tirsdag den 6. november 2012

Let´s twitch again....

I søndags oplevede man det som så mange gange før - sjældne fugle, fundet af andre, dukker sjældent belejligt op. Jeg var godt nok ved at være færdig med min del af den internationale optælling af Kortnæbbet Gås, men manglede den aftalte overnatningstælling på Bygholmengen. Børnene var ved kammerater og min kone, Pia, var på arbejde hele dagen. Der skulle derfor lægges et puslespil for at gøre det muligt at rykke på ISABELLATORNSKADEN som var meldt ud fra Årslev Engsø ved Århus!
Arrangementerne forløb glat - børnene kunne blive ved kammeraterne (med svigermor klar som reserve) og Jørgen Peter, min kompagnon, var så venlig at ville tage sig af overnatningstællingen.
Godt - alt klappede - og så var det afsted.
Undervejs samlede jeg Peter "Maura" op og ca. en time og tre kvarter senere var vi på plads ved søen sammen med ca. 100 andre!


Rygterne svirrede undervejs om det i stedet var en Brun Tornskade. Folk havde fået tilsendt billeder hvor fuglen så mistænkeligt meget brun ud! Uanset om det var en isabella eller brun var der tale om et andengangsfund for Danmark så det var med spænding at man stillede sig op - og snart efter kunne stille skarpt på fuglen.
Det var slående at ryggen virkede decideret brun og halen ikke var rigtig rødlig. Hvad der tillige var påfaldende var at halen virkede meget lang og tynd på den siddende fugl, bagflanken var gulligtonet ligesom det øverste af brystet. Næbbet virkede stort og alt i alt blev det hurtigt klart at det vitterligt var en Brun Tornskade!
Samtlige var selvfølgelig glade, måske lige bortset fra Rolf Christensen - aka grev Ingolf - som så sin blocker blive hvermandseje på ingen tid. Han var selvfølgelig rykket på Isabellatornskade - men var nu vidne til at han blev degraderet til DKs nr. 2 da Munken selvfølgelig kom og krydsede Brun Tornskade som ny art.

ROC prøvede at være cool, men ærgrede sig tydeligvis over dagens forløb...
Jeg fik ikke taget billeder af fuglen, men på netfugl og diverse blogs er der lagt en del billeder ud. Jeg vil især fremhæve denne nyhed, hvor der i sidstnævnte især skal lægges mærke til de sidste billede da det ligesom dette viser haleformen, som er artstypisk for Brun Tornskade (yderste halefjer er meget kortere end øvrige halefjer). Bemærk dog at billederne taget af Kent Olsen er en anelse lyse og at det bl.a. ikke er muligt at se den gullige toning på bagflanken og brystet.
Endnu en gang blev man bekræftet i at det er fedt at twitche. Man ser en fed fugl, spændingen er intens lige indtil man har set den, man lærer meget om feltkendetegn og man møder et masse mennesker, hvoraf mange er gamle venner man ikke har set i årevis.
Fed dag - og jeg kunne fejre min art nummer 400 i DK med rådyr-ryg og rødvin tillavet af svigermor ved ankomsten tilbage i Vejlerne...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar