Hokkaido

I forrige uge fik jeg et tilbud jeg ikke kunne afslå: At fungere som chauffør og medhjælper på en fugletur til øen Hokkaido i Japan, arrangeret af rejseselskabet Miksture v. Michael Westerbjerg Andersen. Netop Hokkaido om vinteren har altid stået for mig som et mål jeg skulle nå i livet. Billederne man har set gennem tiden af mængderne af stellers havørne, de japanske traner i vinterlandskabet samt af verdens største ugle, blakiston´s fish owl, har gjort at en vintertur til øen har været i top 3 over oplevelser jeg ønskede.

Strømænder var almindelige langs kysterne og i næsten alle havne.

Vi koncentrerede os om øens østlige del, hvor Kushiro, Nemurohalvøen og Rauso blev omdrejningspunkterne for oplevelserne på øen.
Der er tale om ægte vinterbirding, hvor havnetjek og havobs udgør hovedmenuen. Overalt lå der en halv meter sne, eller mere, og det var umuligt at undersøge skovene, da de simpelthen var utilgængelige. Artsdiversiteten er af samme grund ret lav og der skal kæmpes for småfuglene, mens kysten og havnene til gengæld rummer en del fugle. På de isdækkede søer isfisker mange japanere og det tiltrækker mængder af ørne og sorte glenter (black-eared kites). Vi oplevede således op til 300 (heraf 243 stellers!) ørne og ligeså mange glenter på een sø!
Langs kysterne dominerer smukke strømænder og amerikanske sortænder, hvor de bl.a. kurtiserer på livet løs. De ligger også i havnebassinerne og adspredte et begejstret gull-head (mig selv) som ellers hygede sig med studere mængder af skiffermåger (slaty-backed gulls) og gråvingede måger (glaucous-winged gulls).

2K gråvinget måge, omgivet af skiffermåger.

4K gråvinget måge omgivet af skiffermåger og enkelte gråmåger.

5K(?) gråvinget måge med skiffermåger.

Skiffermåger.

Havobs dyrkede vi på Cape Napporo som udgør spidsen af Nemurohalvøen. Her har man storartet udsigt over åbent hav og til øgruppen Kurillerne. Det var skægt at prøve og det var min eget oplevelse at man skulle give sig tid, tage den med ro og vænne sig til nye forhold og helt nye arter på havobsen. Velkendte var lomvier og polarlomvier, men der var tillige andre spillere på banen i form af gode mængder af ancient murrelet og spectacled guillemot. Særligt sidstnævnte varierede dragtmæssigt i uhyggelig grad, særligt i betragtning af at man ikke før havde oplevet arten. Således var det i starten forvirrende at man kunne opleve dem som sort/hvide, brune (med brilletegning) og halvbrune med rodede overgange til de lyse ikke færdigfældede partier. Jizzet kunne de imidlertid ikke løbe fra og jeg er sikker på at jeg udelukkende så blot de fire nævnte alkefuglearter, selvom andre så flere... Samme sted så vi tillige flere stillehavslommer (både rastende og flyvende), sorthalsede -, nordiske - og gråstrubede lappedykkere, sibiriske fløjlsænder (desværre udelukkende trækkende på store afstande), havodder og så udgjorde flokkene af amerikanske sortænder og strømænder i dønningerne nedenfor klipperne, samt stellers havørne som fløj mellem Kurillerne og Cape Napporo i lav højde mellem bølgerne, særdeles smukke indtryk mellem diskussionerne omkring alkefuglebestemmelserne...

Strømand i dønningerne nedenfor Cape Napporo.

Black-tailed gull er en meget smuk mågeart og udgør tillige et godt vinterfund på Hokkaido. Vi så ialt ca. fem individer på øen i løbet af ugen.

Vi boede bl.a. på lodgen Minshuku Furen (Lake Furen Lodge), hvor værten Take selv er fuglekigger og som sammen med konen Masako varter en op med hjemmelavet og veltillavet mad. Stemningen på lodgen er meget hyggelig og fuglestationsagtig og lige uden for vinduerne var der en velforsynet feeder, som bl.a. tiltrak hvidrygget spætte, japanese pygmy woodpecker, asian rosy finch, japanese waxwing samt en del mejser og brown-eared bulbuls m.m. Blot fem minutter derfra er der en fodringsplads for ørne og glenter (black-eared kites). Her fik vi vores første rigtigt spektakulære oplevelser med ørne, hvor mængder slåssede frem og tilbage om føden i flotte omgivelser.

Lake Furen Lodge udgør en særdeles hyggelig ramme for ture og tips til nærområdet.

Hvidrygget spætte på lodgens feeder.

Asian rosy finch ved lodgens feeder.

Foderpladsen for ørnene findes kun et par kilometer fra lodgen og udgør et fantastisk skue.

2K stellers.

I den nordvestlige del af Lake Furen er der et lille fiskersamfund, hvor man kan opleve en stor overnatningsplads for sorte glenter (black-eared kites) og ørne.

Sort glente (black-eared kite).

Overnatningspladsen var i smukke gamle elletræer.

Japanerne har forstået at tage imod fuglefotografer og ornitologer, hvor ordnede og arrangerede forhold gør det muligt at fotografere de helt særlige kendetegn ved øen. Nemlig de japanske traner, ørnene og fiskeuglen. Alle tre ting oplever man på få meters afstand og for ørnenes vedkommende i mængder man ikke helt fatter før man står der. For alle tre gælder det at der er tale om udfodring, som er afgørende for fotomulighederne på nærafstand og det kan indimellem næsten føles en tand for arrangeret, hvor storheden og autenciteten kommer til at mangle lidt. I al fald kneb det indimellem lidt for mig når vi ventede på blakiston´s fish owl akkompagneret af opvaskeklirren og køkkenpersonalets snak og grinen i baggrunden... men som meget senere blev opvejet af uglens tuden og jagt i det lille vandhul langs den strømmende å. Det var ventetiden, de forfrosne fødder og de klaprende tænder værd!

Vinderdroslen, brundroslen sås spredt på flere af de besøgte lokaliteter.

Ved en af tranepladserne.

De japanske traner er muligvis verdens smukkeste trane, man oplever dem på klods hold.

De japanske traner har et særdeles raffineret udseende...

Blakiston´s fish owl, verdens største ugle. Vi oplevede den to aftener i træk og begge aftener viste den sig omkring klokken 23.00.

I slugten ved fiskeuglen oplevede vi et flot overnatningstræk af ørne. Således kom der i løbet af en times tid ialt 130 stellers havørne og 50 havørne ind og satte sig i træerne og på skråningerne i slugten. Oven i købet fik vi en mountain hawk eagle, hvilket er et godt fund fra kolde Hokkaido. Alt i alt et spektakulært syn, dette overnatningstræk, og vi var enige om at det var lidt bedre end en god dag i Fyledalen...

Havørn i slugten ved Blakiston´s fish owl.

Sneen lå dyb og gjorde mange af skovlokaliteterne utilgængelige. Bemærk Toyotaen.

Stellers havørn på vej til overnatning.

Ditto.

Omkring solnedgang fløj en Mountain Hawk Eagle pludselig over slugten. Det udgør et rigtigt godt fund for Hokkaido.

Langs åen i slugten kunne man bl.a. opleve brown dipper.

For mit vedkommende var den ultimative ørneoplevelse at sejle ud i pakisen ud for Rauso. Specielle fototure derud af tre timers varighed kan arrangeres, men vi sprang på en båd som tilbød "sightseeing", som vi var en smule skeptiske omkring, men som viste sig at sejle direkte ud i pakisen og lægge sig op ad en enden båd som kylede fisk ud til ørnene. Det var helt fantastisk. Mere end 200 stellers havørne og nok 80 havørne sad tæt op ad skibet, så det var svært at udvælge motiver, men frem for alt var det nemt at nyde synet og helesammenhængen af mængderne, adfærd og det spektakulære landskab med vidtstrakt pakis og snedækkede Hokkaido som en perfekt og utroligt smuk scene. En formidabel naturoplevelse.

At opleve ørnene i pakisen udfor Rauso, var en af turens helt store højdepunkter. Hele scenen var vanvittig flot med snedækkede Hokkaio som spektakulær kulisse.

Havørn jagter stellers havørn.

Det vanvittige næb mener man er skabt til at flå i den nu uddøde Stellers Søko. Stellers Søko var tidligere udbredt over store dele af det nordlige Stillehav, men blev først opdaget i 1741. 27 år efter var arten udryddet af søfolk!

Stellers havørn og large-billed crow.

Havørn.

2K havørn.

Slagugle satte punktum for en fantastisk tur på Hokkaido. Denne fugl sad i en privat have blot ca. 15 kilometer fra Kushiro lufthavn.

Vinteren er på retur

Heldigvis tænker mange sikkert, i al fald jeg. Vinteren har dog været god ved os, hvor kun få kuldeperioder har nået at sætte et vist præg. To gange er Vejlernes enge og mindre vandflader frosset til i løbet af vinterperioden, det er alt, men på mange ledder også nok til at sende mange fugle sydpå og væk.
Hvor december og januartotalerne var kendetegnet ved store fuglemængder, var februartotalen forleden en lidt halvtam affære. Det skyldes også at vejrliget har givet mulighed for at der er blevet lukket meget vand ud af Vejlernes vandsystemer, bl.a. i et stort omgang fra Bygholmengen, hvor fuglemængderne svarede igen med blot 723 svømmeænder på totaltællingen! Ærgerligt.
Forårstegnene var imidlertid ikke til at tage fejl af med 5 forskellige paukende rørdrummer, flere overflyvende sanglærker og en syngende.
Den første paukende rørdrum i Vejlerne, i år, blev hørt 31. januar.
Selvfølgelig er der mange gæs i området og jeg fik da også tjekket langt de fleste, men bestemt ikke alle. De to snegæs som var i området i begyndelsen af februar var ikke at se, men det blev til gengæld til 5 forskellige tundrasædgæs, hvoraf en var mærket med gul ring: Z77. Det er første gang jeg har aflæst tundrasædgås. Ialt blev det til 7900 bramgæs (hvem finder først den rødhalsede?), 7212 kortnæbbede gæs, 2049 grågæs samt 141 blisgæs. Slutteligt ialt 3 havørne og 4 vandrefalke.

Herunder lidt billeder fra især begyndelsen af februar, den sidste del af vinterperioden for nu.

2K Gråmåge, Thyborøn Havn, 3. februar.

Vandrefalk, Agger Tange, 3. februar.

Odder, Ove Sø, 3. februar.

2K hvidvinget måge, Hanstholm Havn, 3. februar.

Vintertraner, Hjardemål Klit, 5. februar.

Skovsædgæs, Hjardemål, 5. februar.

Sortstrubet bynkefugl, Hanstholm, 6. februar.

Den lange vej til det perfekte look...

I sidste uge oplevede vi det igen; at finde en meget mørk måge i Hanstholm, hvor en lang række karakterer faktisk talte for at det kunne være en amerikansk sølvmåge - og man nåede da også at tænke det, at nu var det lykkedes.
John Kyed var den første som blev opmærksom på den, søndag den 25. januar. Derefter blev den genfundet af undertegnede den 1. februar og siden er den set i al fald 6. februar. den er der sikkert endnu.
I felten diskuterede vi dog om, hvor vidt over- og undergumpstegningerne var tilstrækkeligt tætte. I al fald fugle jeg har set i Grønland, havde tættere siddende mørke tegninger, men kunne der være tale om individuel variation?
Vi måtte have offentligheden i tale ved at lægge gallerier på grupperne "European Gulls" og "North American Gulls" på Facebook, ligesom eksperter blev direkte kontaktet (svenske Hans Larsson og belgiske Peter Adriaens).
De blev præsenteret for i alt 24 billeder, hvoraf nogle bringes her:

Bemærk den brune krop og de mørke store dækfjer.

Haletegningen er perfekt til amerikansk sølvmåge, men overgumpens mørke tegninger er ikke dominerende nok til en helt perfekt amerikansk. Kan der være tale om variation? Tjah, det kan der vel godt, men for en førstegangs for landet skal alt sidde i skabet og det gør det desværre ikke. 

Ret tætsiddende tegninger i undergumpen, men desværre heller ikke tæt nok til en perfect looking amerikansk.

Der er imidlertid ikke langt til en amerikansk - sammenlign med billedet heruder.

Amerikansk Sølvmåge, Upernavik, Grønland, september 2013. Bemærk især de meget bredere mørke tegninger på overgumpen.

Måge fra Hanstholm. Sammenlign undergumpstegningen med billedet herunder.

Amerikansk Sølvmåge, Upernavik, Grønland, september 2013. Bemærk den meget tætsiddende, båndede undergump.

Det er en interessant proces at være en del af. Når problematiske fugle som den aktuelle fra Hanstholm dukker op, sker der en vidensudveksling, en diskussion, hvor tonen ikke handler om at der skal kæmpes for et kryds, men hvor kommentarerne handler om at hjælpe og blive klogere - så kloge at vi en dag står med en amerikansk sølvmåge med det perfekte look.

Hans Larsson kommenterede således på Facebook: Interesting case indeed. I can´t really pinpoint it, but there´s something with the overall impression, structure and bill shape etc that doesn´t strike me as smith. Særligt denne kommentar er spændende: Plumagewise the combination of rather (for a smith) weak patterned rump/uppertail/undertail coverts on a snow-white base and a very dark plumage otherwise seems odd IMO. I get the impression that the majority of smiths are more evenly coloured as a whole, so if a smith has a greater amount of pale/white markings in the rump/uppertail/undertail coverts it also has correlating pattern in the tail and wing coverts and vice versa. 

Altså; amerikansk sølvmåge kan godt have over- og undergumpstegning som på fuglen fra Hanstholm, men i så fald sidder de som regel på ret lyse typer. På de mørke typer plejer de at være tætsiddende som på min fugle fra Grønland. Det er interessant og giver noget at forholde sig til når jagten på det perfekte look fortsætter.

Belgiske Peter Adriaens svarede på mail med følgende kommentar:

Hi Henrik, 

phew! This is a tricky bird.

It shows many characters of smithsonianus, and I think it is impossible to exclude this option with certainty.

However, there are a few features that look a bit puzzling:

- completely dark outer webs of inner primaries. While the inner primaries of 1c American Herring Gull are often quite muddy brown, each feather normally shows a paler subterminal area on the outer web. This bird shows full dark outer webs almost like a graellsii.

- pattern of undertail coverts does not look entirely convincing (too much white)

- contrasting pattern of tertials, with rather broad white tips (despite the considerate amount of wear). Most 1c smiths have more extensive, dull brown centres and less white at the tips;

- small, rounded head and short bill

In a European context, the problem with less convincing birds like this is that there are many dark Herring Gull types with smithsonianus features in Iceland and the Faroe Islands.

Extensive backcrossing between Glaucous and Herring Gull seems to produce many birds that look surprisingly similar to smithsonianus. I have attached a few examples (from SW Iceland, 2010); I think you will quickly see the problem...

Another possibility is that we consider the dark outer webs of inner primaries as an indication that your bird may be an unusually dark and well-marked European Herring Gull.

In any case, birds like this are tough, and are probably best left unidentified.

Regards,

Peter

Igen en yderst interessant kommentar, som også indeholder noget nyt (for mig i det mindste), nemlig at yderfanen på alle Hanstholmfuglens håndsvingfjer er påfaldende mørke, hvor amerikansk altså på de inderste håndsvingfjer ikke viser mørk yderfane i hele længden.

Se sammenligningen af denne karakter mellem Hanstholmfuglen og den amerikanske fra Upernavik nedenfor.

Hanstholmfuglen. Bemærk påfaldende mørk yderfane på samtlige håndsvingfjer.

Amerikansk sølvmåge, Upernavik, Grønland, september 2013. Bemærk at yderfanen på de inderste håndsvingfjer er lysere brune end disses spidser, samt yderfanerne på de yderste håndsvingfjer.

Hele essensen i dette indlæg er altså at blive klogere. Hvor gullheads snakkede om hvidvingede måger og gråmåger i 1980erne og kaspiske måger og middelhavssølvmåger i slutningen af 1990erne er der kommet nye spillere på banen her i 00erne og 10erne. Nu handler det også om amerikanske måger, thayers måger, skiffermåger, gråvingede måger og mange andre. Det er fedt og sætter mågetjek i nye perspektiver. Heldigvis sidder der mange derude som gerne vil bidrage og hjælpe og som tør det. Alt i alt bliver der bygget noget op, således at vi en dag finder den der - den med det perfekte look...

Rørskovens nye græsser...

Kronhjort er et forholdsvist nyt fast indslag inde i Vejlerne. De seneste ca. 10 år har jeg regelmæssigt stødt på grupper på op til 20 dyr inde i reservatet. Hyppigst på digerne og i rørskoven. Vildtpassager i rørskovene er blevet et almindeligt syn og fejemærker på digernes buske og træer optræder overalt. Der er ingen tvivl om at de bidrager med en vis afgræsning i de tætte rørskove og skaber dynamik og grobund for variation og skaber nye lysåbne biotoper.
I disse tider hvor begrebet "Rewilding" er hipt og oppe i tiden, glæder jeg mig over krondyrene som selv har fundet vej og som selv bestemmer om de vil ud eller ind...

Rørskovene har fået en ny beboer.

Rundt om hjørnet stod disse seks yngre hjorte.

Bygholm-møllen er i høj grad et symbol for Vejlerne. Den står smukt i den vestlige ende af Bygholmdæmningen og det er altid værd at tjekke møllevingerne som tjener som en perfekt udsigtsplads for rovfugle. Forleden sad en smuk adult vandrefalk og gjorde møllen endnu flottere.

Sluttede dagen af med at besøge Vester Torup Plantage. Her fandt jeg for nylig en lille flok hvidvingede korsnæb i området omkring "Stenen", som er et sted, hvor denne flotte art har holdt til under tidligere invasioner. Der gik ikke lang tid før jeg fandt en hun i en stor flok lille korsnæb. Senere fandt jeg endnu en hun lidt derfra og så kom der desuden en flok på fem overflyvende fugle. Man kan sikkert lokalisere en del fugle, hvis man går systematisk til værks deroppe.

Hvidvinget korsnædb, hun, Vester Torup Klitplantage.

Midvintertælling i Vejlerne

Der er gang i et større korps af optællere fordelt på mange vandfuglelokaliteter i Danmark. Det er nemlig tiden for den landsdækkende midvintertælling. Jeg har stået for at dække Store Vildmose (bl.a. >2400 sangsvaner og >9000 kortnæbbede gæs) samt markarealerne mellem Vejlerne og Brovst.
Som en fast del af min kontrakt dækker jeg desuden Vejlerne og igen var der tale om en meget fin tælling som foregik søndag og mandag.
Vejret var suverænt. Næsten ingen vind og efterhånden blanke vandflader gjorde det til en nem opgave. Nem men tidskrævende.

Aftenstemning ved Selbjerg Vejle. Martin Lunds kaffe smagte ekstra godt da vi fulgte 13 blå kærhøge til overnatning i rørskoven nedenfor Lynge.

Vejret er mildt og vandstanden er høj. Det er opskriften på mange fugle. Forårsstemningen er der også så småt, bl.a. fordi mange grågæs flyver og står i par og flere steder fløj de parvis op fra rørskovssøerne. Desuden så jeg bl.a. rørhøg (ad. hun), 17 knarænder, 2 skeænder og de to overvintrende traner, men blot 2 viber.
Svømmeænderne er talrige med 6572 gråænder og 2294 pibeænder som de almindeligste. Hvornår mon jeg får hjælp til at finde den sortbrune and eller den amerikanske pibeand?

De to vintertraner ved Lund Fjord.

Vinterrørhøgen.

Blandt de 5684 kortnæbbede gæs, 5983 bramgæs, 96 blisgæs og 2489 grågæs fandt jeg bl.a. en flot snegås ved Vesløs Vejle men blot 2 tundrasædgæs. 101 skovsædgæs i de Østlige Vejler vakte glæde. Desværre rastede ingen skovsædgæs ved Tovsigengene og en lokal fortalte at den nye ejer af de yderste engstykker drev en lidt for intens jagt på gæs derude, efter hans smag (han er selv jæger) og det er jo træls, hvis det fortrænger en forekomst af denne fåtallige art.

Snegås ved Vesløs Vejle.

Behagelige overraskelser i tællearbejdet var bl.a. 30 bjergpibere (primært i de Østlige Vejler), mosehornugle (Østerild Fjord), 31 lille skallesluger, 5 havørne, 2 vandrefalke, dværgfalk ad. han (Selbjerg Vejle), duehøg (Bygholmengen) og isfugl (Storåen ved Lønnerup Fjord).
Der er altid gode fugle at se i Vejlerne og det kan kun undre at ikke flere ornitter, lokale såvel som besøgende, benytter sig af at opleve hvad en rundtur i området giver af oplevelser.

Mosehornuglen ved Østerild Fjord.

Isfuglen ved Lønnerup Fjord.

Igår var jeg for en gangs skyld på tur med Peter H. Kristensen, aka Maura, hvor Agger Tange, Thyborøn og Harboøre Tange blev endevendt. Det blev til en del gode fugle og vi ville have ønsket at vi havde haft mere tid til Harboøre Tanges sydligste lagune hvor en stor flok bjergænder var blandet godt op med troldænder og taffelænder. Det lugtede fælt af noget stort, så de må opsøges igen på et tidspunkt. Ellers gav dagen topskarven udmærket, på en mole ved færgelejet ved Thyborøn, gråmåge i havnen, pænt med lysbugede knortegæs, 2 fjeldvåger på Harboøre Tange samt en adult vandrefalk på både Agger og Harboøre Tanger. Vi gik desuden ud til spidsen af den lange mole på Agger Tange, hvor 11 sortgrå ryler rastede.

Topskarven, yderst...

Våd, vindblæst vinter

Det er en tid hvor stemninger er i højsædet. Tunge hagl- og snebyger, lysende horisonter, silhouetter, skumsprøjt og bølger i håret...

To rådyr...

Det ensomme træ...

Kragefugle på vej ind i haglbyge.

Det er ret fedt, men det føles nu godt at vinden lægger sig, og så er fuglene gode her i Vejlerne. Der er vand overalt og Bygholmengen er næsten vanddækket og i Arup Vejle er øen Melsig næsten helt oversvømmet. De milde temperaturer betyder at der er mange ænder og gæs i området som så danner grundlag for at holde på ørnene og vandrefalkene. Alt i alt føler man sig altså underholdt når man tager ud i landskabet. Jeg glæder mig til den kommende totaltælling, formentlig kommende søndag og mandag.
Igår var en fin dag, hvor turen op ad Øster Landkanal blev krydret med en flot stor tornskade, samt et ret heftigt synsfelt som indeholdte to havørne, en mosehornugle og en adult vandrefalk som lavede udfald mod både ørnene og mosehornuglen. Derudover fik jeg set de to traner som har stået nogle dage i en majsmark ved Lund Fjord.

Bygholmengen p.t.

Stor tornskade langs Øster Landkanal diget.

De to vintertraner ved Lund Fjord.

I tirsdags tog Peter H. Kristensen og jeg nordpå, hvor Hirtshals og Skagen var målene. Det var hyggeligt og vi så nogle udmærkede fugle, men vi producerede ikke rigtigt noget selv. I Hirtshals så vi mange rødstrubede lommer som trak sydvest i stor højde og i store flokke og der var mange ederfugle og rimeligt med måger at tjekke, men vi fandt som sagt ikke rigtigt noget spændende. På P-pladsen ved rådhuset fandt vi, i anden omgang, en toplærke, vel nok Danmarks sjældneste ynglefugl. I Skagen så vi tre bjergpibere og tre skægmejser på Grenen, mens havnen bød på et par kendte gråmåger - en 2K og en 4K.

De her her byboere har sgu altid travlt...

What a stunner!

2K gråmåge, Skagen Havn.

4K gråmåge, Skagen Havn.