Endelig kunne det lade sig gøre at komme afsted. Det var godt nok vireoens syvende dag på Mandø så det var lidt med en klump i halsen at man begav sig afsted sydover, i fint selskab med Peter Maura, KBC og SSC.
Det var hyggeligt og altid fedt at fylde en bil når man skal twitche da oplevelserne bliver fælles og delt, ligesom begejstringen, erfaringerne, snakken, sladderen og den obligatoriske hitøl efter turen.
Første forløsning skete da vi omkring Ribe får en melding om at vireoen er set. Dermed ved vi at fuglen er pp. og at der er grund til at vente, eventuelt resten af dagen, hvis vi ikke ser den hurtigt. Erfaringerne andre gjorde dagen i forvejen sidder i baghovedet, da den først viste sig 6 timer efter solopgang.
Da vi kører i land på Mandø ser vi dagens første gode fugl, en sølvhejre, og inde på øen ser vi ikke mindre end 7 rastende fjeldvåger, en stenpikker, flokke af gæs - og vi bliver tændte. Håbet bliver at finde vireoen hurtigt og så have tid til at se alt det andet.
Vi finder hurtigt stedet og slutter os til den lille gruppe af folk. Meldingen er at den har vist sig for 1½ minut siden og vi er klar. Efter blot to minutter popper den pludseligt op! Vi ser den kort men godt og er glade. Dagen er reddet og man begynder allerede at se frem til at kunne birde mere i området. Vi vil dog gerne se den igen, lidt bedre inden vi begiver os videre. Der er trods alt tale om en unik dansk oplevelse som fortjener en vis respekt, ligesom det er interessant at kunne studere den nærmere og måske få bedre billeder af den.
Der går det meste af en halv time før den viser sig igen. Denne gang endnu bedre og i længere tid, så vi får set undergump og næb bl.a. ligesom jeg får skudt disse billeder.
Det var fedt og vi begynder nu at dyrke Mandø et stykke tid. Krat bliver lusket, forlande bliver gennemgået og nylige opholdssteder for dværgværling og storpiber bliver forsøgt, desværre uden held. Den stærke blæst generer en del, men hvor der er læ er der fugle og vi ser lidt drosler, 2 gransangere og 8 bjerglærker. En vandrefalk får en stor flok bramgæs på vingerne. Desværre ser vi ikke jagtfalken som er blevet set dernede, bl.a. dagen i forvejen.
En brun løvsanger i Blåvand trækker især i KBC og SSC, hvilket vi forsøger, men krattet er tavst og efter et stykke tid beslutter Peter og jeg mig for at forsøge fuglekongesanger ved Skallingen. Heldigvis for det da den brune løvs aldrig viser sig, mens fuglekongesangeren er den bedste jeg nogensinde har set i Danmark. Man ser den drømmegodt, den fouragerer på smuk efterårsløv-farvet baggrund og så kalder den meget aktivt. Faktisk har vi aldrig før haft en så aktivt kaldende fuglekongesanger, hvilket også Henrik knudsen er enig i, da han slutter sig til, medbringende KBC og SSC.
Alt i alt en fantastisk afslutning på et vellykket twitch.
