mandag den 29. september 2014

PGW

Jeg var i weekenden deltager på Club 300s årligt tilbagevendene begivenhed "Pisse-Giftig-Weekend" aka PGW på Mandø. Sammen med Søren Haaning Nielsen, Frits Rost, Jeppe Bundgaard, Kenneth Bach Christensen og Søren Kristoffersen dannede jeg et hold blandt mange, med formålet at luske småfugle og finde hits blandt dem.
En velkendt Mandø-silhouet.
Det blev et fedt gensyn med øen og trods ret blæsende vejr fredag og lørdag, blev der fundet pænt med spændende fugle.
Vores hytte på campingpladsen lå perfekt idet vi hver eneste morgen hørte - og så - en meget stationær hvidbrynet løvsanger, der holdt til i samme levende hegn alle tre dage.
Brynet fra campingpladsen.
Arrangementet var en blanding af en masse fuglekiggeri og socialt samvær til fællesspisninger og til opdateringer samt i felten til brunch og morgenmad. Det fungerede godt og man var aldrig i tvivl om arrangørernes mål: At finde hits.
Personligt syntes jeg at det var fedt at luske så meget og glædes over de mange hvidbrynede løvsangere (formentlig omkring 10 individer), 2 høgesangere, vendehals, 2 rødtoppede fuglekonger og en tik-værling. Jeg så ikke det hele, men havde stor fornøjelse af hvad jeg fik på min og holdets vej. Spændingen var der hele tiden og det var et godt PGW som jeg helt sikkert vil deltage i igen.
Søren Haaning på Mandøs forland.
Højvandstiderne skal tages alvorligt. Lavvande.
Og højvande.
Samarbejdet med Mandøboerne foregik rigtig fint med adgangstilladelse til bl.a. den forbudte have samt nysgerrige snakke på gaden og ved købmanden. Personligt kunne jeg godt have brugt et foredrag (eller et par korte foredrag) fredag eller lørdag aften og at sammentællingen af fugle f.eks. skete ved hjælp af et stort kort over øen, hvorpå man kunne indtegne de mere usædvanlige fugle samt en tavle hvorpå man kan skrive andre bemærkelsesværdige observationer ned. Bare et forslag...
Vi ses til næste år.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar