Sortstrubet Drossel

Hans Henrik Larsen fra Hjørring var i forgårs så venlig at finde Vejlernes første sortstrubede drossel på Lund Fjord Vej. Fuglen har de seneste tre dage været et tilløbsstykke og med tålmodighed er der gode chancer for at se fuglen rigtig godt.
Den sortstrubede drossel lukker et meget fint år, raritetsmæssigt, i Vejlerne. Det er således blevet til gode fugle som jagtfalk, amerikansk krikand, rødhalset gås, 3 grønlandske blisgæs, sandterne, hvidskægget terne, lundsanger, 2 nathejrer, sibirisk hjejle udover den sortstrubede drossel i løbet af året.

Vejler nedfrysning

Holmtange lagunen.

 



 

Holmtangelagunen.

 

Vejlerne er nedfrosset. Kun Limfjorden holder pæne partier åbne, ligesom Lønnerup Fjord, der holdes "i live" af lune kildevæld. Det er også de eneste steder man kan gå efter for at finde lidt vandfugle, men der er ikke synderligt mange af dem.
Det er lidt mere spændede at opsøge kanaler og kildevæld. Her er der cahance for at se vandrikser, rørdrum og bjergpibere og på nogle af strandengsarealerne kan man også være heldig at se bjerglærker.
Til gengæld kan man som fotograf glæde sig over det smukke lys der er visse dage samt nyde de mange småfugle på foderbrættet.

Bjergpiber.

Vandrikse.

Bjerglærke.

Bygholm Vejle.

Amtoft Vig, med Livø og Fur i baggrunden.

Rådyr.

Silkehale (og sjagger).

Silkehaler.






 



Mulig amerikansk sølvmåge eller blot argenteus?

Jeg var idag i Hanstholm (bl.a.) hvor mange måger var i havn, sandsynligvis på grund af det ret heftige snevejr.
Ved cafeteriabassinet faldt jeg over denne fugl:

Det hele handler om tredie fugl fra venstre. Bemærk stor størrelse, kraftigt markeret hoved og hals, lysere grå overside og små hvide pletter i håndsvingfjerene.



Egentlig opdagede jeg den i forbindelse med at noget is blev hældt i bassinet af en truck og straks studsede jeg over graden af markeringer i hovedet, og da den lettede, hvor sort den virkede i hånden. Den stillede sig på et tag, hvor jeg noterede mig, hvad der svarer til billedteksten ovenfor. Min mistanke om en mulig adult amerikansk sølvmåge var vakt og foreløbig levede den op til hvad jeg mente at kunne huske.

 

 

Bemærk graden af - og hvor grove markeringer den har i hovedet, nakken og på halssiderne.

 

Jeg holdt mig klar til at dokumentere vingespidsen ved en eventuel opflyvning, da jeg, som sagt, allerede havde studset over dens udseende. Desværre lettede den ret umotiveret, men det lykkedes mig at få en række flugtskud, hvor man kan se håndens tegninger. Jeg vidste at amerikansk sølvmåge  skal fremvise et sort bånd i P5, hvilket argentatus normalt ikke viser, og min mistanke blev yderligere styrket da jeg kunne konstatere at den havde bånd i P5. Hvad der var yderligere interessant var at den kun viste en lille hvid plet i P10, hvilket er afvigende i forhold til argentatus sølvmåge. Jeg kunne på stående fod ikke nøjagtig huske, hvordan amerikansk sølvmåges tegninger i de yderste håndsvingfjer, men ved bogstudier ved hjemkomst, så det ud til at passe godt, især på fugle fra den vestlige del af udbredelsen.

 

  



 

Bemærk mørkt bånd på P5 samt isoleret hvid plet i P10.

 

Jeg må indrømme at jeg troede at jeg havde den rigtige kombination af karakterer til endelig at kunne godtgøre en sikker amerikansk sølvmåge.

Jeg kontaktede flere nordjyske ornitologer samt Kent Olsen og Peter Adriaens som var hurtige til at svare.

