Svalbard

Det er nu min fjerde sæson som guide på Svalbard for det svenske selskab PolarQuest og igen drog jeg derop med høje forventninger til nye arktiske eventyr i perioden ultimo juni-primo juli. Nogle tror nok at det bliver rutinepræget når man tager derop år efter år, ligesom naturoplevelserne bliver de samme. Imidlertid er der aldrig to ture som er ens. Vejret forandrer sig, issituationen er yderst variabel og man ved aldrig hvor man støder på det særlige dyre- og fugleliv. Det er en lige stor oplevelse hver gang og jeg ser allerede frem til at skulle derop igen 28. juli.
I år havde jeg på første tur selskab af min gode ven Jens Kristian Kjærgaard og vi havde besluttet os for at bruge et par dage omkring Longyearbyen, inden krydstogtets start.
Oven i købet gjorde vi Henrik F. Nielsen og Poul Holm Pedersen, med hustruer, selskab, da de var draget derop med foto for øje, inspireret af et af mine foredrag sidste vinter.
Det er sgu hyggeligt med kendte ansigter i gadebilledet, så langt væk hjemmefra.
I området omkring Longyearbyen gjorde vi det godt. Vejret var stille og vi kunne fint arbejde med fotos i forskelligt lys. Især brugte vi meget tid i Adventsdeltaet, men det var også utroligt godt i år. Jeg har ikke tidligere oplevet så mange thorshøns (i følge forskere yngler der 150 par i deltaet i år!) og så viste kongeederfuglene sig både parvis og i småflokke. Dertil så vi endda stribet ryle, hvidvinget måge og odinshane, hvilke alle er tilfældige gæster!
På andre tidspunkter arbejdede vi med søkongerne eller svalbardryperne og undervejs stødte vi på polarræve, kjover og endda to hvalrosser, hvilket er første gang jeg har truffet dem i Isfjorden.

Adventsdeltaet set fra et bjerg i bunden af Adventsdalen.

Thorshane fra Adventsdeltaet.

Svalbardrype, en særlig race af fjeldrype som forekommer på Svalbard og Franz Josef Land. Den er lidt større og har et mindre hoved end de Skandinaviske fjeldryper.

Snespurv er den eneste småfugl som yngler på Svalbard.

Hvidvinget måge, 2K, fåtallig gæst på Svalbard.

Odinshane var en overraskelse. Endnu en fåtallig gæst.

Kongeederfugl han. En del fugle sås i deltaet.

Vi var heldige at finde en meget tillidsfuld stribet ryle. Denne fugl må være en hun, men der gik rygter om et muligt ynglepar i år i Adventsdeltaet.

Søkongerne opleves meget flot på de stenede skråninger nær Bjørndalen, blot få kilometer fra Longyearbyen.

Thorshøne, ofte oplevede vi dem på ned til 2 meters afstand!

Thorshane (han), med sine mere diffuse aftegninger og mere stribede look.

Krydstogterne, hvorpå jeg arbejder som guide, er adgangen til Svalbards forskelligheder i natur, geologi, historie og kultur. Her får man hele pakken med de store pattedyr, gletchere, polarekspeditionernes udgangspunkter, hvalfangernes baser, gravpladser, fuglefjelde, pakis og meget andet. Jeg har altid sagt, at hvis man har lyst til at smage på naturen i højarktis kan man på egen hånd tage til Longyearbyen, hvor der er mange muligheder for næsten alle fuglearter, meget flora og tillige mange muligheder for vandringer, med eller uden guide. Vælger man at gøre vandringerne på egen hånd, skal man imidlertid medbringe en riffel.
Vil man derimod opleve alle aspekter af Svalbard skal man tage på krydstogt. Det er dyrt, men alle pengene værd. PolarQuest tilbyder kun mindre skibe med henholdsvis 12 og 53 passagerer, hvilket gør at alle får samme oplevelser og alle kan komme ud på samme tid.
Dette års ture var rigtigt gode. Vejret var godt med rolige vindforhold og masser af dyreliv. På de to ture jeg deltog på, så vi ialt 31 isbjørne, 7 blåhvaler, mange hvalrosser og mange gode fugle, med store oplevelser med ismåger, fuglefjelde, kongeederfugle og gode indslag med bl.a. sabinemåge og hvidvinget måge. Bjørnene gav helt specielle oplevelser og strategien var hele tiden at vi tager det roligt, opsøger dem, tager plads og lader dem komme til os, hvis de er interesserede. Det betød ofte nogle timers venten, men en venten der var spændende og intens, med hviskende tale og skudklare kameraer...
I pakisen fandt vi på begge ture flere bjørne og begge gange var de samlet omkring døde kadavre. På første tur var det en narhval de åd, på anden tur fandt vi aldrig ud af hvad de åd af. Strategien var klar i begge tilfælde. Vi lægger os ind i venteposition, venter og lader bjørnene styre det. På den måde oplever vi naturlig adfærd hos bjørnene, hvor nysgerrigheden er udtalt ved at de simpelthen opsøger skibene og ser os an. Nogle bjørne virker endda forædte og orker i virkeligheden ikke at rejse sig, men nøjes med at kigge op på os for derefter at lægge sig til at sove, trods nærheden til dem. Ved at udvise tålmodighed oplevede vi også adfærd og udtryk som næsten gav bjørnene personlighed. Det gjorde kun oplevelsen sjovere og bedre.
Alt i alt føler man bare det er et privilegium at opleve naturlig usky adfærd hos dyr. Det er ikke mange steder i verden man kan opleve det. Det udgør en kæmpe naturoplevelse som kun kan opnås ved at tage på disse krydstogter, hvor ekspertise og know-how hos kaptajner, ekspeditionsledere og guider gør det muligt. Det godtgør tillige en dyr pris, som til gengæld munder ud i disse unikke oplevelser. Som en gæst sagde: "Jeg har aldrig fortrudt at betale mange penge for en vare, da pris hænger sammen med kvalitet - til gengæld har jeg flere gange fortrudt at købe noget for billigt".

Flere blev overraskede over hvor lidt bjørnene fylder i Svalbards store landskaber.

Med tålmodig venten oplevede vi bjørnenes nysgerrighed. Det var ventetiden værd da det gav flotte næroplevelser.

Nogle gange helt tæt på!

At opleve isbjørne i pakisen udgør en naturoplevelse af de helt store. Det ser bare helt rigtigt ud!

Døde hvaler er et tilfældigt, men vigtigt supplement til isbjørnenes føde. Det er nemt tilgængeligt, skal ikke jages og der er masser af mad til at opbygge fedtreserver af. Er man så heldig at finde et sted med en død hval kan man ofte opleve flere bjørne sammen. Tillige oplever man mange fugle på sådanne pladser. Bemærk ismågerne, mellem gråmågerne.

Isbjørne er ofte solitære dyr, men ved ådsler af f.eks. hvaler kan man, som sagt, ofte opleve flere sammen. Det kan betyde stridigheder. Historien bag dette billede er at bjørnen til højre er lidt større end den anden. Den største var igang med at æde af den døde narhval, mens den anden nærmer sig. Den får imidlertid ikke lov til at komme helt derhen og det resulterer i en korporlig diskussion, hvor den mindre bjørn bliver sat på plads. Den store bjørn vender derefter tilbage til ådslet og æder videre, mens den mindre står tilbage med sænket hoved og ser på. Sådan står den i 10 minutter, hvorefter den, med forsigtige skridt, nærmer sig. Det tager flere minutter at komme derhen fordi den tager få skridt ad gangen, hele tiden med sænket hoved. Den når derhen, står endnu med sænket hoved, den store æder løs. Ligeså forsigtigt vover den mindre bjørn sig til en bid, så en til, og en til - og til sidst æder de stilfærdigt sammen. Det var tydeligt at den store helt klart skulle markere dens rolle og fortælle, meget tydeligt, at den anden, i det mindste, kunne spørge pænt om lov inden den begyndte at spise!

En anden bjørn i den flotte pakis.

Øjenkontakt!

De mange næroplevelser giver et væld af muligheder for at kigge længe og indgående på de enkelte bjørne. Nogle får næsten deres egen personlighed, gennem særlige ansigtsudtryk...

En bjørn der nyder sommersolen?

Godmorgen knægt!

