mandag den 2. april 2012

Borealis og lidt statusopdatering fra Vejlerne.

Kent Olsen ringede igår med en bahagelig melding fra Hanstholm Havn idet han havde fundet en ederfugl med sejl på ryggen og stærkere gul farve på næbbet - karakterer der svarer til racen borealis som er udbredt i det arktiske område mellem Franz Josef Land i øst til Baffin Island i vest henover Island og Grønland. Racen er ikke tidligere truffet med sikkerhed i Danmark. Udover de nævnte karakterer viste den også lidt anderledes proportioner, særligt i hovedet. Læs mere og se bedre billeder her og læs evt. lidt mere på club300.

I Vejlerne rykker foråret. Svømmeænderne bliver mere og mere talrige og Kraptårnet, Kogleakssøen og Vesløs Vejle byde på pæne antal. Tranerne trompeterer fra flere pladser i rørskovene og rørdrum ser ud til at have et ok år, hvor antallet er påfaldende i Bygholm Nord, hvor bestanden ellers ikke har været så stor de senere år. Rørskoven ser også ud til at have det bedre ovenpå en årrække, hvor udbredelsen af denne var reduceret i dette område.
De store kobbersnepper har ladet vente på sig i deciderede antal, men forleden aften, hvor jeg besøgte Krapdiget stod en stor flok på 160 som en lang pølse, langs halvkanalen i Bygholm Nord. De havde selskab af 45 brushøns og det så utroligt godt ud. Antallet svarer til det meste af Vejlerbestanden og den er altså næsten kommmet i en stor flok. Fedt.

Ca. 125 store kobbersnepper.

Tundrasædgås optræder i en del af gåseflokkene.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar