tirsdag den 21. juni 2011

Godt nyt fra Brushanefronten.

De sidste par år har vi gennemført en tredie enggennemgang på Bygholmengen for at få bedre styr på Brushanerne som er kendt for at yngle sent. Ynglebestanden vurderes på baggrund af observerede hunner med noter om deres adfærd. Hidtil havde vi kun registreret 2 hunner i år, men denne tredie enggennemgang gav hele 10 hunner! Det er en markant fremgang og er meget overraskende i forhold til årets tidligere observationer samt ikke mindst den generelle tendens for bestandsudviklingen.
Yngleplads for Brushane på Bygholmengen. Vegetationshøjden er ca. 30 cm.

Nærbillede af vegetationen, opvoksende tagrør på sjappet våd græsbund.

Luskende Brushøne.

ebird

DOFbasen på amerikansk, eller noget der ligner.
Prøv at chekke ebird på http://www.ebird.com/ og se de mange features, f.eks. animated occurence maps, hvilke er ret fantastiske (se et eksempel her: http://ebird.org/content/ebird/about/occurrence-maps/blackpoll-warbler ).

Sandternerne præderet?

Jeg var igår på Agger Tange for at følge op på Sandternesituationen. Det så ikke for godt ud. Særligt ikke da jeg pludselig så en Svartbag som var på rov og fløj væk fra øen med en ubestemt unge i næbbet. Den landede på naboøen og hakkede ofret ihjel. Det der var fouroligende varat begge Sandterner i lang tid lavede udfald mod Svartbagen i form af aggressive styrtdyk i nok 10 minutter. Kun en Klyde hjalp lidt til, men det var kortvarigt og adfærden tyder på at det var en Sandterneunge der røg...
Endnu mere fouroligende var det da begge Sandterner, en halv time senere, sammen fløj målrettet nordpå. Havde der endnu været en unge på øen ville begge fugle ikke forlade stedet og jeg tror desværre at Sandternerne har opgivet for i år, sandsynligvis pga. prædation.

mandag den 13. juni 2011

Sandternerne har fået unger!

Jeg var igår på Agger Tange, primært for at følge op på Sandternesituationen. Først og fremmest var det påfaldende at Splitternerne for alvor er rykket ind og en fintælling afslørede 1070 fugle, svarende til 749 par, når men benytter omregningsfaktoren på 0,7.
Sandternerne var på plads; en rugende fugl og magen som vagtpost ved siden af. Alt var som det skulle være. Fedt. Efter et stykke tid viste der sig imidlertid to lystbrunlige pull tæt op ad den rugende fugl. De tussede lidt rundt, med forældrefuglene som tætte oppassere og indimellem fik de tilsyneladende nogle små fødeemner af forældrefuglene. Det viste sig at de faktisk kom noget omkring og havde vandret små 15 meter fra redestedet da jeg ca. en time senere opsøgte stedet igen. Der er i sandhed tale om en dyr obs, da der jo nok er tale om det eneste sikre ynglepar i Danmark p.t.
Ellers er det jo glædeligt at opleve et sundt engfuglesamfund som jo er et meget sjældent syn i Danmark. Store mængder af Klydeunger, rugende terner og jamrende Viber og Kobbersnepper der sender måger og Rørhøge på porten i fællesskab. Naturstyelsen kan virkelig være stolte over forvaltningen på Agger Tange.

torsdag den 9. juni 2011

Bulbjergs ynglefugle.

I forgårs gik jeg en tur langs med Bulbjerg og Troldsting for at få styr på en række af områdets ynglefugle. Jeg var specielt interesseret i arter som Sortstrubet Bynkefugl og Rødrygget Tornskade, men dækkede i øvrigt alle syngende småfugle.
Ialt 3 par af Sortstrubet Bynkefugl og 8 par Rødrygget Tornskade yngler derude i år, hvilket er pænt. Derudover bl.a. 2 syngende Bynkefugle, 16 Tornsangere, 3 Gøge, 5 Skovpibere, 11 Gulspurve samt 1 Gærdesanger. 1 Karmindompap trak øst.

Sjældne og lokale orkideer.

Takket være hjælp fra lokale Albert Schmidt samt, den altid omkringstrejfende, Jørgen Munck Petersen fik jeg i Store Bededagsferien set et par lokale orkidespecialiteter, bl.a. på Bulbjerg og i Hjardemål Klit området. Tak til begge for oplysninger og guidning.
Koralrod, Bulbjerg.

Thygøgeurt, Hjardemål Klit.
 

Pas på undervingerne...

