Samtidig faldt ugen sammen med et overflødighedshorn af sjældne havdykænder på kysten og på grund af generelt svage vindforhold var forholdene gode til at studere disse.
Den 10. februar besøgte jeg Houvig Strand, hvor der dagen forinden var opdaget en Brilleand. Den lå langt ude, men det var fint at se den lyse op på grund af nakke- og pandepletten og det store orange næb, mellem de 625 sortænder.
Den 12. februar besøgte jeg Blåvand, hvor det lykkedes at finde den Amerikanske Fløjlsand ret hurtigt og se den så godt at det næsten var muligt at se næbbets finere detaljer. Man oplevede det således som rødligt med et blegere felt omkring næbneglen. Desuden sås den specielle hovedform med to "bump" og med det højeste punkt foran øjet. Til at starte med kæmpede jeg en del med at konstatere brune flanker, men med mere og mere sollys blev det efterhånden en ret tydelig karakter.
Efter et stykke tid besluttede jeg mig for at lede efter den Amerikanske Sortand og eftersom der ikke var så mange Sortænder ved Blåvand Strand kørte jeg i stedet til Hvidbjerg Strand, hvor jeg fandt den hurtigt. Jeg tilkaldte hurtigst muligt de øvrige (bl.a. Rasmus Due Nielsen, Yann Kolbeinsson, Troels Eske Ortvad, Tim Andersen, Thomas W. Johansen og Lennart Pedersen) og vi kunne efterfølgende nyde fuglen under gode forhold. På et tidspunkt spørger Thomas W om vi har styr på sortanden, hvilket vi har, hvorefter han udbryder "så ligger der en ny her"! Og ganske rigtigt, højst 300 meter til venstre for den anden, ligger en anden han som tillige laver display overfor de lokale hunner.
Flere af os styrter ned til stranden for at fotografere denne fugl, da den ligger ret tæt på.
Det lykkes nogenlunde og efterhånden går det op for os hvor vildt det er, det vi netop har oplevet. To Amerikanske Sortænder og en Amerikansk Fløjlsand på en strækning på maks. 1 kilometer dansk strand!
Bemærk lange lyse tunger i håndsvingfjerene og sort i p5.
Dejlige billeder af jagthytterne og deres mønstre.
SvarSlet