Det er selvsagt ikke på hver tur vi får så fine bjørnemøder som disse billeder er eksempler på. Isbjørn er ubetinget det vigtigste for alle gæster på sådanne krydstogter og vi gør vores yderste for at opnå så gode oplevelser med dem som muligt. Der kan imidlertid forekomme ture, hvor der ikke ses isbjørn, men det er, 7-9-13, ikke sket endnu på nogle af de ture jeg har deltaget på.
Det er tydeligt at når vi har set første isbjørn, så er folk rigtigt klar til at opleve de andre ting som fugle, hvaler, Svalbards historie etc.
Og Svalbard har masser at byde på. Med bestande på 1 million par søkonger, 850.000 par polarlomvier og 270.000 par rider er øgruppens fuglefjelde ofte meget spektakulære. Hvaler byder på nogle ture på store oplevelser og så er øgruppen en slags "Cape Canaveral" for ekspeditioner med henblik på at nå Nordpolen som de første i perioden 1897-1928. Salomon August Andree, Walther Wellmann, Roald Amundsen og Umberto Nobile var vovehalsene med brug af luftballoner og luftskibe, hvor udgangspunktet var Svalbard. Deres baser besøger vi på de fleste ture. Som udgangspunkt er naturen på Svalbard det egentlige omdrejningspunkt, med vandringer på tundraen, Zodiac-cruises m.m., men i flere tilfælde tager disse daglige ture udgangspunkt på - eller tæt ved historiske pladser.

"There she blows!" - hval forude.

Begge mine ture bød på blåhvaler. I alt 7 eksemplarer, eller måske rettere, 7 observationer. Billeder af dem alle bliver sendt til en forsker på Island, med henblik på at hvert enkelt individ kan bestemmes. Nu må vi se.

Blåhvalens meget lille rygfinne er et godt kendetegn. Bemærk desuden den blålige farve og meleringerne i tegningerne.

Blot ca. 20% af alle blåhvaler viser deres hale når de dykker.

Denne var så venlig at gøre det 6 gange i den tid vi observerede den...

De generelt rolige vejrforhold som herskede i månedsskiftet juni-juli bød på flotte udsigter fra skibsrælingen.

Smeerenburggletcheren. 2100 gletchere findes på Svalbard og dækker 60% af det samlede areal.

Remmesæl, den næststørste sæl som forekommer almindeligt i området. Kun hvalros er større.

Barbeque på stranden i sorgfjorden. Vores gode skiw Stockholm ses i baggrunden. Alt tømmeret stammer fra Sibirien, hvorfra tømmer bliver transporteret på floderne. En del af det "stikker af", fryser fast i pakisen og bliver sidenhen sluppet igen for bl.a. at dukke op på Svalbards kyster.

Alkefjället i Hinlopenstrædet er et af de mest spektakulære fuglefjeld som jeg nogensinde har oplevet.

Polarlomvierne yngler tæt!

Og de spredt ynglende gråmåger tager deres del af kagen. Her er det gået ud over en ride.

Ismågerne er mere fredelige, men mister lidt af deres charme når man ser dem æde isbjørne- eller hvalroslort...

Her ses en 2K-fugl. Det er første gang jeg ser en 2K på Svalbard, de holder nok til længere ude i isen... Til højre en ride.

Den 28. juli tager jeg derop igen for at fungere som guide på et 10-dages krydstogt. Igen skal det ske på det lille skib Stockholm med blot 12 passagerer. Det er en tur, hvor der vil være særligt fokus på "wildlife", dvs. vi især skal bruge tiden på dyr og fugle.

En sikker publikumsfavorit er lunden som er ret fåtallig på øerne, med blot ca. 10.000 par.

Svalbardrensdyrene lever ofte på kanten af hvad der er muligt. Her et eksemplar på en meget stenet skråning i Raudfjorden. En hyppig dødsårsag skyldes at tænderne slides ned da de lever af den lave vegetation i stenet terræn. Når tænderne er slidt ned kan de ikke spise mere og dør dermed af sult eller fordi svækkede individer nu kan tages af en isbjørn. Raske og sunde rensdyr løber nemt fra en isbjørn og har reelt set ingen fjender (bortset fra isdække om vinteren).