søndag den 9. marts 2014

Stellers Havørn

Der blev i forgårs claimet en Stellers Havørn fra Lille Vildmose. Det var en melding der hævede mine øjenbryn noget og jeg overvejede straks en søndagstur derud.
Da jeg så billederne blev jeg imidlertid lidt skuffet. Jeg syntes billederne sagde havørn, dog måske en lidt usædvanlig immature havørn med helt gult næb som måske virkede stort, men ikke stort nok. Halen så endvidere kort ud og så manglede der nogle hvide felter i undervingen.
En række billeder af stellers havørn i forskellige aldre kan ses her:

Samtidig fik billederne mig til at tænke på en fugl jeg fotograferede i Vejlerne den 24. februar og da jeg sammenlignede den med fuglen fra Lille Vildmose, viste det sig at det må være samme fugl. Tjek de to billeder herunder af Vejlerfuglen.

Det viste blot igen, hvor forskelligt vi ser billeder og hvor forskelligt førsteindtryk dannes udfra forskellige associationer.
Havørnen fra Vejlerne, bemærk det helt gule næb som er usædvanligt i forhold til dragten i øvrigt. Sammenligner man med fuglen fra Vildmosen er dragten identisk, hvilket taler for at der er tale om een og samme fugl.


Vejlerne i øvrigt byder i øjeblikket på mange fugle. Vandstanden er endnu høj, særligt i de Vestlige Vejler og der er mange svømmeænder og gæs i området. Igår blev de første klyder set og arter som rørdrum (paukende), gråstrubede lappedykkere, hættemåger m.m. bliver mere og mere talrige.
En stor flok snespurve raster i øjeblikket på Bygholmengen (op til 240) og på de fugtige enge er også skærpibere talrige nu.
Gæssene fylder meget i landskaberne og de bliver naturligvis tjekket for sjældnere arter. Her og der findes tundrasædgæs og på billederne herunder ses en som rastede ved Arup Vejle forleden.