Ynglefuglearbejdet i Vejlerne kører derudad og med rimelige vejrudsigter har vi endnu ikke haft problemer med at få enggennemgange, natlyt, fjernkortlægninger etc. hjem.
Natlyt har på det seneste været ret godt og vi har nu en stationær savisanger som sidder i rørskoven i Selbjerg Vejle udfor landsbyen Skårup. Plettet Rørvagtel er foreløbig kortlagt med 13 forskellige fugle, hvor også Selbjerg Vejle er den bedste lokalitet og Skårup Odde, Skårup by og Lynge er de bedste steder at lytte fra.
Nattergal har et godt år, efter Vejlerforhold, med foreløbigt 6 forskellige og så kan vi glæde os over at Skestork yngler med et par.
Nu venter vi blot på at få styr på sortternerne og dværgmågerne (har parret sig igen idag).
Trækfugle er der ikke mange af, men de seneste dage har budt på flere flokke af nordtrækkende lysbugede knortegæs og så fandt jeg idag disse to snegæs, som sikkert er på vej til Norge.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar