torsdag den 6. januar 2011

Rare fugle på Christiansø uge 42, 2010

Sibirisk Gransanger, Frederiksø, 20/10 2010.
Jeg besøgte Christiansø for første gang i efterårsferien. Jeg har altid drømt om at opleve øen og da en familieferie på Bornholm i efterårsferien blev en realitet besluttede vi os for at Christiansø også skulle besøges. Vi besøgte øen 19-20/10 og fik gennem gode venner mulighed for overnatning i Skorstenshytten på Frederiksø. Det var perfekt.
19/10 var en barsk dag med blæst og hyppige regnbyger og familierne fortrak til det varme sommerhus på Bornholm efter en rundtur. Tilbage blev Martin og jeg og skrabede de fugle sammen vi kunne; bl.a. en mosehornugle, 2 skovsnepper, 13 kaspiske måger, 2 middelhavssølvmåger samt blandede drosler og en del rødhalse.
I forbindelse med 5-mødet på kroen kom en lokal som på syngende bornholmsk proklamerede at han lige havde set en sortstrubet jernspurv! Det udløste et par velmente klap på skulderen fra os og endte med lidt hyggesnak om fælles bekendte som Mogens "Kaptajn" og Sune...

Sibirisk Gransanger, Frederiksø, 20/10 2010.
Den 20. var vejret stilnet af, bygerne var kortvarige og det lugtede fælt af sjældne fugle. Det virkede til at der i løbet af dagen løbende ankom nye fugle. Det var skidespændende og man var meget tændt. Om formiddagen var et par løvsangere de bedste fugle, men efter en kaffepause i skorstenshytten dukkede en fin Sibirisk Gransanger op på Frederiksø og så omkring middag, fandt jeg på plateauet nær Kongens Have en fin Fuglekongesanger. Dermed var dagen og turen reddet, selvom det under alle omstændigheder havde været en fin tur, så redder en så dejlig og sjælden fugl en hel del - og det fedeste er jo under alle omstændigheder at finde fuglene selv!

Fuglekongesanger, Christiansø, 20/10 2010.

Fuglekongesanger, Christiansø, 20/10 2010.

Christiansø fejres med god øl og whisky...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar