torsdag den 18. april 2013

Feltarbejde i Egypten

I perioden 25/3 - 8/4 var jeg så priviligeret at blive hyret til en opgave i Egypten. Opgaven bestod i at dække fugletrækket over et ørkenområde på kanten af Rødehavet, ca. 150 kilometer nord for Hurghada.
Udover at tælle de sete fugle, bestod opgaven også i at lave målinger ved hjælp af en laser-range-finder, hvor man kan måle afstand, højde og vinkel på fuglene.
Det hele skyldes at der er interesse for at opstille vindmøller i området, mange vindmøller, og derfor er det nødvendigt og interessant at få et billede af trækkets forløb, korridorer og ruter.
Jeg har altid drømt om at skulle opleve dette fugletræk, som måske er det største i verden. Via området omkring Rødehavet tømmes Afrika for trækfugle som skal besætte et enormt landareal i Centralasien og Vesteuropa og koncentrationerne af fugle skuffede ikke.
Først og fremmest imponerede de store flokke af især Hvide Storke og Hvide Pelikaner, med op til 5000 og 2500 i flokstørrelser. Dernæst Steppevågerne som visse dage i skruer på 300 fugle fik selskab af mange Sorte Glenter, Steppeørne og små skrigeørne samt spredte Ådselsgribbe, Ørnevåger, Slange- og Dværgørne. Småflokke af Sorte Storke blandede sig regelmæssigt og blandt fåtallige gæster så vi bl.a. 2 Gåsegribbe, 3 Kejserørne, 2 Store Skrigeørne, 2 Steppehøge og 2 Hedehøge.
Hvide Storke

Hvide Storke

Hvide Storke

Hvide Pelikaner

En Lille Skrigeørn, mellem Steppevågerne

Steppevåger, Sort Glente og... kan du finde Ørnevågen?

Slangeørn med tre Sorte Glenter

Kejserørn

Tre Sorte Storke

Rastende Steppeørn i ørkenen

Og så denne. Uffe Gjøl Sørensen har gjort mig opmærksom på at denne Sorte Glente er af racen lineatus, hvilket formentlig holder. Bemærk masken i hovedet, den meget lyse håndflade og indslag af lyst på bugen. Racen har længe været mistænkt for at forekomme i området, men er aldrig blevet dokumenteret, hvorfor dette potentielt set er det første dokumenterede fund for Egypten!

Hver anden dag (hvor arbejdet sluttede klokken 16) havde vi mulighed for at luske lidt småfugle efter endt arbejdstid ved et rensningsanlæg i nærheden eller i Wadi Dara. Det var fedt at blande de mange store fugle op med opdateringer af Balkansangere, Østlige Blege Gulbuge, Feldegg Gule Vipstjerter, Vendehalse, Hærfugle, Rødhovedede Tornskader, Masketornskader, Østlige Middelhavsstenpikkere samt med gode fund af bl.a. Trænattergal, Rustværling (14. juni, sidste nyt: Rustværlingen er nu bestemt til Bjerghortulan som ny art for det Arikanske kontinent! - følg diskussionen her: http://www.netfugl.dk/pictures.php?id=showpicture&picture_id=54684#44651baf28db364e) og Sortstrubet Sanger. Samtidig rastede der ofte arter som Tyndnæbbet Måge, Hvidskægget Terne, Sporevibe (ynglende) samt forskellige hejrer i dammene i rensningsanlægget.
 Trænattergal
 
Bjerghortulan, ny art for Afrika!
 
Masketornskade
 
Vagtel
 
Ørkenen var en flot scene at udføre sit arbejde i. Særligt i morgen- og aftentimerne, hvor det lave lys skabte kontraster og farvesammensætninger som så fantastiske ud. Fuglemæssigt var der imidlertid tale om meget fattige områder og meget forskellige fra f.eks. Marokko som jeg tidligere har besøgt. Vi så dog regelmæssigt større- og mindre flokke af sandhøns, hvor Kronet Sandhøne var den der klart dominerede. Således blev det kun til to sikkert bestemte flokke af Plettet Sandhøne. Sommetider faldt vi over enkelte Korttåede Lærker og Markpibere og i buskene registrerede vi i farten kun få småfugle, bl.a. Rødhovedet Tornskade flere gange. Overraskelsen var dog da vi en formiddag fandt en smuk Ørkenløber, en art jeg ikke havde set i tyve år. Det var stort. Det var også skægt at se den ret store øgle, Egyptian Spine-tailed Lizard, som var ret almindelig.
 
 

 


 
 
Egyptian Spine-tailed Lizard
 
 

3 kommentarer:

  1. Mere end imponerende WooooOOOOHHHHH!

    Vh TribleE

    SvarSlet
  2. Dear birder,
    It seems to me that your bunting is not cretzmar's but grey-necked, with pale yellow moustaches and a long, thin bill typical of the species. I will consult others and in case I am right, would you mind writing a report of this observation for the EORC (Egyptian Rarities Committee) of which I am the secretary? Forms of for EORC rarities are found at www.chn-france.org (the website of the French RC).
    Thanks indeed,
    Frederic Jiguet

    SvarSlet