Fotos bliver ofte fremstillet som korrekte gengivelser af hvordan udseendet er på f.eks. en fugl. Imidlertid mener jeg at det er meget, meget vigtigt også at lade kikkerten tale og, ved selvsyn, at danne indtryk af karakterer og farver. Grå undervinger på en hjejle, bør betyde tundrahjejle, og jeg har været med i diskussioner om mulige tundrahjejler pga. et billede af en fugl, der i proportioner er en almindelig hjejle men som, på billedet, viser grå undervinger!
Imidlertid handler det om vinkler og på nogle billeder tænker man at undervingen må være korrekt belyst da flanken også er oplyst. Hmm, ja - det er vitterligt svært at modargumentere, men de to nedenstående billeder viser imidlertid det modsatte.
Bemærk især de to fugle i nederste venstre hjørne, hvordan deres undervinger ændrer udseende radikalt, hvilket er højst overraskende, men ikke desto mindre interessant og tankevækkende...

Hjejler, Arup Vejle, 30. maj 2011.

tirsdag den 7. juni 2011

Sortårede Hvidvinger.

Jeg var idag ude ved Tømmerby Fjord for at få styr på vandstanden. Derude bliver jeg opmærksom på mine første tre Sortårede Hvidvinger i år. Det får mig til at køre til Skårup Odde i håbet om at se flere. Det var helt vildt.
Overalt var der Sortårede Hvidvinger og jeg vurderer at der var tale om 2-300 eksemplarer derude. De sad overalt, de fløj overalt og indimellem var der gang i vilde parringer, hvilket gav nogle ret vilde mønstre midt i alle blomsterne.




Violetrandet Ildfugl.

mandag den 6. juni 2011

En hyldest til høvederne...

Takket være disse prægtige dyr fremstår en stor del af Vejlernes enge velplejede og åbne. Tidligere tilgroede partier ved bl.a. Arup Vejle og Østerild Fjord er nu potentielle ynglepladser for engryler, store kobbersnepper, brushøns, etc...
Nu mangler vi bare fuglene, men det er ikke høvedernes skyld.
Driftlederen fortalte forleden den dystre fact at kun 250 høveder lukkes ud på Bygholm Vejle i år. Det er blot ca. halvdelen af hvad der er nødvendigt for at holde tilgroningen i ave. En træls melding, så vi må håbe de ansvarlige for området har en Plan B klar til at redde situationen.



Der er endnu liv i Skestorkene.


Forleden skrev jeg et indlæg om at der tilsyneladende blot var en rugende Skestork tilbage. Imidlertid chekkede jeg op på det igen og det viste sig at det blot handler om at vegetationene på Melsig nu er så høj at det er svært at følge med i, hvad der foregår derude.
Jeg så således flere fugle ankomme med grene i næbbet og aflevere det til den rugende mage, der kun akkurat var synlig da et hoved og næb stak op fra vegetationen. I alt kunne jeg konstatere minimum 6 redepladser derude endnu.

Skestork for sjov...

tirsdag den 31. maj 2011

Sandternen yngler igen på Agger Tange!


Carsten Krog pedersen og jeg opsøgte idag Agger Tange. For nylig så Jens Frimer Andersen minimum 1 Sandterne dernede og formålet var idag at prøve at lokalisere et evt. par.
Ynglepladsen fra sidste år, kan overskues tidligt om morgenen, men det kræver et zoomokular. Ynglepladsen er en sand perle, med bl.a. 109 rugende Havterner, 155 rugende Klyder (optalt tidligere i maj), 231 par Hættemåger, 1 par Sandterne og så er 140 Splitterner ved at etablere sig.
Vejret var ret diset, så da jeg finder 2 fugle, hvor den ene ruger og den anden går rundt og hakker i jorden (ærligt - sådan så det ud) vækkes mistanken. De befinder sig lidt væk fra forsamlingen af Splitterner og vi er ret sikre på at det vitterligt er Sandterner. Da jeg lige skal rykke teleskopet lidt forsvinder den aktive fugl i mellemtiden. Det var meget frustrerende og jeg leder febrilsk indtil Carsten meget befriende råber: Sandterne!
Og dér langs vejen flyver den nu rundt og fouragerer og vi ser den drømmegodt, bl.a. er den nede at stå på vejen på et tidspunkt.
Senere ser vi den vende tilbage til ynglepladsen og på et tidspunkt rejser den rugende fugl sig, drejer rundt om sig selv, nusser lidt med reden og lægger sig igen med vuggende bevægelser. Den trykker sig tydeligvis godt ned over nogle æg.
Fantastisk!
At Sandterne er vendt tilbage som ynglefugl i Nordjylland er en meget stor overraskelse. At det sker på Agger Tange er sikkert ikke helt tilfældigt, da man hér har arbejdet meget målrettet med en engfuglepleje, der har resulteret i en optimal græsning og god vandstand på engene år efter år. Der er tale om et meget flot arbejde som burde virke som forbillede for mange af de øvrige vigtige engfugleområder, bl.a. i Vejlerne.
De ynglende Sandterner blev idag meldt ud på Dofcall, men først efter at have snakket med Naturstyrelsen.

søndag den 29. maj 2011

Hvidvinget Måge i Vejlerne!


Det kan åbenbart godt betale sig at tjekke måger endnu... Idag var jeg så heldig at finde en Hvidvinget Måge på en tilfældig mark langs Østerild Fjord. Først blev jeg lidt bange og tænkte at det nok var en hvid Sølvmåge, men i scopet så proportionerne udmærkede ud, ligesom næbbet - og da den viste undergumpen afslørede den en typisk tætstribet en af slagsen.
Dermed var Vejlernes 3. fund en realitet og tillige en ny vejlerart for u.t.

Bemærk tætstribet undergump.

lørdag den 28. maj 2011

Sandterner

Jeg var så heldig at observere et par Sandterner på Bygholmengen igår. Egentlig var jeg taget ud i håb om at se parret af Hvidbrystet Præstekrave igen, men forholdene var næsten umulige at arbejde med, især på grund af en kraftig vind fra vest. Det er da jeg holder på p-pladsen ved midtsøen at jeg opdager et par større terner tæt på dæmningen som er på vej østpå. Det kraftige indtryk er ret slående. De flyver tæt sammen og flere gange vender de op mod vinden, hvor den ensartede grå overside som går ned på overgumpen ses, ligesom det kraftige hoved og korte kraftige helt sorte næb. Jeg springer ud af bilen og får scope på dem og får bekræftet, hvad jeg har set i håndkikkert, samt en smal sort bagkant på hånden.
De fortsætter hurtigt mod øst, og jeg beslutter mig for at opsøge dem, ved at køre hurtigt mod østsøen. Da jeg når frem kan jeg ikke finde dem, desværre.
Det er tredie observation i området i maj måned. Første obs var på Bulbjerg den 8. maj (Tonny Ravn Kristensen), hvor 2 fugle raster kortvarigt inden de trækker øst. Anden obs skete fra Kraptårnet den 14. maj hvor 2 fugle trækker målrettet langs med Krapdiget (Tim Andersen og Stig "Orientsejler" Kjærgaard Rasmussen) og så nu denne obs.
Det er sandsynligt at der er tale om samme fugle og adfærden kan tolkes som et par der er på udkig efter en egnet yngleplads i området.
I 1960erne og -70erne var ynglefugle fra Limfjordsøerne i Nibe Bredning kendt for fourageringstræk til både Bulbjerg og Vejlerne (iflg. Rune Sø Neergaard), men da der stadig er tale om to fugle der flyver sammen kan der ikke være tale om et etableret par.
Der kan kun lyde en opfordring til at man holder godt øje med Sandterner i området omkring Limfjorden i det næste stykke tid.

fredag den 27. maj 2011

Ynglenyt fra Vejlerne

Det er i høj grad yngletid, og de seneste nyheder er bl.a., at en adult Dværgmåge lettede kortvarigt fra Hættemågekolonien i Kogleaks for hurtigt at dumpe ned igen, samme sted. Det tyder på, at der er et ynglepar derude. Tallene af Sortterner antyder 26 ynglepar, alle i Kogleakssøen.
Desværre har mange af vores ynglende Skestorke opgivet, eller også er de blevet præderet. Et tjek idag afslørede blot een sikker, rugende fugl. For ca. 14 dage siden var der otte.
De meget tørre forhold på engene betyder desværre at bestandene af Klyde og Havterne er helt i bund med meget få par af hver art. Flere og flere opgiver og senest har alle Fjordterner i Vestsøen på Bygholmengen opgivet.
Nu venter vi bare på at komme igang med næste runde enggennemgange, så vi kan få klarhed over de resterende engfugle, dvs. Rødben, Brushane og Engryle. Brushanes status ser skidt ud, med blot 3 kæmpende hanner på Bygholmengen...

tirsdag den 17. maj 2011

Hvidskægget Sanger

Finregn i Vejlerne, chek af Skestorke, lidt Hjejler etc.
Men den Hvidskæggede Sanger som havde holdt til et par dage ved Bækbygård Strand trak meget i mig...
Dels er det en art jeg ikke har set voldsomt mange af og dels har jeg ikke set den i Danmark siden 1993. Fristelsen vandt og jeg satte kursen mod Bækbygård Strand.
Det fortrød jeg ikke. Fuglen var pp i det lille krat på parkeringspladsen og den næste times tid lavede den flot opvisning på nært hold, meget syngende og efterhånden også kaldende. Særligt sidsnævnte var jeg meget interesseret i da der har været ytringer fremme om racen moltoni. Imidlertid kaldte denne fugl med ret lavmælte "tek" kald, enkeltvis. Dette sammenholdt med det smalle skæg gør at der må være tale om en cantillans - og en 2K pga. 2 forskellige aldre fjer i vingen.
Sangen var også ret lavmælt, torniriskagtig og med indslag af syngende landsvale. Fed obs. der var køreturen værd!




To generationer af fjer gør fuglen til en 2K.