fredag den 24. februar 2012

Another brown job

Turen gik idag bl.a. til Hanstholm havn for at kigge lidt til mågerne. Blandt sølvmågerne blev jeg opmærksom på denne meget markerede fugl som gav mange påmindelser til amerikansk sølvmåge. Et individ med en sådan hale vil imidlertid næppe blive godkendt i Europa og så måtte undergumpen gerne have været en tand mere båndet, ligesom maven gerne måtte have været mere mættet brun. Men afgjort en spændende fugl.
Sammenlign overgump og hale med de andre 2 sølvmåger.

Der var også tid til at kigge på de hvide måger. Ialt blev det til 3 3K og 2 4K kumlienstyper samt 1 2K hvidvinget måge og 2 2K gråmåger.
Bemærk proportionerne og størrelsen på disse to udvalgte fugle fra idag. Der er dæleme ikke tale om normale hvidvingede måger!



torsdag den 23. februar 2012

Hirtshals mågerne

I løbet af uge 7 så jeg ialt 7 forskellige "hvidvingede måge-typer" i Hirtshals. De præsenteres kort og godt nedenfor:
Fugl 1. En stor, mørkøjet 4K+ som var letgenkendelig pga. den sorte ring på næbbet. Bemærk svage mørke tegninger i P9 og P8.

Fugl 2. En ret stor 5K+ fugl, hvor jeg ikke kunne finde mørke tegninger i håndsvingfjer, hverken i felt eller på billeder. Bemærk mørk pigmentering i øjet.


Fugl 3. En 2K, typisk glaucoides dragtmæssigt. Fuglen virkede ret stor i felten.


Fugl 4. En 4K kumlieni som er velmarkeret og flot. Bemærk bl.a. mørktpigmenteret øje samt markant halebånd.


Fugl 5. En 3K (fuglen til højre) som var fint bygget og uden mørke tegninger i håndsvingfjerene. Bestemt til glaucoides. Fuglen til venstre bestemt til 3k kumlieni (se nedenfor).

Fugl 6. En 3K (fuglen til venstre) bestemt til kumlieni pga mørke tegninger i de yderste håndsvingfjer, kraftige proportioner og markant halebånd.


Fugl 7. En 5K+ som var stor, men hvorpå jeg ikke kunne finde mørke tegninger i håndsvingfjerene. Desværre ikke set optimalt, men virkede lysøjet. Jeg kan dog ikke udelukke mørke "peberkorn" i øjet, da fuglen sås på en vis afstand.

tirsdag den 21. februar 2012

Uge 7 var andet end studier af måger...

Vinterferien bød på en lang række observationer af spændende hvidvingede måger, kumlienstyper, gråmåger, viking-gull etc., men uge 7 gav også mulighed for fine gensyn med nonnestenpikkeren i Strandby samt to af de sidste toplærker i landet som holdt til nær Hirtshals Station.
Melormepikkeren fra Strandby. Bemærk fældningsgrænsen i de store dækfjer som godtgør en aldersbestemmelse til 2K.


Rubjerg Knude

Jeg havde fornøjelsen, sammen med familien, at ligge i sommerhus med smuk udsigt til Rubjerg Knude i hele uge 7. Lyset var flere dage fantastisk og gav knuden forskellige kontraster og farver. Billederne er henholdsvis taget klokken 9:31, 10:33, 14:44, 17:39 og 18:17.

lørdag den 18. februar 2012

Pretty damn close...

Jeg har tilbragt den seneste uge i sommerhus i Lønstrup. Det betød flere muligheder for at besøge Hirtshals Havn,  hvilket betød nærkontakt med flere kumliens- og hvidvingede måger (mere om disse i kommende indlæg), men også denne sølvmåge som i flere henseender er stærkt påmindende om amerikansk sølvmåge.
Bemærk f.eks. ensartet brun krop, stærkt- og tæt båndet undergump, lyst hoved i kontrast til brun krop, langt næb med tendens til tændstiktegning.
Deværre måtte overgumpen godt have været mere båndet og frem for alt måtte halebåndet rigtig meget gerne have været bredere!

fredag den 10. februar 2012

3K hvidvinget måge

Idag lykkedes det at finde en 3K hvidvinget måge (glaucoides) i Hanstholm. Proportionsmæssigt skilte den sig straks ud idet den var finere i bygning, lille og rundhovedet, ligesom næbproportioner var spinklere, i forhold til de to stationære lyse 3K kumliens måger.
Hvidvinget måge 3K glaucoides i forgrunden, med en af de to lyse 3k kumlieni som opholder sig i havnen. Bemærk slankere og mindre proportioner i alle henseender.
Ditto...

I flugt var den uden mørke tegninger i håndsvingfjerene, den var lang- og slankvinget og så var halebåndet knap så prominent som på de stedlige kumlieni.

3K glaucoides. Bemærk hvide håndsvingfjersspidser, slanke proportioner og begrænset halebånd.

2K glaucoides, er jeg blevet overbevist om på grund af størrelse, proportioner, ikke prominet halebånd samt markeringer i hånden som fint kan sidde på en glaucoides.

De 2 lyse kumlieni, hvoraf den ene er meget svagt markeret i hånden.


Kumlieni-grafitti.

Brunos måge pp.

 En anden (ny?) 4K - og fint bygget kumlieni.

gull-research.org lukket ned

Flere har kommenteret at det ikke er muligt at besøge hjemmesiden som jeg henviser og referer til i seneste indlæg vedrørende kumliens måger. Det skyldes at den er lukket ned. Det sker på grundlag af at billederne ikke er blevet gransket af alle redaktører og dermed er man ikke sikker på at alle er enige i bestemmelserne af de fotograferede fugle. Peter H. Kristensen konfronterede bl.a. Peter Adriaens med at de var ved at sætte nye standarder for bestemmelse af hvidvinget måge, hvortil han svarede at gull-research.org endnu ikke var en officiel hjemmeside og derfor, inden det gik alt for galt, fik lukket hjemmesiden ned. Det bliver spændende at se, hvad de er blevet enige om når den engang lukker op igen. Det er i al fald en rigtig god ide der ligger bag hjemmesiden og jeg ser meget frem til genåbningen.

torsdag den 9. februar 2012

Hvad er kumliens egentlig for noget???

Kumliens måge - hvor lidt eller hvor meget skal der til?
Denne vinters invasion af hvidvinget måge og kumliens måge i Nordatlanten har rejst en lang række spørgsmål og udfordringer. Det vidner diskussionerne på http://www.netfugl.dk/ om. De der har ytret sig fra Danmark har påpeget at de hvidvingede måger har set usædvanlige ud i forhold til hvad man normalt ser og argumenteret for at fuglene med mørke tegninger i de yderste håndsvingfjer har været kumlieni. For mit eget vedkommende har det bundet i at jeg har været overbevist om at kumlieni er en hybridform og derfor stærkt variabel. Bl.a. kan jeg huske at svenskerne havde en tilbagevendende fugl i Varberg som viste begrænsede mørke tegninger i håndsvingfjerene. Den blev godkendt som kumlieni med begrundelsen at der var tale om en hybridpopulation og hvor selv meget lidt mørkt i håndsvingfjerene godtgjorde kumlieni.
Især derfor har jeg personligt grebet de danske fugle, som jeg har set, an med baggrund i dette argument.
På Færøerne har de grebet det anderledes an, her arbejder man ud fra at kumlieni er en race, hvor der skal en række kriterier til for at godtgøre en bestemmelse til kumlieni, bl.a. omfanget af - og formen på det mørke i håndsvingfjerene. Dette bl.a. med udgangspunkt i hjemmesiden http://gull-research.org/ som bl.a. huser interessante artikler og billeder af de forskellige aldersgrupper hos hvidvinget måge og kumliens måge.
Tryk på rubrikken PDF´s og man vil kunne læse bl.a. AERC TAC´s anbefalinger (som dog er lidt forvirrende) samt en artikel af David Boertmann http://gull-research.org/glaucoides/pdf/boertmann.html som er særdeles interessant.
Diskussionen har båret præg af at vi har talt to forskellige sprog. Groft opsummeret har vi der har deltaget i Danmark regnet kumlieni for en hybrid og på Færøerne for en race. Det betyder at det er meget svært at blive enige.
For mit eget vedkommende har det været "helt sort" at man har snakket om mørke immature hvidvingede måger, hvor mørke pletter i håndsvingfjerene er tilladt og indenfor variationen hos glaucoides. Hvad der yderligere er "sort" og forvirrende er at man på hjemmesiden finder et glimrende galleri af både glaucoides og kumlieni i forskellige aldersgrupper. Et galleri der ville være guld værd. Imidlertid er det umiddelbart mere forvirrende, da mørke fugle benævnes glaucoides som f.eks. denne:
http://gull-research.org/glaucoides/glauc3cy/3cyjang009.html
hvilket er højst overraskende i min verden.
Yderligere ses flere eksempler som benævnes glaucoides, hvor man kan finde identiske og endda lysere fugle som er benævnt kumlieni! Forskellen er blot at den ene part af billederne er taget i Skotland og den anden på New Foundland! Kig i gallerierne og døm selv:
http://gull-research.org/glaucoides/2cyjanfebr.html
http://gull-research.org/glaucoides/3cyjanfebr.html
Skotten Chris Gibbins bruger som argument, citat:
"But these darker birds are simply at the end of a continuum, and I see too many 'dark' 2nd winter birds in Scotland (relative to other age groups) to imagine they can all be kumlieni".
Det samme gjorde sig gældende i starten af invasionen på Færøerne, hvor der blev sagt noget i retning af at det ikke kunne passe at der var SÅ mange kumlieni.
Jeg spørger bare: Hvorfor ikke? Såvel de hvidvingede som kumliens kommer fra næsten samme område af verden. I år, tror jeg, vi oplever en invasion, uden sidestykke af kumliens måger og fordi kumliens, af nogle, bliver behandlet som en race og mørkttegnede fugle regnes for variation indenfor hvidvinget måge, er der risiko for at invasionens sande omfang, bliver fortyndet.

Det er en fact at vi i Danmark lige nu oplever afvigende hvidvingede måger
  • Der viser afvigende mørke tegninger i håndsvingfjerene.
  • Der har et andet jizz end normale hvidvingede måger. Således er de store, mere grove og med mere kantet hovedform.
  • De fremviser markante halebånd.
  • Flere optæder med mørke øjne, bl.a. i adult dragt. 


Kumliens måger - de er store, grove, kantede og viser mørke tegninger i håndsvingfjerene.
Tilbage står spørgsmålet om, hvad kumlieni dækker over. Spørgsmålet er om der stadig er tale om hybrider mellem thayers måge og hvidvinget måge eller om det nu er mere kumliens måger som yngler med thayers måge - eller ligefrem kumliens måge som yngler med hvidvinget måge. Alle tre modeller er vel mulige og sandsynlige, men de senere år har der måske været mest sandsynlighed for de to sidstnævnte modeller, da thayers sandsynligvis ikke længere yngler i Grønland og hvidvinget måge ikke i Canada. Om man kan tillade sig at kalde alle disse typer for kumliens måge, er et stort spørgsmål. Personligt tror jeg i al fald ikke på at hvidvinget måge varierer så meget som http://gull-research.org/ lægger op og blandt de mange hvidvingede måger er der en væsentlig del "kumlieni"-typer, hvad det så end dækker præcist over. Ved at studere bøger og gallerier er der dog ingen tvivl om at de også ser typer svarende til mange af de danske fugle på New Foundland, hvor de uden besvær kaldes kumlieni.




Der er i virkeligheden behov for en artikel og nærmere opklaring af hvordan hvidvinget måge (glaucoides) ser ud i alle dragter!