Sibirisk gransanger

I mandags fandt jeg en sibirisk gransanger i buskene langs Øster Landkanal, altså inde i reservatet. Den sang, hvilket overraskede mig, og sangen var tillige spøjs. En vis "gransangerklang" var tydelig nok, men der var også noget langsom lundsanger over den. Kaldet var det velkendte kyllingekald og den kaldte meget flittigt og ytrede kun denne type kald. Udseende var også typisk: Distinkt øjenbrynsstribe i et ellers gråt helhedsindtryk af oversiden. Eneste grønlige var yderfanerne på svingfjerene. Undersiden var nærmest hvid og til denne stod de sorte ben og det helt sorte næb i tydelig kontrast. Jeg brugte ikke tiden på at få billeder af fuglen, men koncentrerede mig om at få optaget stemmen og sangen. Begge kan høres på min video på denne adresse:
https://www.youtube.com/watch?v=NFEaTRX3IWM

Ellers er det jo fedt at være tilbage i dette formidable vådområde. I øjeblikket kan man nyde rørskovens flotte farver og frøsætningen som i den grad får gang i store flokke af skægmejser. Mange steder kan man opleve den særegne "højflugt", hvor store og små flokke flyver højt til vejrs og derefter dumper ned igen i høj fart.

Rørskoven i efterårsflor.

Skægmejser i højflugt.

Ellers byder området i øjeblikket på meget store hjejleflokke flere steder i landskabet (forleden var der 21000 på Bygholmengen), sølvhejrer, pæne flokke af særligt bramgæs, rødhalset gås i området mellem Lønnerup Fjord og Sennels, en del vandrefalke og meget andet.

Bramgæs på Bygholmengen.

To sølvhejrer på morgenkvisten.

I Hanstholm har jeg lusket et par gange uden at se noget af betydning i fyrhaverne, men ved åen fandt jeg forleden en vandstær, hvilket ikke er hverdagskost og så var der gang i en sand sorthovedet måge bonanza ved Roshage i mandags. I alt 2 adulte, 3 2K og en 1K fouragerede i brændingen ved molen i mandags.

2 2K sorthovedede. Den flotteste dragt.

To hættemåger og adult sorthovedet måge.

Hættemåge og adult sorthovedet måge.

På togt i pakisen

Det er godt at være hjemme igen. Seks en halv uge på et russisk skib i den nordøstgrønlandske pakis kan mærkes. Det er godt at være sammen med familien igen, men også at være tilbage i det danske efterår samt at være tilbage i Vejlerne.
Egentlig føles det som om det er gået stærkt. i al fald nu hvor jeg er kommet hjem. Deroppe på skibet synes hjemkomsten, visse dage, uendeligt langt væk. Men når man er kommet hjem fokuserer man kun på det gode og så vælter det frem med stærke oplevelser.
Det er også ganske unikt dette med at have tilbragt så lang tid i isen og se den blive dannet, opleve den vandre og så opleve det supertilpassede fugle - og dyreliv. Isbjørnene som følger efter forekomsterne af sæler, de hvide jagtfalke som flyver mere end 160 kilometer ud til isen og jager andre fugle, de store ismågeflokke som følger iskanten på deres træk sydover osv. osv.

Ismåge i dens rette element. Løs pakis, langs iskanten.

Jeg startede togtet fra Longyearbyen på Svalbard, men fik en halv dag inden afgang, hvor jeg gik rundt og nød landskaberne med nysne. Det var den 3. september og jeg var ret overrasket over at finde ungefodrende havterner med store dununger, men også en juvenil thorshane, endnu med dun i hovedet.

Adventsdalen ved Longyearbyen på Svalbard den 3. september.

Juvenil thorshane nær Longyearbyen, 3. september.

Havternerne fodrede endnu unger den 3. september. Longyearbyen, Svalbard.

Sejladsen ud til projektområdet tog halvandet døgn. Undervejs så vi finhvaler, kaskelotter, en blåhval, tre hvidnæser og et par vågehvaler, mens fuglene blev domineret af søkonger, mallemukker, lunder, rider og gråmåger.

Mallemuk.

Blåst fra finhval.

Så snart vi mødte pakisen så vi de første ismåger og snart efter mødtes vi med det to skibe, hvor vi skulle arbejde. Jeg afløste bl.a. Troels Eske Ortvad og Thomas W. Johansen som begejstrede kunne berette om rosenmåge, 14 isbjørne og grønlandshval i løbet af deres måned. Der blev dermed sparket godt gang i forventningerne.
Vores arbejde bestod i at registrere og optælle fugle og pattedyr i de områder vi bevægede os i. Derudover skulle vi holde øje med at pattedyr ikke kom for tæt på det seismiske udstyr.
Altså var vores roller både som optællere og vagtposter.
Scenen med udbredt pakis blev hurtigt sat og det var en fantastisk kulisse som baggrund for de mange oplevelser. Mange af dagene havde vi travlt med registreringerne, andre dage så vi ikke meget. Nogle dage var det tæt tåge, andre dage knivskarp sigt.
Lyset var storartet mange dage og i pauserne mellem arbejdsopgaverne brugte jeg en del tid på at fotografere.

Scenen er sat: Isbjørn i pakisen.

Ismåger på isen.

Når mørket sænkede sig blev det rigtigt sjovt at fotografere...

1K ismåge i solnedgang.

Efter solnedgang blev himlens farve gengivet i vandet. Jeg har aldrig set noget lignende før!

Og når ismågerne flyver rundt med denne baggrund, bliver det ikke meget flottere.

1K ismåge.

Ride vs. ismåge.

Mørk mellemkjove.

Et stort højdepunkt for mig var mødet med de hvide jagtfalke. I alt 7 ex. blev det til. Fascinerende at de flyver langt væk fra land (min. 160 km) på jagt i isen.

Hvid jagtfalkeinfight!

Bjørn! Fedt.

Resultaterne af det lange togt var imponerende. Jeg havde aldrig troet at jeg skulle se 1700 ismåger, men det var hvad totalen lød på da jeg kom i land igen. Derudover bl.a. 27 isbjørne, 170 mellemkjover, 7 jagtfalke, en nordvesttrækkende sneugle samt vanvittige obs af to sydvesttrækkende fjeldryper (180 km fra land) og en sydtrækkende amerikansk blå kærhøg (1K), hvilket er første fund for Grønland.
Der var naturligvis mange sæler i isen, men den altdominerende art var klapmyds.
I starten af oktober var vi endda heldige at opleve nordlys flere aftener og nætter.

Året har godt nok budt på mange store og stærke oplevelser i Arktis. Både gennem arbejdet som guide på Svalbard og nu på efterårstogt i pakisen som observatør...

Vejlerne er sluppet...

Efteråret er gået igang. Jagtstart, traneovernatning, store hjejleflokke og småfuglestemmer i luften. Alt sammen sætter sit præg på oplevelserne man i øjeblikket kan få i Vejlerne.
Jeg selv har forladt skuden til fordel for et arktisk togt som skal vare et stykke ind i oktober og jeg sidder lige nu på Svalbard og venter på at afgangen sker imorgen formiddag.
Det har været en flot sensommer i Vejlerne. Ganske vist har vade- og mudderflader manglet, så vadefuglene (bortset fra hjejler og viber) har været fraværende. Til gengæld har en stor forekomst af svømmeænder holdt til i området, ligesom >200 skestorke er talt ved flere lejligheder.
En af sensommerens smukkeste oplevelser har været influxet af aftenfalk. Det er vist ikke sket i så stort omfang i Vejlerne før (om efteråret) og personligt har jeg set op til 9 forskellige individer på en dag.

1K aftenfalk, Han Vejle.

Det er fedt at opleve når de får øje på guldsmedene på stor afstand og hvordan de alligevel foretager en målrettet jagt som er direkte og hurtig og effektiv. Jeg har således ikke set en eneste jagt, hvor aftenfalken ikke fik sit bytte.
Den ene unge havørn fra det lokale havørnepar er meget ude at flyve og kan oftest ses i Arup Vejle. Jeg har endnu ikke set to ungfugle sammen, udenfor reden, og forhåbentlig er den anden ikke gået til.
Mere end 100 traner kan i følge DOF-basen opleves i øjeblikket.
Mange af dem kommer ind og står på engen ved højlys dag og er et ret imponerende syn.

Traneflok på Bygholmengen.

Et andet langben, skestork, kan endnu opleves i pæne flokke bl.a. i Vestsøen på Bygholmengen.

En tidlig morgentur på gangbroen i Hanvejle er i øjeblikket glimrende til at opleve rør- og sivsangere, skægmejser og - endnu - enkelte blåhalse. Forleden så jeg tre individer, hvilket overraskede mig en del.

Blåhals fra forleden i Han Vejle.

Ellers kan man på spidsen af Skårup Odde opleve op til 6 sølvhejrer og i Lund Fjord raster en stor flok dværgmåger der somme tider får besøg af enkelte unge sortterner.
Alt i alt masser af gode oplevelser derude.
Pas nu godt på Vejlerne mens jeg er væk.

Aftenfalke influx i Vejlerne.

Wow!
Jeg havde håbet på at det ville dryppe på Vejlerne da jeg læste Jens Jørgen Andersens melding i weekenden om flere 1K aftenfalke på bl.a. Vangså Hede.
Derfor måtte jeg prøve Vejlerne af i mandags, hvor jeg bl.a. opsøgte Østre Landkanal dæmningen. I Bygholm Nord fik jeg øje på en musende falk og efter et kig i teleskopet kunne jeg med en stille glæde konstatere at det var en aftenfalk. Imidlertid kunne jeg ved yderligere søgen pludselig se flere derude. Musende over rørskoven og tydeligvis ædende guldsmede. Yderligere stor var glæden da en han dukkede op mellem nogle ungfugle. Spraglede vinger afslørede den som 2K, men ellers lignede den umiddelbart en adult han. Fantastisk flot var den.
Men det var ungfuglene også, i alt tre. De så ud til at have travlt og de forsvandt sammen med hannen mod sydøst. Jeg stod søgende i lang tid, men ingenting skete. Jeg valgte derfor at køre videre. Jeg kom til en busk uden blade og der sad minsandten yderligere to ungfugle! Altså i alt seks denne dag. Det er vist ikke sket før i Vejlerne om efteråret?

1K aftenfalk.

Onsdag var jeg derude igen, samme sted. Og igen var der aftenfalke musende over rørskoven, fangende guldsmede og hvilende i pilebuskene. Men idag var aldersfordelingen anderledes: 2 2K hanner, 2 ad (2K+) hunner og en 1K. Hannerne lavede lidt opvisning sammen, men den ene forsvandt hurtigt mod øst. Det samme gjorde den ene hun. Den anden han satte sig nydeligt i en pilebusk og pludselig var der 3 1K sammen over rørskoven. Gang i den! Ligesom i mandags forsvandt de pludseligt mod øst. Jeg ventede længe men ingenting nyt skete.

2K hanner er fantastisk flotte med deres spraglede vinger.

Wow!

Lige bortset fra at jeg på Jernbanedæmningen ved Lund Fjord fandt endnu en 1K. Altså 8 forskellige onsdag.
Idag kørte jeg lige forbi igen, men der var stille et stykke tid. Imidlertid dukkede pludselig en musende 1K op over rørskoven og rastede tilsyneladende.
Er det mon ved at ebbe ud? Vinden er ret hård fra vest nu og det vil fortsætte imorgen.
Vi får se. Jeg er i al fald glad for at have oplevet dette influx af min. 15 forskellige aftenfalke i Vejlerne i løbet af nogle få dage.
Wow!

2K han.

Det er ikke kun i Vejlerne det har været godt. I nærområdet har flere fugle været stationære på Harboslette ved Vullum Sø og i Thy har en del holdt til på og omkring Vangså Hede.

Damn...snäppa

Ferien er slut. Jeg er på vej til Svalbard, igen, men det har på mange måder været en fin ferie med gode fugle, trods det kedelige, blæsende og kølige vejr.
I Vejlerne har jeg bl.a. brugt en del tid på at holde øje med sortternerne som nu har forladt ynglepladsen i Kogleakssøen. Nu flyver de rundt i Lund Fjord, Han Vejle og, nogle dage, i Kogleakssøen, i øvrigt med et stigende antal dværgmåger (op til 41 forleden).
Sortternerne fik kun en flyvefærdig unge i år. Jeg har set den gentagne gange og det er den eneste ungfugl i år, desværre.

Desværre blev det kun til en flyvefærdig unge i år for sortternerne.

De unge rørhøge pynter på ethvert dige...

Jeg holdt familieferie i Vadehavet i uge 29 og flere dage fik jeg styr på en masse vadefugle i de tidlige morgentimer, inden familien havde sovet færdig.
Det var en stor fornøjelse at opleve de store mængder og blandingen af arter. Særligt glad blev jeg da jeg troede at jeg havde fundet en damklire. Jeg var ikke klar over at det var i Saltvandssøen at den var set 11 dage før, i øvrigt på præcis samme sted hvor jeg "fandt" den, men fornemmelsen var god så længe det varede og fuglen var under alle omstændigheder fed.
Af andre gode arter i løbet af ugen blev det bl.a. til terekklire, hvidvinget terne, rovterne, sølvhejrer, hvidbrystede præstekraver, hedehøge og meget andet.

Adult sorthovedet måge fra Hanstholm Havn.

I Vejlerne har jeg på det seneste set gode arter som sølvhejrer (4) og rovterne, men det kniber med vadefuglene på grund af høje vandstande.
Jeg ser frem til at komme hjem og tjekke op på sagerne igen efter 8. august...

Damkliren fra Saltvandssøen.

Hvidvinget terne til venstre i billedet, også fra Saltvandssøen.

Svalbard

Det er nu min fjerde sæson som guide på Svalbard for det svenske selskab PolarQuest og igen drog jeg derop med høje forventninger til nye arktiske eventyr i perioden ultimo juni-primo juli. Nogle tror nok at det bliver rutinepræget når man tager derop år efter år, ligesom naturoplevelserne bliver de samme. Imidlertid er der aldrig to ture som er ens. Vejret forandrer sig, issituationen er yderst variabel og man ved aldrig hvor man støder på det særlige dyre- og fugleliv. Det er en lige stor oplevelse hver gang og jeg ser allerede frem til at skulle derop igen 28. juli.
I år havde jeg på første tur selskab af min gode ven Jens Kristian Kjærgaard og vi havde besluttet os for at bruge et par dage omkring Longyearbyen, inden krydstogtets start.
Oven i købet gjorde vi Henrik F. Nielsen og Poul Holm Pedersen, med hustruer, selskab, da de var draget derop med foto for øje, inspireret af et af mine foredrag sidste vinter.
Det er sgu hyggeligt med kendte ansigter i gadebilledet, så langt væk hjemmefra.
I området omkring Longyearbyen gjorde vi det godt. Vejret var stille og vi kunne fint arbejde med fotos i forskelligt lys. Især brugte vi meget tid i Adventsdeltaet, men det var også utroligt godt i år. Jeg har ikke tidligere oplevet så mange thorshøns (i følge forskere yngler der 150 par i deltaet i år!) og så viste kongeederfuglene sig både parvis og i småflokke. Dertil så vi endda stribet ryle, hvidvinget måge og odinshane, hvilke alle er tilfældige gæster!
På andre tidspunkter arbejdede vi med søkongerne eller svalbardryperne og undervejs stødte vi på polarræve, kjover og endda to hvalrosser, hvilket er første gang jeg har truffet dem i Isfjorden.

Adventsdeltaet set fra et bjerg i bunden af Adventsdalen.

Thorshane fra Adventsdeltaet.

Svalbardrype, en særlig race af fjeldrype som forekommer på Svalbard og Franz Josef Land. Den er lidt større og har et mindre hoved end de Skandinaviske fjeldryper.

Snespurv er den eneste småfugl som yngler på Svalbard.

Hvidvinget måge, 2K, fåtallig gæst på Svalbard.

Odinshane var en overraskelse. Endnu en fåtallig gæst.

Kongeederfugl han. En del fugle sås i deltaet.

Vi var heldige at finde en meget tillidsfuld stribet ryle. Denne fugl må være en hun, men der gik rygter om et muligt ynglepar i år i Adventsdeltaet.

Søkongerne opleves meget flot på de stenede skråninger nær Bjørndalen, blot få kilometer fra Longyearbyen.

Thorshøne, ofte oplevede vi dem på ned til 2 meters afstand!

Thorshane (han), med sine mere diffuse aftegninger og mere stribede look.

Krydstogterne, hvorpå jeg arbejder som guide, er adgangen til Svalbards forskelligheder i natur, geologi, historie og kultur. Her får man hele pakken med de store pattedyr, gletchere, polarekspeditionernes udgangspunkter, hvalfangernes baser, gravpladser, fuglefjelde, pakis og meget andet. Jeg har altid sagt, at hvis man har lyst til at smage på naturen i højarktis kan man på egen hånd tage til Longyearbyen, hvor der er mange muligheder for næsten alle fuglearter, meget flora og tillige mange muligheder for vandringer, med eller uden guide. Vælger man at gøre vandringerne på egen hånd, skal man imidlertid medbringe en riffel.
Vil man derimod opleve alle aspekter af Svalbard skal man tage på krydstogt. Det er dyrt, men alle pengene værd. PolarQuest tilbyder kun mindre skibe med henholdsvis 12 og 53 passagerer, hvilket gør at alle får samme oplevelser og alle kan komme ud på samme tid.
Dette års ture var rigtigt gode. Vejret var godt med rolige vindforhold og masser af dyreliv. På de to ture jeg deltog på, så vi ialt 31 isbjørne, 7 blåhvaler, mange hvalrosser og mange gode fugle, med store oplevelser med ismåger, fuglefjelde, kongeederfugle og gode indslag med bl.a. sabinemåge og hvidvinget måge. Bjørnene gav helt specielle oplevelser og strategien var hele tiden at vi tager det roligt, opsøger dem, tager plads og lader dem komme til os, hvis de er interesserede. Det betød ofte nogle timers venten, men en venten der var spændende og intens, med hviskende tale og skudklare kameraer...
I pakisen fandt vi på begge ture flere bjørne og begge gange var de samlet omkring døde kadavre. På første tur var det en narhval de åd, på anden tur fandt vi aldrig ud af hvad de åd af. Strategien var klar i begge tilfælde. Vi lægger os ind i venteposition, venter og lader bjørnene styre det. På den måde oplever vi naturlig adfærd hos bjørnene, hvor nysgerrigheden er udtalt ved at de simpelthen opsøger skibene og ser os an. Nogle bjørne virker endda forædte og orker i virkeligheden ikke at rejse sig, men nøjes med at kigge op på os for derefter at lægge sig til at sove, trods nærheden til dem. Ved at udvise tålmodighed oplevede vi også adfærd og udtryk som næsten gav bjørnene personlighed. Det gjorde kun oplevelsen sjovere og bedre.
Alt i alt føler man bare det er et privilegium at opleve naturlig usky adfærd hos dyr. Det er ikke mange steder i verden man kan opleve det. Det udgør en kæmpe naturoplevelse som kun kan opnås ved at tage på disse krydstogter, hvor ekspertise og know-how hos kaptajner, ekspeditionsledere og guider gør det muligt. Det godtgør tillige en dyr pris, som til gengæld munder ud i disse unikke oplevelser. Som en gæst sagde: "Jeg har aldrig fortrudt at betale mange penge for en vare, da pris hænger sammen med kvalitet - til gengæld har jeg flere gange fortrudt at købe noget for billigt".

Flere blev overraskede over hvor lidt bjørnene fylder i Svalbards store landskaber.

Med tålmodig venten oplevede vi bjørnenes nysgerrighed. Det var ventetiden værd da det gav flotte næroplevelser.

Nogle gange helt tæt på!

At opleve isbjørne i pakisen udgør en naturoplevelse af de helt store. Det ser bare helt rigtigt ud!

Døde hvaler er et tilfældigt, men vigtigt supplement til isbjørnenes føde. Det er nemt tilgængeligt, skal ikke jages og der er masser af mad til at opbygge fedtreserver af. Er man så heldig at finde et sted med en død hval kan man ofte opleve flere bjørne sammen. Tillige oplever man mange fugle på sådanne pladser. Bemærk ismågerne, mellem gråmågerne.

Isbjørne er ofte solitære dyr, men ved ådsler af f.eks. hvaler kan man, som sagt, ofte opleve flere sammen. Det kan betyde stridigheder. Historien bag dette billede er at bjørnen til højre er lidt større end den anden. Den største var igang med at æde af den døde narhval, mens den anden nærmer sig. Den får imidlertid ikke lov til at komme helt derhen og det resulterer i en korporlig diskussion, hvor den mindre bjørn bliver sat på plads. Den store bjørn vender derefter tilbage til ådslet og æder videre, mens den mindre står tilbage med sænket hoved og ser på. Sådan står den i 10 minutter, hvorefter den, med forsigtige skridt, nærmer sig. Det tager flere minutter at komme derhen fordi den tager få skridt ad gangen, hele tiden med sænket hoved. Den når derhen, står endnu med sænket hoved, den store æder løs. Ligeså forsigtigt vover den mindre bjørn sig til en bid, så en til, og en til - og til sidst æder de stilfærdigt sammen. Det var tydeligt at den store helt klart skulle markere dens rolle og fortælle, meget tydeligt, at den anden, i det mindste, kunne spørge pænt om lov inden den begyndte at spise!

En anden bjørn i den flotte pakis.

Øjenkontakt!

De mange næroplevelser giver et væld af muligheder for at kigge længe og indgående på de enkelte bjørne. Nogle får næsten deres egen personlighed, gennem særlige ansigtsudtryk...

En bjørn der nyder sommersolen?

Godmorgen knægt!

Det er selvsagt ikke på hver tur vi får så fine bjørnemøder som disse billeder er eksempler på. Isbjørn er ubetinget det vigtigste for alle gæster på sådanne krydstogter og vi gør vores yderste for at opnå så gode oplevelser med dem som muligt. Der kan imidlertid forekomme ture, hvor der ikke ses isbjørn, men det er, 7-9-13, ikke sket endnu på nogle af de ture jeg har deltaget på.
Det er tydeligt at når vi har set første isbjørn, så er folk rigtigt klar til at opleve de andre ting som fugle, hvaler, Svalbards historie etc.
Og Svalbard har masser at byde på. Med bestande på 1 million par søkonger, 850.000 par polarlomvier og 270.000 par rider er øgruppens fuglefjelde ofte meget spektakulære. Hvaler byder på nogle ture på store oplevelser og så er øgruppen en slags "Cape Canaveral" for ekspeditioner med henblik på at nå Nordpolen som de første i perioden 1897-1928. Salomon August Andree, Walther Wellmann, Roald Amundsen og Umberto Nobile var vovehalsene med brug af luftballoner og luftskibe, hvor udgangspunktet var Svalbard. Deres baser besøger vi på de fleste ture. Som udgangspunkt er naturen på Svalbard det egentlige omdrejningspunkt, med vandringer på tundraen, Zodiac-cruises m.m., men i flere tilfælde tager disse daglige ture udgangspunkt på - eller tæt ved historiske pladser.

"There she blows!" - hval forude.

Begge mine ture bød på blåhvaler. I alt 7 eksemplarer, eller måske rettere, 7 observationer. Billeder af dem alle bliver sendt til en forsker på Island, med henblik på at hvert enkelt individ kan bestemmes. Nu må vi se.

Blåhvalens meget lille rygfinne er et godt kendetegn. Bemærk desuden den blålige farve og meleringerne i tegningerne.

Blot ca. 20% af alle blåhvaler viser deres hale når de dykker.

Denne var så venlig at gøre det 6 gange i den tid vi observerede den...

De generelt rolige vejrforhold som herskede i månedsskiftet juni-juli bød på flotte udsigter fra skibsrælingen.

Smeerenburggletcheren. 2100 gletchere findes på Svalbard og dækker 60% af det samlede areal.

Remmesæl, den næststørste sæl som forekommer almindeligt i området. Kun hvalros er større.

Barbeque på stranden i sorgfjorden. Vores gode skiw Stockholm ses i baggrunden. Alt tømmeret stammer fra Sibirien, hvorfra tømmer bliver transporteret på floderne. En del af det "stikker af", fryser fast i pakisen og bliver sidenhen sluppet igen for bl.a. at dukke op på Svalbards kyster.

Alkefjället i Hinlopenstrædet er et af de mest spektakulære fuglefjeld som jeg nogensinde har oplevet.

Polarlomvierne yngler tæt!

Og de spredt ynglende gråmåger tager deres del af kagen. Her er det gået ud over en ride.

Ismågerne er mere fredelige, men mister lidt af deres charme når man ser dem æde isbjørne- eller hvalroslort...

Her ses en 2K-fugl. Det er første gang jeg ser en 2K på Svalbard, de holder nok til længere ude i isen... Til højre en ride.

Den 28. juli tager jeg derop igen for at fungere som guide på et 10-dages krydstogt. Igen skal det ske på det lille skib Stockholm med blot 12 passagerer. Det er en tur, hvor der vil være særligt fokus på "wildlife", dvs. vi især skal bruge tiden på dyr og fugle.

En sikker publikumsfavorit er lunden som er ret fåtallig på øerne, med blot ca. 10.000 par.

Svalbardrensdyrene lever ofte på kanten af hvad der er muligt. Her et eksemplar på en meget stenet skråning i Raudfjorden. En hyppig dødsårsag skyldes at tænderne slides ned da de lever af den lave vegetation i stenet terræn. Når tænderne er slidt ned kan de ikke spise mere og dør dermed af sult eller fordi svækkede individer nu kan tages af en isbjørn. Raske og sunde rensdyr løber nemt fra en isbjørn og har reelt set ingen fjender (bortset fra isdække om vinteren).