onsdag den 30. maj 2012

Vejlerne update.

Arbejdet kører derudad i Vejlerne og det kniber med at have tid til at opdatere bloggen. P.t. har vi således gang i et intensivt sortterne-overvågningsprogram, hvilket betyder menge timer i et, til projektet opstillet, tårn, hvor vi indgående følger Kogleakssøens koloni af sortterner. Derudover er vi ved at have afsluttet vores program i Vadehavet og så kører det daglige overvågningsprogram i Vejlerne.
På det seneste stjal de to nathejrer, som sås i søndags, billedet fra alt andet. Det er første gang der er observeret to fugle på en gang i Danmark. De blev opdaget af Bjarke Huus jensen om morgenen, hvor de, ivrigt kaldende, kom flyvende sammen og gik ned et sted i Lund Fjord. Jeg opsøgte stedet hurtigt samme morgen og mødte "drengen med guldbukserne" - Jeppe Bundgaard, som netop havde set den ene ca. et kvarter før min ankomst. Heldigvis gik der blot ca. 20 minutter før en anden fugl kom flyvende, som vi så ret godt. Dragtmæssigt var der forskel på de to fugle, idet den ene synede adult (bl.a. med hvid prydfjer i nakken), mens den anden var mere dæmpet i farverne, bl.a. svagere farvet ryg og isse og var dermed en 3K.
Den ene af de to nathejrer (adult).
Senere på dagen sad begge tæt i en busk tæt op ad Øster Landkanal, hvor flere fik set dem ret godt.
Fundet er det 27. i danmark og bliver regnet for det andet i Vejlerne, på grund af en 2K som rastede ved Lønnerup Fjord 5/1 - 8/2 2004.
Ellers har der af bemærkelsesværdige iagttagelser bl.a. været to sortstrubede lommer som forsøgte at trække nord over Bygholmengen. De kom ude fra limfjorden, men vendte ret hurtigt om, da de akkurat var kommet ind over engen. Det er blot anden gang jeg ser sortstrubet lom i Vejlerne og er umiddelbart ca. 4. fund for området.

To sortstrubede lommer, Bygholmdæmningen. Adult i sommerdragt til venstre og 2K til højre.
Igår var jeg på natlyt. Desværre uden det store resultat. Dog hele 6 sydlige blåhalse langs Jernbanedæmingen og i Han Vejle, plettet rørvagtel på spidsen af Skårup Odde samt nattergal i krattet ved Kraphytten.
Idag stod den på enggennemgang ved Arup Vejle. Først tjekkede jeg hithullet i Læsvig, som husede ganske mange vadefugle, deriblandt 6 krumnæbbede - og 3 dværgryler. Under enggennemgangen kom en overraskende flok på 450 overflyvende (nordtrækkende) lysbugede knortegæs, hvilket må være en af de største flokke der er set i Vejlerne.

Udsnit af flokken på 450 lysbugede knortegæs over Arup Vejle.
På vejen hjem tjekkede jeg Melsig og ganske bekymrende kunne jeg tælle 44 skestorke derude. Bekymrende fordi at flokke på dette tidspunkt ofte er fugle som har opgivet et andet sted. Et hurtigt opkald til Jan Skriver, som har styr på Nibe Bredning kolonien afslørede imidlertid at der ikke var grund til uro fra den front. Jeg aflæste en mærket skestork i Læsvig tidligere på dagen. Måske kan den kaste lys over hvor de mange fugle kommer fra.

torsdag den 24. maj 2012

Hektiske dage!

Varme og vinde fra sydøst i slutningen af maj har for alvor vist sit værd den seneste uge med invasion af hvidskægget terne, mange lundsangere samt ikke mindst superhittet ørkensanger.
Netop ørkensangeren i Skagen i søndags var en drøm som gik i opfyldelse. Det har altid været en art jeg troede jeg skulle opleve i en sandet vestjysk klit en novemberdag - præcis som mine forældre og bror gjorde det tilbage i november 1994 ved Stængehus i Nordsjælland. En fugl jeg rykkede på fra Vejlerne i selskab med Dennis Nielsen og Martin Lund - uden held. Ventetiden på at opleve den i Danmark har været lang og da meldingen vækkede mig, meget tidligt, søndag morgen var der ikke meget tvivl i mit sind om at jeg skulle afsted. Heldigvis var fuglen meget medgørlig og man så den drømmegodt.


Ørkensangeren fra Skagen. 4. fund i Danmark.
Søndag aften tog Carsten Krog Pedersen og jeg til Mandø, hvor jeg skulle have overstået de sidste ynglefugletællinger i Vadehavet fra min hånd, denne sæson.
Mandag startede vi med at luske de mange krat og producerede bl.a. en trækkende rødrygget svale som dagens store overraskelse. Den trak målrettet nord langs bydiget og vi så den rigtig godt, men relativt kort. Samme sted gav også to gulirisker og dagen gav i øvrigt også 2 karmindompapper, et ynglepar af mosehornugle samt den spøjse hybrid mellem rødhalset gås og knortegås.
Samme aften kom der flere meldinger på hvidskæggede - og hvidvingede terner og man begyndte at længes efter Vejlerne igen.
Tirsdag morgen var sløv uden særligt mange småfugle i Mandøs krat, men på forlandet fandt vi denne sorthovedede gule vipstjert. I "gamle dage" ville den nok være blevet bestemt til feldegg, men nakken afslørede den som en meget mørk thunbergi.


Ligner stadig en feldegg...

Ævs...
Vi besluttede os for at vende snuden nordover. Undervejs vendte vi vejen forbi Ole Amstrups nyligt fundne hvidskæggede terne ved Skjern Enge og missede dermed Helge og Sus´ lundsanger i Østerild Plantage, da klokken var blevet for mange og sangen var forstummet.
Det rettede jeg heldigvis op på dagen efter, Idet jeg både så og hørte lundsangeren meget fint, men først efter at have fundet en flot hvidskægget terne i Kogleaks i Vejlerne. Det viste sig at Rune Sø Neergaard også havde opdaget fuglen uafhængigt af mig, hvilket han pointerede meget tydeligt, så hans ædelkryds kunne reddes hjem...

Den hvidskæggede fra Kogleaks.

Og lundsangeren fra Østerild Plantage/Tovsig. 
Idag har været en mere stille dag, uden de store meldinger, men det skal blive spændende at se, hvad morgendagen bringer.

fredag den 18. maj 2012

Vadehavet part 3.

Mandag og tirsdag i denne uge tilbragte jeg igen i Vadehavet. Mandag stod på en omgang enggennemgange og fjernkortlægninger på Rømø og tirsdag dækkede jeg Rudbøl Sø, Magisterkog og Hasberg Sø. Det var nogle fine dage med mange fugle, også fordi jeg mixede arbejdet med tjek af digesøer, forlande etc.
Efter endt arbejde mandag besøgte jeg stylteløberne ved Nagbøl, og tjekkede hele området mellem Vester Vedsted og Rømødæmningen. Det gav bl.a. Mosehornugler i parringsflugt nær Vester Vedsted, 102 Pomeransfugle nær Kammerslusen og Rød Glente på Ribe Holme.
Tirsdag startede jeg før solopgang med en gåtur langs hele diget ved Magisterkog. Det gav først og fremmest imponerende 10 (!) savisangere på hele strækningen, 15 sortterner, der var ved at etablere sig, bisamrotte m.m. - og i Hasberg Sø 32 sortterner der var ved at etablere sig.
Herunder lidt indtryk:

Et par hvidbrystede præstekraver var klar med en tidlig pullus på Rømø.


Stylteløberne ved Nagbøl.

Rød glente på Ribe Holme.


Poms, nær Kammerslusen.


onsdag den 16. maj 2012

Bygholm enggennemgang.

I søndags, den 13. maj, foretog Jens Frimer, Jørgen Peter Kjeldsen og undertegnede årets første enggennemgang på Bygholmengen.
Engens tilstand var påfaldende god på grund af en, ynglefuglemæssigt, god vandstand og engen havde således ingen udtørrede pander, der var sjapvand mange steder og kanaler og grøblerender var vandfyldte.


Engens våde tilstand var optimal.
Tællingen bar præg af det kølige vejr og aktiviteten blandt mange af fuglene var ganske lav. Bl.a. fandt vi kun 9 steder med engryle, men det er vist også tendensen andre steder, bl.a. på Agger Tange (Frits Rost pers. medd.).
Af ynglefugle blev det i øvrigt til 263 par viber og 97 par store kobbersnepper. Der er tale om en mindre tilbagegang for begge arter idet der i 2011 blev registreret henholdsvis 281 par viber og 111 par store kobbersnepper. For stor kobbersneppes vedkommende er det desuden bekymrende at vi ikke har nogle ynglepar i de Vestlige Vejler i år.
Udover ynglefuglene blev vi underholdt af bl.a. 167 tinksmede, 83 temmincksryler, 2 krumnæbbede ryler, 50 store præstekraver, 5 stenvendere, 21 traner, 5 skestorke, 2K havørn m.m.

Et par af engens engryler.

2K havørn.

onsdag den 9. maj 2012

Vadehavet part 2.

Fire dage i sidste uge brugte jeg på ny i Vadehavet. Denne gang stod den på en masse kortlægninger (af især rødben) på en lang række forlande. Jeg dækkede Mandø rundt, Ballum forland, forlandene syd og nord for Rømødæmningen, Astrup forland samt Brøns forland. Det blev til mange kilometer i sure skridtstøvler, men i det gode vejr var det en fornøjelse, det meste af tiden.
Det dryppede også lidt på degnen idet jeg kunne tilbringe to morgener med lusk på Mandø og fordi der igen sås en række gode fugle. Bl.a. 3 vendehalse (en som jeg trådte op midt på et forland, mosehornugler i parringsflugt, gulhovedet gul vipstjert, 3 sølvhejrer i Astrup Engsø, stor tornskade, 10 sorthovedede måger m.m.
Herunder lidt indtryk:
Gulhovedet gul vipstjert, Mandø.

3 sølvhejrer, Astrup Engsø.

Rødhalset gås, Mandø.

Hvidbrystet præstekrave, Rømø.

fredag den 27. april 2012

Vadehavet

I den forløbne uge har jeg været på ynglefuglearbejde i Vadehavet og marsken. Det har været nogle suveræne dage, med store oplevelser og gode fugle. Jeg skulle dække Magisterkog, Rudbøl Sø, Hasberg Sø, Ballummarsken og hele østsiden af Rømø.
Dagene gav bl.a. 47 sydlige blåhalse, 2 savisangere, pomeransfugl, amerikansk pibeand, dværggås, 7 mosehornugler, hedehøge, hvidbrystede præstekraver, 2 havørne, sølvhejre, amerikansk krikand, 8 sorthovede måger, hybrid mellem knortegås og rødhalset gås og meget andet.
Jeg glæder mig allerede til næste uge, hvor jeg skal dække flere forlande samt, ikke mindst, lokaliteter på Mandø.
Herunder forskellige billeder fra ugen der gik.
Amerikansk pibeand, Ny Frederikskog.
Hedehøg, Ballummarsken.
Britisk sildemåge, Ballummarsken.

Moseugle, Ballummarsken.

Poms, Husum Enge.

Hvidbrystet præstekrave, Havsand, Rømø.

Ringdrossel, Rømø.

Sølvhejre, Astrup Engsø.

Dværgmåge i en lidt usædvanlig 2K (?) dragt.

Amerikansk krikand, Astrup Engsø. Fuglen dannede tydeligt par med en hun som var blegere i grundfarven end de øvrige krikænder. Desuden havde den tydeligere hovedtegninger.

Hunnen - ser lidt spændende ud...

Rødhalset x knortegås...

I forbindelse med ynglefuglearbejde i Vadehavet faldt jeg igår over denne afvigende "knortegås" ved Sneum, syd for Esbjerg. I håndkikkert var min første tanke en ung sortbuget knortegås, hvorfor jeg sprang ned i bilen efter kameraet.
Et ekstra kig afslørede imidlertid at noget var galt - således var halstegningen meget afvigende, fuglen var mindre - og et ekstra detaljeret kig afslørede at der i hovedet var en svagt afsat lys kant rundt om kinden, hovedet var mere fladt i issen og fuglen havde indimellem en statur mindende om rødhalset gås!
Jeg følte mig ret sikker på at der kunne være tale om en hybrid mellem rødhalset - og knortegås!
Jeg kontaktede Jens Thalund som, da jeg sagde at jeg havde en underlig knortegås, begyndte at beskrive fuglen perfekt. Det viste sig at han havde haft den 14 dage i forvejen og havde tillige en mening om at det kunne være en rødhalset gåsehybrid.
Meget overraskende havde Eva Foss Henriksen lagt en collage af billeder på her stort set samtidig med at jeg observerede fuglen. Det drejer sig tydeligvis om samme fugl, men hun har fotograferet den på Mandø tilbage til 3. april.
Jeg tror på at bestemmelsen til hybrid mellem knorte- og rødhalset gås holder. Døm selv.


fredag den 20. april 2012

Wild goose chase

Forekomsterne af kortnæbbede gæs bliver færre og færre og mere spredte i Nordjylland. Vi i ornit.dk har kørt det meste af Nordjylland tyndt for at få styr på halsmærker, abdominalprofiler, pardannelser etc. Det har betydet udmærket underholdning og siden 19. marts, hvor projektet startede, har arbejdet givet gode fund som rødhalset gås, dværggås samt mange tundrasædgæs. Siden 6. marts hvor jeg så den første tundrasædgås er det blevet til 50 ex!
I onsdags var jeg på gåsearbejde i Thy, hvor det bl.a. lykkedes at finde en adult grønlandsk blisgås ved Ørum Sø (min 3. i år) og så blev jeg lokket til Agger tange af en melding om en meget sandsynlig sortbuget knortegås ved færgelejet. Jeg genfandt nemt fuglen blandt >200 mørkbugede og jeg mener også at det er en sortbuget. Fuglen er tilbagevendende og har ved flere lejligheder været diskuteret, men når man sammenligner med div billeder på nettet ser den god ud pga. halspletten, rygfarven som er mere mættet brun, den mere mættede bugfarve samt den hvide kiletegning. Jeg mener ikke der er anledning til at tale hybrid i forhold til denne fugl.
Ad. grønlandsk blisgås, Ørum Sø.
Sortbuget knortegås, Agger Tange.

Tundrasædgås, til venstre. Talrig forekomst i gåseflokkene.

tirsdag den 17. april 2012

Forårstotal

Totaltællingsdag i Vejlerne med forår i luften trods slud-regn- og haglbyger. Jeg var i de Vestlige Vejler. Overskrifterne var blåhals han og hun ved Tømmerby Fjord, >7000 bramgæs, 10 skestorke, formodet hybrid mellem dværg- og bramgås, vandrefalk m.m.
Den syngende sydlige blåhals var i særklasse idag:

Og så var bøgen sprunget ud og anemonerne stod smukt i Tovsig: