tirsdag den 1. oktober 2013

Sortstrubede Bynkefugle

Det er fedt at være tilbage igen i Danmark, efter en måneds togt i Baffin Bay og Melvillebugten i Nordvestgrønland. Jeg skriver snart et par indlæg om fuglene jeg oplevede deroppe og I kan forvente billeder af bl.a. rosenmåge, amerikanske sølvmåger, kumliens måge, hvidsiskener m.m.

Idag var jeg på NOVANA-optælling på Agger- og Harboøre Tanger, samt Flade og Ørum Søer.
På Harboøre Tange blev jeg opmærksom på en sortstrubet bynkefugl på et tidspunkt. I kikkerten så den ret lys ud, men ikke lys nok - og så alligevel....Hmm alligevel så lys at jeg får scopet på den, hvor jeg kan se at overgumpen er afstikkende orangebrun.... Mange tanker flyver gennem mit hoved, da fuglen ikke rigtig passer på en sibirisk bynkefugl. Tankerne kører derudad: "men hvordan er det nu med de fjernøstlige stejnegeri" og "der var noget med en fugl i Skagen som blev diskuteret" indtil jeg beslutter mig for at dokumentere fuglen. Det er en hun, hvor øjenbrynsstriben er tydelig og hagen er hvid, men inden det lykkes at tage billeder af fuglen, får en cyklist jaget den væk. I de følgende ti minutter genfinder jeg den ikke og jeg beslutter mig for at køre et stykke op ad vejen og begynde forfra. Et stykke nede genfinder jeg den - men det viser sig at være en han! Jeg overbeviser mig selv om at det så selvfølgelig er et par lokale fugle, og derfor umuligt kan være sibiriske. Det næste jeg ser er at hannen flyver og afslører en tydeligt afstikkende rødbrun overgump! Igen bliver jeg forvirret.
Siden hen ser jeg begge fugle, bl.a. siddende sammen. Disse to fugle er meget anderledes end de typiske mørke fugle (nok hibernans) som jeg normalt oplever på vestkysten - disse to er lysere og har afstikkende rødbrune overgumpe. På de fugle jeg normalt ser (hibernans-typerne) glider overgumpen sammen med den mørke og dybtfarvede brunlige ryg.
Efter at have diskuteret det med Peter H. Kristensen over telefonen tror vi at det måske er tale om efterårsfugle af rubicola, hvilket kan forklare det lysere indtryk og den afstikkende overgump som efter slid vil fremstå større og lysere, med mere hvidt end hibernans-typerne.
Det er et bud, som kunne animere til yderligere detektivarbejde, men jeg hører meget gerne om andre bud.
På de efterfølgende billeder forsøger jeg at præsentere de to fugle så godt som muligt. Bemærk hunnens hovedtegninger og den afstikkende overgump samt hannens ditto som er meget påfaldende.
Bemærk desuden undersidens farve som er en anelse for orange til en typisk sibirisk bynkefugl og at ryggen nok også er for mørk til en typisk sibirisk. Alt i alt synes jeg dog ikke der er meget langt til at matche sibirisk bynkefugl og måske særligt de mere fjernøstlige stejnegeri som skulle vise mere orangetonede gumpe og lidt dybere favet indtryk end hos maurus.

 








Og nå ja, tjek lige dette link ud som Sigrid Kistrup Ilsøe linkede til fra club300. Ganske apropos...

3 kommentarer:

  1. Hej Henrik
    Havde en lignende fugl ved fyrhaven i Blåvand for nylig. Den lettede og det jeg først var opmærksom på var den lysere orange overgump, som fuglen på dit foto viser. Jeg eftersøgte fugle og fandt den igen, hvor den fløj sammen med fire andre Sortstrubede. Her kunne jeg se at det var en han og udover den lysere overgump, lignede den de øvrige Sortstrubede den var sammen med. Jeg nåede desværre derefter ikke at nærstudere mere, da nettene skulle passes. Jeg tænker lidt på om det har noget at gøre med at enkelte af hannerne om foråret i Blåvand er kolossalt sorthvide med meget hvid overgump, og at det er denne overgump som efter fældningen bliver orangefarvet.
    Mange hilsner
    Bent

    SvarSlet
  2. Ganske interessant. JL har foto af 1-2 fra i søndags på Gniben, også med samme orangerøde overgump. De eller den blev udmeldt som Sibirisk. Jeg var der mandag og fotograferede nok samme 2 fugle, som jeg dog ikke tror er Sibiriske, men de havde godt nok en spøjs rustrød farve. Jeg så desværre ikke overgumpen, men det gjorde JL dagen før. Du kan se mine skodfotos på dofbasen. Måske kan vi få JL til at uploade sit foto et eller andet sted. Jeg har kun set hans foto på hans mobil i felten. Min litteratur er ganske sparsom og bekriver kun 1k's fugle, og vi så to gamle hanner.

    SvarSlet
  3. Hej Bent og Jakob. Tak for interessante kommentarer. Jeg tror det samme som dig Bent og at de lyse fugle om foråret med store hvide overgumpe ikke er hibernans, men rubicola og at det nok er sådanne som om efteråret ser ud som dem jeg har dokumenteret i dette blogindlæg. Mit gæt er at det samme er tilfældet for dine fugle Jakob, men det er svært at se noget på dit billede. Det kunne være sjovt at se JLs billede. Absolut et pitfall i.f.t. sibirisk, hvis man er vant til at se de mørke hibernans-typer.

    SvarSlet