Både Kent og Peter Adriaens syntes afgjort at den så spændende ud, men især Adriaens gjorde opmærksom på at fugle i den alder, på denne side af Atlanten skal fremvise en lys kile i inderfanen på P10 på undersiden af hånden. Altså en karakter der er svær at dokumentere og som der bør arbejdes på, hvis fuglen genfindes.

Kent var så venlig at henvise til dette link: http://www.cvlbirding.co.uk/kev/ahg.html hvor en fugl fra Irland bliver diskuteret, men som heller ikke har en inderfane på undersiden af P10 som er lige i øjet (iflg. Adriaens). Tjek dette link og læs kommentarerne, det er interessant.

Jeg har tilsyneladende dokumenteret på billedet herunder at der ikke er en lys kile på inderfanen af P10s underside, men det vil være ønskværdigt med bedre fotos.

Karakteren virker til at variere i udbredelsen  fra øst til vest, hvor de vestlige tilsyneladende har de korteste kiler og det er i den forbindelse interessant at vingetegningen i øvrigt passer bedst på en vestlig amerikansk sølvmåge.

 

 

Der er tilsyneladende ikke en lys kile i inderfanen på P10.

 

 

Muligheden for en argenteus, som netop har en lysere overside end argentatus og kan have en lignende vingetegning, er naturligvis til stede, men fuglens størrelse og generelle jizz virker ikke helt rigtigt til en typisk argenteus, som er beskrevet som mindre og mere rundhovedede end argentatus. Imidlertid er jeg, torsdag morgen, blevet gjort opmærksom på at fuglen som bliver linket til i dette indlæg,  blev bestemt til amerikansk sølvmåge i felten, men DNA-analyser af en smidt fjer fra fuglen viste sig at minde mest om argenteus! Det ændrer mit syn meget på mågen, hvor jeg igår aftes forbeholdte mig retten til at være forbeholden overfor hvor udbredt den lyse kile i undersiden af P10 er på nordvestlige - og vestlige fugle til at acceptere karakteren fuldt ud som et minimumskrav på adulte fugle på denne side af Atlanten. Derfor har jeg ændret på overskriften af dette indlæg fra igår til idag.

Jeg kan alligevel kun opfordre folk til at opsøge havnen og prøve denne spændende fugl af og få bedre dokumentation.


 



 

 

 



Dværgcanadagås m.m.

Tog ud i den stille, regnfulde morgen for at nyde Vejlerne. Egentlig var det tanken at prøve at finde den rødhalsede gås som sås for nylig i en stor bramgåseflok øst for Vejlerne og strategien var at prøve at gennemsøge flokkene inden de fløj ud fra overnatning. Bygholm Vejle modtager overnattende gæs fra et stort opland og er et flot skue som skal anbefales varmt at tage ud at opleve på ved indflyvning og ved udflyvning.
Bramgæssene var repræsenteret flot og med et par store flokke tæt på dæmningen. Gennemsøgningen kunne heldigvis foregå grundigt da både lys og observationsforhold var optimale.
Der var ikke noget der tydede på at den rødhalsede var til stede, men til gengæld fandt jeg en meget fin dværgcanadagås. Den havde ikke ringe på benene og kropsfarven virkede meget gråbrun, men når den sås direkte forfra var brystfarven varmt kastaniebrun i indtrykket. Overgangen fra hals til bryst virkede ret diffus, set fra siden, men mere tydelig forfra og der var helt sikkert ikke en hvid stribe ved overgangen.

Find Holger... taget med ISO2400 på grund af det lave morgenlys...

I sandhed en dværg-canadagås.


 

Bygholm Vejle var derudover også meget underholdende med mængder af svømmeænder (5030 krikænder, 240 skeænder, 60 spidsænder og 740 pibeænder), hele 4 vandrefalke, hvoraf de to, en adult og en 1K, slåssede i luften. Blandt gæssene også to tundrasædgæs og slutteligt en fed stor tornskade i Han Vejle.

 Aggressiv akrobatik.

 





Godlewskii

Jeg havde den fornøjelse, i søndags, at opleve Mongolsk Piber i Skagen. Der var dagen i forvejen meldt to fugle ud, men holdningen til en sikker bestemmelse var ret forskellig mellem de fuglekiggere der havde set dem. Fornemmelsen var hos de fleste, at  der var tale om mongolske pibere, men der herskede tillige et gran usikkerhed. Billeder som kunne ses på netfugl udløste kommentarer, som talte for mongolsk piber, og alt i alt bestemte jeg mig for at drage til Skagen for at tage bestemmelsesudfordringen op og prøve at se om man kunne bidrage til noget. Jeg følte mig rimeligt sikker på at der var tale om Mongolsk Piber, men synes også det var svært at blive helt sikker på billederne.
Jeg to derop med Rune ("Hulrune") Sø Neergaard og hans far Mogens.
Ved ankomst var flere lokale og tilrejsende birdere igang, men der gik det meste af en time før der endelig blev fundet en af de aktuelle fugle. Forholdene var dårlige på grund af en stærk blæst og på trods af at vi havde fuglen frit fremme (ganske vist på ret stor afstand) var det kun muligt at få et indtryk af jizz samt konstatere at issen var tætstribet og at ryggen var meget velmarkeret. Alt i alt var indtrykkene rigtig gode, men endnu var det svært at være helt sikker.
Kampen på bedre observationer fortsatte og vi kæmpede bravt, men vi blev ikke begunstiget af gode betingelser. Indtrykket af de mange flyvninger var ganske slående idet fuglen var tydeligt mere korthalet end vores normale indtryk af Storpiber - og efter et stykke tid hørte vi kaldet flere gange - noget jeg opfattede i retning af "chip", med en klang henad skovspurv og somme tider ret hurtigt gentaget to eller flere gange efter hinanden. Ikke en eneste gang hørtes et storpiberkald.
Ved to tilfælde så vi to identiske fugle, jizzmæssigt, flyve sammen, men desværre så vi dem ikke gå på jorden, hvor vi kunne have konstateret dragtkarakterer.



Imidlertid lykkes det ved et svineheld at have den ene fugl gående frit fremme i ca. 15 sekunder, hvor jeg fik fyret en del billeder af. Desværre var mit kamera indstillet forkert, hvorfor flere af billederne er let rystede, men alt i alt godtgjorde billederne en sikker bestemmelse til Mongolsk Piber.

Bemærk det "lille-næbbede", højbenede, korthalede og mere horisontale jizz.

Bemærk den meget markerede ryg, tætstribede isse og så kan man ane en ret kort bagklo.

Bemærk at halen virker kort og er løftet højt over jorden, samt at næbbet er højt ved basis og jævnt tilspidset.

Bemærk det distinkt tegnede bryst, den tætstribede isse, ret korte hale og varmt tonet underside.

Bemærk indtrykket af et lille næb, som er tilspidset samt de mellemste dækfjer med brede centre.

 

Alt i alt en rigtig fin dag med spændende bestemmelsesmæssige udfordringer som heldigvis blev løst tilfredsstillende. Virkelig en dag, hvor man lærte meget.

Nu er det ikke noget hemmelighed at jeg og Thomas Varto Nielsen claimede en Mongolsk Piber i Vejlerne tilbage i 1999.
Dengang bestemte vi den på baggrund af bl.a. varm underside, stribet ryg og isse, svag malarstribe, et kald som vi opfattede som svagere end hos Storpiber og så oplevede vi ikke halen som rigtig lang.
Senere måtte vi indse at der var tale om en storpiber, hvorfor den naturligvis blev forkastet som Mongolsk Piber, som den ellers oprindeligt var godkendt som.
At den var mere smånæbbet og med en varmt tonet underside i forhold til en "normal" richardi Storpiber vil jeg dog stadig holde fast i og jeg synes den er overordentlig interessant i forhold til bestemmelse af Mongolsk Piber, hvorfor jeg bringer billederne herunder. Alle billederne er taget af Thomas Varto Nielsen.
Bemærk i forhold til billederne af den aktuelle Mongolske Piber fra Skagen at:

- Den mørke streg over øjenbrynsstriben står frem som den tydeligste tegning på issen, hvilket er typisk for Storpiber.
- Næbbet er ganske vist ret lille i indtrykket, men man oplever det som for langt og ikke tilstrækkeligt højbaset og tilspidset.
- Ryggen er stribet, men ikke lige så markant og sort som hos Mongolsk Piber.
- Halen virker for lang i forhold til den aktuelle Mongolske Piber i Skagen og giver næsten indtryk af at den "slæber" henad jorden.
- Men bemærk også det generelle jizz som, på mig, endnu virker ganske smånæbbet, men hvor det generelle indtryk alligevel ikke er tilstækkeligt "småpiberagtigt" (sammenlign f.eks. med det øverste billede af Skagens aktuelle mongolske Piber). Bemærk imidlertid også den meget varmt tonede underside.

    

Borealis på museet...

I forbindelse med at jeg var hidkaldt til et foredrag i DOF om Svalbard, lagde jeg vejen forbi skindsamlingen på Zoologisk Museum for at kigge nærmere på forskelle mellem borealis og mollissima ederfugle.
Det var sjovt og spændende og forskellen i udbredelsen af befjeringen på næbbet ser ud til at holde som forskel på de to racer - og kan givetvis bruges til at adskille sikre fra eventuelle hybridtyper i fremtiden.

Mollissima øverst og borealis nederst. Bemærk forskellen i udbredelsen (og formen) på befjeringen på næbbet.

To mollissima. Bemærk at befjeringen når udfor ca. halvdelen af næseboret.

Borealis (øverst) og to mollissima. Denne borealis var den fugl, hvor befjeringen nåede længst ud i forhold til næseboret (er stadig indenfor den inderste trediedel).

Tre forskellige borealis. Bemærk variationen i formen på befjeringen på næbbet.

Fire mollissima.

 

Hvad der var yderligere interessant, var at karakteren tydeligvis gik igen på hunnerne, så f.eks. hvis en han borealis bliver fundet i selskab med en hun kunne man lige chekke karakteren på hunnen også(men få den lige fotodokumenteret ikk...).

Fire borealis hunner. Bemærk den korte befjering på næbbet, svarende til hannerne.

To mollissima (øverst) og borealis. Bemærk forskellen i befjering i udbredelse (og form).

Borealis igen

Jeg opsøgte idag borealis ederfuglen i Hanstholm Havn og var meget heldig idet den opholdte sig inde i selve havnen, hvorfor observationsforholdene var optimale. Karakterer som sejl, næbfarve og længden på den hvide befjering på næbbet kunne bekræftes.
Det var skægt at se, hvordan sejlene på ryggen ikke var at se i forbindelse med fouragering, men efter at den havde pudset fjerdragten i et stykke tid, poppede de ligeså fint op og var meget påfaldende.
Jeg kan kun opfordre folk til at opsøge den og opleve den, da den på alle måder lever op til en ren borealis.

På den fouragerende fugl var sejlene på ryggen ikke synlige.

...men efter fjerpleje, kløning, pudsning...

... og vingebask...

...poppede sejlene på ryggen ligeså fint op...

Hanstholms borealis

John Kyed har været så venlig at sende mig nogle billeder af den aktuelle ederfugl i Hanstholm som viser karakterer af racen borealis. Det lykkedes ham at få billeder af den sammen med en mollissima ederfugl, hvor man kan studere forskellene.

Hanstholms borealis. Bemærk sejl på ryggel, tydelig gul farve på næbbet samt at den hvide fjergrænse på næbbet stopper tæt udfor næseborets start.

Hanstholms borealis sammen med en mollissima. Borealis er højre fugl. Bemærk stærkere gul farve på næbbet samt at den hvide fjergrænse hos mollissima fuglen stopper udfor, hvad der svarer til halvdelen af næseboret - altså lidt længere ude end hos borealis. Tendensen til en mere lige sort kant under øjet på borealis-fuglen er ganske tydelig.

 Samme kommentar som ovenfor.

Bemærk at sejlene på ryggen ikke altid er tydelige. Fuglene ligger p.t. ofte og fouragerer aktivt på ydersiden af vestmolen, hvor de dykker aktivt, hvorfor der givetvis er længere perioder, hvor sejlene virker til at være "lagt ned".

Tak til John Kyed for billeder!