. Jeg kom til en busk uden blade og der sad minsandten yderligere to ungfugle! Altså i alt seks denne dag. Det er vist ikke sket før i Vejlerne om efteråret?
1K aftenfalk.

Onsdag var jeg derude igen, samme sted. Og igen var der aftenfalke musende over rørskoven, fangende guldsmede og hvilende i pilebuskene. Men idag var aldersfordelingen anderledes: 2 2K hanner, 2 ad (2K+) hunner og en 1K. Hannerne lavede lidt opvisning sammen, men den ene forsvandt hurtigt mod øst. Det samme gjorde den ene hun. Den anden han satte sig nydeligt i en pilebusk og pludselig var der 3 1K sammen over rørskoven. Gang i den! Ligesom i mandags forsvandt de pludseligt mod øst. Jeg ventede længe men ingenting nyt skete.
2K hanner er fantastisk flotte med deres spraglede vinger.

Wow!

Lige bortset fra at jeg på Jernbanedæmningen ved Lund Fjord fandt endnu en 1K. Altså 8 forskellige onsdag.
Idag kørte jeg lige forbi igen, men der var stille et stykke tid. Imidlertid dukkede pludselig en musende 1K op over rørskoven og rastede tilsyneladende.
Er det mon ved at ebbe ud? Vinden er ret hård fra vest nu og det vil fortsætte imorgen.
Vi får se. Jeg er i al fald glad for at have oplevet dette influx af min. 15 forskellige aftenfalke i Vejlerne i løbet af nogle få dage.
Wow!
2K han.
Det er ikke kun i Vejlerne det har været godt. I nærområdet har flere fugle været stationære på Harboslette ved Vullum Sø og i Thy har en del holdt til på og omkring Vangså Hede.

tirsdag den 28. juli 2015

Damn...snäppa

Ferien er slut. Jeg er på vej til Svalbard, igen, men det har på mange måder været en fin ferie med gode fugle, trods det kedelige, blæsende og kølige vejr.
I Vejlerne har jeg bl.a. brugt en del tid på at holde øje med sortternerne som nu har forladt ynglepladsen i Kogleakssøen. Nu flyver de rundt i Lund Fjord, Han Vejle og, nogle dage, i Kogleakssøen, i øvrigt med et stigende antal dværgmåger (op til 41 forleden).
Sortternerne fik kun en flyvefærdig unge i år. Jeg har set den gentagne gange og det er den eneste ungfugl i år, desværre.
Desværre blev det kun til en flyvefærdig unge i år for sortternerne.
De unge rørhøge pynter på ethvert dige...

Jeg holdt familieferie i Vadehavet i uge 29 og flere dage fik jeg styr på en masse vadefugle i de tidlige morgentimer, inden familien havde sovet færdig.
Det var en stor fornøjelse at opleve de store mængder og blandingen af arter. Særligt glad blev jeg da jeg troede at jeg havde fundet en damklire. Jeg var ikke klar over at det var i Saltvandssøen at den var set 11 dage før, i øvrigt på præcis samme sted hvor jeg "fandt" den, men fornemmelsen var god så længe det varede og fuglen var under alle omstændigheder fed.
Af andre gode arter i løbet af ugen blev det bl.a. til terekklire, hvidvinget terne, rovterne, sølvhejrer, hvidbrystede præstekraver, hedehøge og meget andet.
Adult sorthovedet måge fra Hanstholm Havn.

I Vejlerne har jeg på det seneste set gode arter som sølvhejrer (4) og rovterne, men det kniber med vadefuglene på grund af høje vandstande.
Jeg ser frem til at komme hjem og tjekke op på sagerne igen efter 8. august...
Damkliren fra Saltvandssøen.
Hvidvinget terne til venstre i billedet, også fra Saltvandssøen.